Denne siden er korrekturlest
«Fremmede, dersom du drives til kamp av dit mandige hjerte,
verg dig da trøstig og frygt ikke én av de andre akaier;
ti mot en overmagt kommer den mand til at kjæmpe som slaar dig.
Her er det mig som er vert, og tvende forstandige fyrster,
helten Antinoos her og Evrymakos, støtter mig gjerne.»
Saaledes talte han kjækt, og de priste hans ord; men Odyssevs
bandt sine filler om lænd og blottet for alle de skjønne
kraftige laar, og nu fik de se hans mægtige skuldre,
brystet det brede og armenes senede kraft; men Atene
nærmet sig mændenes drot og straks lot hun lemmerne svulme.
Frierne saa paa ham alle som en med undrende øine.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Iros er dødsens! Han selv har forskyldt at det nu gaar ham ilde.
Se hvilke kraftige laar den gamle bak fillerne blotter!»
Saaledes faldt deres ord; men Iros blev ilde til mote.
Tjenerne slæpte dog frem den forfærdede karl, og hans filler
bandt de om lænderne op, mens lemmerne rystet av rædsel.
Da tok Antinoos barsk med truende stemme til orde:
«Storskryter! Bedst om du aldrig var født; du burde ei leve
naar du kan skjælve i rædsel og gru for den fremmede tigger,
skjønt han er gammel og svak efter alle de trængsler han døiet.
Nu vil jeg si dig en ting og visselig vorder det fuldbragt.
Dersom hin karl blir din overmand nu og vinder i kampen,
sender jeg dig til fastlandet bort paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hvert menneske skjælver.
Næsen og ørene skjærer han av med det grusomme kobber.
Det som du dækker med blu, vil han gi sine hunder at æte.»
Saa han talte. Da rystet end mer hans skjælvende lemmer.
Dog, de slæpte ham frem, og næverne løftet de begge.
Først var Odyssevs, den hærdede helt, i tvil om han skulde
fælde ham straks med et eneste slag, saa livet forlot ham,
eller faa strakt ham til jord med et lempelig slag av sin næve.
Dog, i sin tvil fandt helten det bedst at slaa ham med lempe,
forat han ei skulde røbe sig selv for akaiernes stormænd.
Begge tok stilling paa taa, og Iros slog til ham og rammet
skuldren til høire, men fik saa et slag under øret paa halsen.
Benene brast, og ut av hans mund fløt blodet det røde.
Brølende faldt han til jord og sparket med hælen i støvet
skjærende tænder av kval, og frierne løftet i jubel
verg dig da trøstig og frygt ikke én av de andre akaier;
ti mot en overmagt kommer den mand til at kjæmpe som slaar dig.
Her er det mig som er vert, og tvende forstandige fyrster,
helten Antinoos her og Evrymakos, støtter mig gjerne.»
Saaledes talte han kjækt, og de priste hans ord; men Odyssevs
bandt sine filler om lænd og blottet for alle de skjønne
kraftige laar, og nu fik de se hans mægtige skuldre,
brystet det brede og armenes senede kraft; men Atene
nærmet sig mændenes drot og straks lot hun lemmerne svulme.
Frierne saa paa ham alle som en med undrende øine.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Iros er dødsens! Han selv har forskyldt at det nu gaar ham ilde.
Se hvilke kraftige laar den gamle bak fillerne blotter!»
Saaledes faldt deres ord; men Iros blev ilde til mote.
Tjenerne slæpte dog frem den forfærdede karl, og hans filler
bandt de om lænderne op, mens lemmerne rystet av rædsel.
Da tok Antinoos barsk med truende stemme til orde:
«Storskryter! Bedst om du aldrig var født; du burde ei leve
naar du kan skjælve i rædsel og gru for den fremmede tigger,
skjønt han er gammel og svak efter alle de trængsler han døiet.
Nu vil jeg si dig en ting og visselig vorder det fuldbragt.
Dersom hin karl blir din overmand nu og vinder i kampen,
sender jeg dig til fastlandet bort paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hvert menneske skjælver.
Næsen og ørene skjærer han av med det grusomme kobber.
Det som du dækker med blu, vil han gi sine hunder at æte.»
Saa han talte. Da rystet end mer hans skjælvende lemmer.
Dog, de slæpte ham frem, og næverne løftet de begge.
Først var Odyssevs, den hærdede helt, i tvil om han skulde
fælde ham straks med et eneste slag, saa livet forlot ham,
eller faa strakt ham til jord med et lempelig slag av sin næve.
Dog, i sin tvil fandt helten det bedst at slaa ham med lempe,
forat han ei skulde røbe sig selv for akaiernes stormænd.
Begge tok stilling paa taa, og Iros slog til ham og rammet
skuldren til høire, men fik saa et slag under øret paa halsen.
Benene brast, og ut av hans mund fløt blodet det røde.
Brølende faldt han til jord og sparket med hælen i støvet
skjærende tænder av kval, og frierne løftet i jubel
