Denne siden er korrekturlest
Saa han talte; da haante Antinoos svinenes gjæter:
«Stinkende gjæter for svin, hvi førte du med dig til byen
manden der borte? Vi har da vel nok av tiggere ellers,
slyngler som flakker omkring og tømmer hvert fat ved et gilde.
Syntes du disse som samler sig her, var for faa til at tære
husbondens gods, da du lot denne mand gaa med dig til festen?»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Stolte Antinoos, vel er du gjæv, men styg er din tale.
Hvem skulde selv ville gaa for at hente en fremmed til landet,
dersom det ikke var en som øvet en nyttig haandtering,
enten det nu var en spaamand, en tømmermand eller en læge,
eller en skald som fryder vort sind med himmelske sange;
ti det er disse som bydes til gjest over jorderik vide.
Ingen vil be for at plage sig selv en tigger til gilde.
Men mot Odyssevs' mænd er det dig som i friernes skare
altid er slemmest og særlig mot mig; men vit at jeg ikke
ænser dit hat, saalænge den kløktige Penelopeia
selv med sin herlige søn Telemakos lever paa borgen.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Ti dog! Din ordstrøm er spildt. Ham der skal du sletikke svare:
ti med de styggeste ord har Antinoos altid for vane
spydig at tirre enhver, og han egger jo ogsaa de andre.»
Derpaa med vingede ord til Antinoos vendte han talen:
Gjæve Antinoos, ret som en far som vogter paa sønnen,
vogter du mig, naar du ber mig at jage med trusler en fremmed
bort fra min borg. Maatte guderne ei fuldbyrde slik gjerning!
Gjør som jeg ber dig, og gi ham litt mat! Jeg har intet imot det.
Vær ikke ræd for min mor, og undse dig ikke for nogen
her i den gjæve Odyssevs' hus, hverken træl eller terne.
Men i din sjæl er der visst ikke rum for saadanne tanker.
Nei, du vil heller fortære det selv end gi det til andre.»
Tok da den barske Antinoos straks til orde og svarte:
«Frække Telemakos, pralende svend, hvad var det du sagde?
Dersom han fik en gave som min av hver eneste frier,
dreiet nok maaneden tre gange rundt, før han gjestet din kongsgaard.»
Saa han talte og truende trak han frem under bordet
skammelen hvorpaa han hvilte de skinnende føtter vel gilde.
Alle de øvrige gav ham en skjærv og fyldte hans pose
«Stinkende gjæter for svin, hvi førte du med dig til byen
manden der borte? Vi har da vel nok av tiggere ellers,
slyngler som flakker omkring og tømmer hvert fat ved et gilde.
Syntes du disse som samler sig her, var for faa til at tære
husbondens gods, da du lot denne mand gaa med dig til festen?»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Stolte Antinoos, vel er du gjæv, men styg er din tale.
Hvem skulde selv ville gaa for at hente en fremmed til landet,
dersom det ikke var en som øvet en nyttig haandtering,
enten det nu var en spaamand, en tømmermand eller en læge,
eller en skald som fryder vort sind med himmelske sange;
ti det er disse som bydes til gjest over jorderik vide.
Ingen vil be for at plage sig selv en tigger til gilde.
Men mot Odyssevs' mænd er det dig som i friernes skare
altid er slemmest og særlig mot mig; men vit at jeg ikke
ænser dit hat, saalænge den kløktige Penelopeia
selv med sin herlige søn Telemakos lever paa borgen.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Ti dog! Din ordstrøm er spildt. Ham der skal du sletikke svare:
ti med de styggeste ord har Antinoos altid for vane
spydig at tirre enhver, og han egger jo ogsaa de andre.»
Derpaa med vingede ord til Antinoos vendte han talen:
Gjæve Antinoos, ret som en far som vogter paa sønnen,
vogter du mig, naar du ber mig at jage med trusler en fremmed
bort fra min borg. Maatte guderne ei fuldbyrde slik gjerning!
Gjør som jeg ber dig, og gi ham litt mat! Jeg har intet imot det.
Vær ikke ræd for min mor, og undse dig ikke for nogen
her i den gjæve Odyssevs' hus, hverken træl eller terne.
Men i din sjæl er der visst ikke rum for saadanne tanker.
Nei, du vil heller fortære det selv end gi det til andre.»
Tok da den barske Antinoos straks til orde og svarte:
«Frække Telemakos, pralende svend, hvad var det du sagde?
Dersom han fik en gave som min av hver eneste frier,
dreiet nok maaneden tre gange rundt, før han gjestet din kongsgaard.»
Saa han talte og truende trak han frem under bordet
skammelen hvorpaa han hvilte de skinnende føtter vel gilde.
Alle de øvrige gav ham en skjærv og fyldte hans pose
