Denne siden er korrekturlest
høit sine hænder og lo sig næsten ihjel; men Odyssevs
grep ham ved foten og slæpte ham ut gjennem borghallens fløidør,
indtil han kom til gaardsportens hal hvor han satte ham opreist
lænet til muren om gaarden. Der gav han ham staven i hænde.
Talte han da med vingede ord og formante ham myndig:
«Her kan du sitte og jage bort svin og hunder fra gaarden.
Ei maa en stymper som du være kry og te dig som herre
over de fattige gjester; ti næstegang gaar det dig værre.»
Saaledes talte han barsk og slængte sin sæk over skuldren
fillet og styg som den var, og til bærerem var der en taugstump,
gik saa tilbake til tærsklen og satte sig ned, og med latter
skyndte de andre sig ind og hilste ham venlig og mælte:
«Fremmede, maatte nu Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet og det som du helst vilde eie,
du som fik bugt med den slukvorne karl og stanset hans flakken
rundt i vort land. Snart fører vi ham til det nærmeste fastland
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig skjælver.»
Saa de talte. Odyssevs blev glad ved det varslende ønske.
Foran ham lagde Antinoos straks den vældige mave
stoppet med blod og det lækreste fett, mens Amfinomos skyndsomt
tok fra den flettede kurv to brød og satte dem for ham.
Derefter drak han ham til av pokalen den gyldne og mælte:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter rigdom og lykke
bli dig tildel. Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæve Amfinomos, sindig og klok ser du ut til at være.
Saadan var ogsaa din far; ti selv har jeg hørt at man priste
Nisos, Dulikions mægtige drot, for retsind og rigdom.
Dig har man nævnt som hans søn, og du tykkes mig brav og forstandig.
Hør da paa det som jeg agter at si, og merk dig min tale.
Svakt som en dødelig mand er intet som jorden har fostret,
ikke en skabning av alle som aander og kryper paa jorden.
Ti medens guderne skjænker ham kraft og smidige lemmer,
tror han at ulykken aldrig skal ramme ham siden i livet.
Men naar de salige guder tilsidst lar ulykken komme,
maa han saa nødig han vil, med taalmod bære sin skjæbne;
ti med de jordiske menneskers sind er det saa at det ændres
grep ham ved foten og slæpte ham ut gjennem borghallens fløidør,
indtil han kom til gaardsportens hal hvor han satte ham opreist
lænet til muren om gaarden. Der gav han ham staven i hænde.
Talte han da med vingede ord og formante ham myndig:
«Her kan du sitte og jage bort svin og hunder fra gaarden.
Ei maa en stymper som du være kry og te dig som herre
over de fattige gjester; ti næstegang gaar det dig værre.»
Saaledes talte han barsk og slængte sin sæk over skuldren
fillet og styg som den var, og til bærerem var der en taugstump,
gik saa tilbake til tærsklen og satte sig ned, og med latter
skyndte de andre sig ind og hilste ham venlig og mælte:
«Fremmede, maatte nu Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet og det som du helst vilde eie,
du som fik bugt med den slukvorne karl og stanset hans flakken
rundt i vort land. Snart fører vi ham til det nærmeste fastland
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig skjælver.»
Saa de talte. Odyssevs blev glad ved det varslende ønske.
Foran ham lagde Antinoos straks den vældige mave
stoppet med blod og det lækreste fett, mens Amfinomos skyndsomt
tok fra den flettede kurv to brød og satte dem for ham.
Derefter drak han ham til av pokalen den gyldne og mælte:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter rigdom og lykke
bli dig tildel. Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæve Amfinomos, sindig og klok ser du ut til at være.
Saadan var ogsaa din far; ti selv har jeg hørt at man priste
Nisos, Dulikions mægtige drot, for retsind og rigdom.
Dig har man nævnt som hans søn, og du tykkes mig brav og forstandig.
Hør da paa det som jeg agter at si, og merk dig min tale.
Svakt som en dødelig mand er intet som jorden har fostret,
ikke en skabning av alle som aander og kryper paa jorden.
Ti medens guderne skjænker ham kraft og smidige lemmer,
tror han at ulykken aldrig skal ramme ham siden i livet.
Men naar de salige guder tilsidst lar ulykken komme,
maa han saa nødig han vil, med taalmod bære sin skjæbne;
ti med de jordiske menneskers sind er det saa at det ændres
