Denne siden er korrekturlest
eftersom guders og menneskers far lar dagene skride.
Derfor maa aldrig en dødelig mand la sig friste til uret;
men la ham leve i stilnet og ta hvad guderne gir ham.
Ogsaa jeg selv var engang paa vei til lykke i verden;
men av min styrke og magt blev jeg fristet til mangen en udaad,
saasom jeg stolte saa trygt paa min far og de mægtige brødre.
Likedan ser jeg at frierne her med skammelig uret
tærer paa andenmands gods og fornærmer en hædersmands hustru,
som jeg er viss paa ei længe vil holde si fjernt fra sit hjemland
og sine venner; ti helten er nær. Aa, maatte en guddom
føre dig hjem til dit hus, og maatte du slippe at møte
manden, naar hjem til sit elskede land han vender tilbake!
Ti, som jeg tror, vil det ei løpe av uten blod, naar han kommer
her paa sin borg under tak og holder med frierne opgjør.»
Saa han talte og ofret og drak av vinen den søte.
Derefter rakte han bægret paany til mændenes hersker.
Høvdingen sænket sit hoved og vandret mismodig tilbake
hen gjennem salen. Hans hjerte var tungt; ti han ante det værste.
Dog, han frelste sig ei. Ogsaa han blev av Pallas Atene
lokket i snaren og faldt for Telemakos' hænder og lanse.
Stolen, han reiste sig fra, gik han hen til og satte sig atter.
Nu gav Pallas Atene, den mægtige blaaøide guddom,
dronningen, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
lyst til at møtes med friernes flok, forat mændenes hjerter
høit skulde svulme av haab og hun selv bli agtet og æret
mer end hun var det tilforn av sin elskede søn og sin husbond.
Dronningen smilte forlegent og rettet et ord til sin terne:
«Førstegang føler jeg nu, Evrynome, lyst til at sees
nede i salen blandt friernes flok, skjønt jeg hater dem bittert.
Kanske jeg ogsaa fik git min søn et raad som han trænger,
at han ei stadig som nu bør færdes blandt friernes skare.
Ordene klinger saa smukt; men de pønser paa ondt mot ham siden.»
Tok da Evrynome ordet til svar, hendes fornemste terne:
«Ja, du har visselig ret, mit barn, i alt hvad du sier.
Gaa du og tal med din søn, og ei bør du tie med noget.
Ta dig dog først et rensende bad og salv dine kinder.
Gaa ikke slik som du er, med ansigtet skjæmmet av taarer;
Derfor maa aldrig en dødelig mand la sig friste til uret;
men la ham leve i stilnet og ta hvad guderne gir ham.
Ogsaa jeg selv var engang paa vei til lykke i verden;
men av min styrke og magt blev jeg fristet til mangen en udaad,
saasom jeg stolte saa trygt paa min far og de mægtige brødre.
Likedan ser jeg at frierne her med skammelig uret
tærer paa andenmands gods og fornærmer en hædersmands hustru,
som jeg er viss paa ei længe vil holde si fjernt fra sit hjemland
og sine venner; ti helten er nær. Aa, maatte en guddom
føre dig hjem til dit hus, og maatte du slippe at møte
manden, naar hjem til sit elskede land han vender tilbake!
Ti, som jeg tror, vil det ei løpe av uten blod, naar han kommer
her paa sin borg under tak og holder med frierne opgjør.»
Saa han talte og ofret og drak av vinen den søte.
Derefter rakte han bægret paany til mændenes hersker.
Høvdingen sænket sit hoved og vandret mismodig tilbake
hen gjennem salen. Hans hjerte var tungt; ti han ante det værste.
Dog, han frelste sig ei. Ogsaa han blev av Pallas Atene
lokket i snaren og faldt for Telemakos' hænder og lanse.
Stolen, han reiste sig fra, gik han hen til og satte sig atter.
Nu gav Pallas Atene, den mægtige blaaøide guddom,
dronningen, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
lyst til at møtes med friernes flok, forat mændenes hjerter
høit skulde svulme av haab og hun selv bli agtet og æret
mer end hun var det tilforn av sin elskede søn og sin husbond.
Dronningen smilte forlegent og rettet et ord til sin terne:
«Førstegang føler jeg nu, Evrynome, lyst til at sees
nede i salen blandt friernes flok, skjønt jeg hater dem bittert.
Kanske jeg ogsaa fik git min søn et raad som han trænger,
at han ei stadig som nu bør færdes blandt friernes skare.
Ordene klinger saa smukt; men de pønser paa ondt mot ham siden.»
Tok da Evrynome ordet til svar, hendes fornemste terne:
«Ja, du har visselig ret, mit barn, i alt hvad du sier.
Gaa du og tal med din søn, og ei bør du tie med noget.
Ta dig dog først et rensende bad og salv dine kinder.
Gaa ikke slik som du er, med ansigtet skjæmmet av taarer;
