Denne siden er korrekturlest
Saa faldt friernes ord; men Antinoos ænset dem ikke.
Men i Telemakos' sjæl blev kummeren øket, da manden
rammet hans far; men han fældte dog ei en eneste taare.
Hovedet rystet han taus og pønset paa hevn i sit hjerte.
Da nu fra kvindernes sal den kløktige Penelopeia
hørte ham rammes i hallen, da mælte hun til sine terner:
«Maatte du selv bli rammet saa haardt av Foibos Apollon!»
Straks faldt Evrynome ind, den fornemste terne i huset:
«Maatte det times dem alle som en det onde vi ønsker!
da skulde ingen av disse faa se den gryende morgen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Gamle, jeg hader dem alle; ti ondt har de alle i sinde.
Mest Antinoos er mig forhatt som døden den sorte.
Inde i borghallen vandrer en stakkars ulykkelig fremmed.
Nødtvungen gaar han blandt mændene om og ber om en gave.
Alle de andre har git ham i rikelig maal; men en skammel
kastet Antinoos nys og traf ham i skuldren til høire.»
Sittende midt i en kreds av tjenende kvinder i kamret
talte hun saa, mens Odyssevs i ro fortærte sit maaltid.
Derefter kaldte hun til sig den ærlige gjæter og mælte:
«Brave Evmaios, gaa hen og bed den fremmede komme,
forat jeg her i min sal kan tale med manden og spørre,
om han har hørt noget nyt om min haardføre husbond Odyssevs,
eller har set ham. Han flakket nok viden omkring, ser det ut til.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Dronning, saafremt akaierne nu vilde tie i salen,
kunde han melde dig ting som høit vil fryde dit hjerte;
ti jeg har hat ham som gjest tre nætter og dage til ende
hist i min hytte. Han kom jo til mig, da han rømte fra skibet.
Endda fik gubben ei tid til at melde mig alt hvad han døiet.
Som naar en mand maa se paa en skald som guderne lærte
kunsten at synge for menneskers barn de deiligste sange,
medens de lytter og aldrig faar nok, hvor ofte han kvæder,
saaledes tryllet hin tigger min sjæl, da han sat i min hytte.
Gjæsteven kalder han sig av Odyssevs fra fædrenes dager.
Bosat er manden paa Kreta, hvor Minos' ætlinger hersker.
Tumlet ustanselig om og forfulgt av sorger og motgang
kom han nu derfra. Han siger han selv har hørt at Odyssevs
lever i nærheten her i tesproternes frugtbare bygder
og at han ogsaa har med til sit hjem mangfoldige skatte.»
Men i Telemakos' sjæl blev kummeren øket, da manden
rammet hans far; men han fældte dog ei en eneste taare.
Hovedet rystet han taus og pønset paa hevn i sit hjerte.
Da nu fra kvindernes sal den kløktige Penelopeia
hørte ham rammes i hallen, da mælte hun til sine terner:
«Maatte du selv bli rammet saa haardt av Foibos Apollon!»
Straks faldt Evrynome ind, den fornemste terne i huset:
«Maatte det times dem alle som en det onde vi ønsker!
da skulde ingen av disse faa se den gryende morgen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Gamle, jeg hader dem alle; ti ondt har de alle i sinde.
Mest Antinoos er mig forhatt som døden den sorte.
Inde i borghallen vandrer en stakkars ulykkelig fremmed.
Nødtvungen gaar han blandt mændene om og ber om en gave.
Alle de andre har git ham i rikelig maal; men en skammel
kastet Antinoos nys og traf ham i skuldren til høire.»
Sittende midt i en kreds av tjenende kvinder i kamret
talte hun saa, mens Odyssevs i ro fortærte sit maaltid.
Derefter kaldte hun til sig den ærlige gjæter og mælte:
«Brave Evmaios, gaa hen og bed den fremmede komme,
forat jeg her i min sal kan tale med manden og spørre,
om han har hørt noget nyt om min haardføre husbond Odyssevs,
eller har set ham. Han flakket nok viden omkring, ser det ut til.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Dronning, saafremt akaierne nu vilde tie i salen,
kunde han melde dig ting som høit vil fryde dit hjerte;
ti jeg har hat ham som gjest tre nætter og dage til ende
hist i min hytte. Han kom jo til mig, da han rømte fra skibet.
Endda fik gubben ei tid til at melde mig alt hvad han døiet.
Som naar en mand maa se paa en skald som guderne lærte
kunsten at synge for menneskers barn de deiligste sange,
medens de lytter og aldrig faar nok, hvor ofte han kvæder,
saaledes tryllet hin tigger min sjæl, da han sat i min hytte.
Gjæsteven kalder han sig av Odyssevs fra fædrenes dager.
Bosat er manden paa Kreta, hvor Minos' ætlinger hersker.
Tumlet ustanselig om og forfulgt av sorger og motgang
kom han nu derfra. Han siger han selv har hørt at Odyssevs
lever i nærheten her i tesproternes frugtbare bygder
og at han ogsaa har med til sit hjem mangfoldige skatte.»
