Denne siden er korrekturlest
ind i den festlige hal som en ældgammel skrøpelig tigger,
støttende sig paa sin stav og klædt i de usleste filler.
Tok han da plads paa tærsklen av ask i fløidørens aapning,
lænet til dørkarmens stolpe av høvlet cypres, som en mester
fordum med kunst hadde glattet og rettet nøiagtig med snoren.
Da nu Telemakos straks hadde kaldt paa svinenes gjæter,
tok han et brød fra en velflettet kurv og gav ham tillike
stykker av kjødet, saa meget hans haand kunde rumme og mælte:
«Giv nu den fremmede dette, og la ham gaa om gjennem salen
hen til hver eneste frier og trygle enhver om en gave.
Blygsel er ikke til baade for den som trænger at tigge.»
Saa han talte, og straks da gjæteren hørte hans paalæg,
traadte han nær og talte med vingede ord til Odyssevs:
«Tag fra Telemakos, fremmede gjest, en gave. Han ber dig
gaa til hver eneste frier og be om en skjærv; ti min herre
sier at blygsel ei baader den fattige mand som maa tigge.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Zevs, almægtige drot, aa maatte Telemakos vorde
signet blandt mænd, og skjænk du ham alt, hvad hans hjerte begjærer!»
Saaledes bad han, og gaven han fik i de fremrakte hænder
lagde han ned paa den fillete sæk som laa ved hans føtter,
nøt saa sit maaltid, mens sangeren kvad i den festlige borghal.
Manden var mæt, da den himmelske skald lot sangen forstumme.
Frierne larmet og skrek i den straalende hal; men Atene
nærmet sig straks Laertes' søn Odyssevs og bød ham
sanke sig brød blandt friernes flok og merke hvor mange
agtet den fattiges ret eller trodset mot sømmelig vedtægt.
Ikke en eneste agtet hun dog at frelse fra døden.
Tryglende gik han da om til enhver fra venstre til høire,
rækkende frem sin haand, som hadde han tigget fra barnsben.
Mændene ynket ham alle og gav, og de spurte hverandre
hvorfra den sælsomme fremmede kom, og hvem han mon være.
Da tok gjeternes vogter Melantios ordet og mælte:
«Hør mig I høibaarne mænd som frir til vor navngjetne dronning:
Hør hvad jeg vet om den fremmede her; ti jeg saa ham jo nylig.
Svinenes gjæter har skaffet ham hit til vor by; men med visshet
vet jeg jo ei fra hvad slegt han selv gir sig ut for at stamme.»
støttende sig paa sin stav og klædt i de usleste filler.
Tok han da plads paa tærsklen av ask i fløidørens aapning,
lænet til dørkarmens stolpe av høvlet cypres, som en mester
fordum med kunst hadde glattet og rettet nøiagtig med snoren.
Da nu Telemakos straks hadde kaldt paa svinenes gjæter,
tok han et brød fra en velflettet kurv og gav ham tillike
stykker av kjødet, saa meget hans haand kunde rumme og mælte:
«Giv nu den fremmede dette, og la ham gaa om gjennem salen
hen til hver eneste frier og trygle enhver om en gave.
Blygsel er ikke til baade for den som trænger at tigge.»
Saa han talte, og straks da gjæteren hørte hans paalæg,
traadte han nær og talte med vingede ord til Odyssevs:
«Tag fra Telemakos, fremmede gjest, en gave. Han ber dig
gaa til hver eneste frier og be om en skjærv; ti min herre
sier at blygsel ei baader den fattige mand som maa tigge.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Zevs, almægtige drot, aa maatte Telemakos vorde
signet blandt mænd, og skjænk du ham alt, hvad hans hjerte begjærer!»
Saaledes bad han, og gaven han fik i de fremrakte hænder
lagde han ned paa den fillete sæk som laa ved hans føtter,
nøt saa sit maaltid, mens sangeren kvad i den festlige borghal.
Manden var mæt, da den himmelske skald lot sangen forstumme.
Frierne larmet og skrek i den straalende hal; men Atene
nærmet sig straks Laertes' søn Odyssevs og bød ham
sanke sig brød blandt friernes flok og merke hvor mange
agtet den fattiges ret eller trodset mot sømmelig vedtægt.
Ikke en eneste agtet hun dog at frelse fra døden.
Tryglende gik han da om til enhver fra venstre til høire,
rækkende frem sin haand, som hadde han tigget fra barnsben.
Mændene ynket ham alle og gav, og de spurte hverandre
hvorfra den sælsomme fremmede kom, og hvem han mon være.
Da tok gjeternes vogter Melantios ordet og mælte:
«Hør mig I høibaarne mænd som frir til vor navngjetne dronning:
Hør hvad jeg vet om den fremmede her; ti jeg saa ham jo nylig.
Svinenes gjæter har skaffet ham hit til vor by; men med visshet
vet jeg jo ei fra hvad slegt han selv gir sig ut for at stamme.»
