Denne siden er korrekturlest
selv at vise sig blandt de hovmodige frieres skare,
saasom hun hørte i kammeret nys hin mordplan mot sønnen.
Medon, herolden, som visste om alt, hadde bragt hende budskap.
Dronninen ilte til salen med tjenende kvinder i følge.
Men da den herlige kvinde var kommet til friernes møte,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Tok hun da heftig til orde og lastet Antinoos bittert:
«Frække Antinoos, grusomme mand. Blandt jevngammel ungdom
kaldes du her paa Itakas ø den bedste av alle
baade i raad og i daad; men du svarer nok ei til dit rygte.
Rasende! Hvi vil du søke at røve Telemakos livet
uten at agte de vernløses ret, skjøn Zevs i sin naade
vogter dem? Ei er det fromt at pønse paa ondt mot en anden.
Vet du da ei at din far i rædsel for almuens vrede
rømte til denne vor borg; ti mængden var saare forbitret,
saasom han engang paa vikingetog med tafiske ransmænd
krænket tesproternes folk, som var vore trofaste venner.
Dræpe ham vilde de dengang og rive hans bankende hjerte
ut av hans bryst og røve hans gods og herlige skatte.
Da holdt Odyssevs dem væk og stanset de rasende voldsmænd.
Nu vil du skjænde og øde hans hus, og du frir til hans hustru,
myrder hans søn og volder mig selv de bitreste sorger.
Nu vil jeg si dig: Hold op, og sig at de andre skal stanse!»
Straks tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Fat dig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
La ikke frygten for dette faa rum i dit ængstede hjerte.
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som paa Telemakos frækt lægger haand, den søn du har baaret,
medens jeg lever og aander paa jord med seende øie;
ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli sandet,
da skal hans smudsige blod straks strømme for denne min lanse.
Ogsaa mig selv har Odyssevs, som herjet saa talrike byer,
sat paa sit knæ saa mangen en gang og rakt mig i haanden
stykker av steken og rødmende vin har han holdt mig til munden.
Derfor er nu din søn Telemakos den som jeg elsker
høiest blandt mænd, og trygt tør jeg si at han ikke skal frygte
saasom hun hørte i kammeret nys hin mordplan mot sønnen.
Medon, herolden, som visste om alt, hadde bragt hende budskap.
Dronninen ilte til salen med tjenende kvinder i følge.
Men da den herlige kvinde var kommet til friernes møte,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Tok hun da heftig til orde og lastet Antinoos bittert:
«Frække Antinoos, grusomme mand. Blandt jevngammel ungdom
kaldes du her paa Itakas ø den bedste av alle
baade i raad og i daad; men du svarer nok ei til dit rygte.
Rasende! Hvi vil du søke at røve Telemakos livet
uten at agte de vernløses ret, skjøn Zevs i sin naade
vogter dem? Ei er det fromt at pønse paa ondt mot en anden.
Vet du da ei at din far i rædsel for almuens vrede
rømte til denne vor borg; ti mængden var saare forbitret,
saasom han engang paa vikingetog med tafiske ransmænd
krænket tesproternes folk, som var vore trofaste venner.
Dræpe ham vilde de dengang og rive hans bankende hjerte
ut av hans bryst og røve hans gods og herlige skatte.
Da holdt Odyssevs dem væk og stanset de rasende voldsmænd.
Nu vil du skjænde og øde hans hus, og du frir til hans hustru,
myrder hans søn og volder mig selv de bitreste sorger.
Nu vil jeg si dig: Hold op, og sig at de andre skal stanse!»
Straks tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Fat dig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
La ikke frygten for dette faa rum i dit ængstede hjerte.
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som paa Telemakos frækt lægger haand, den søn du har baaret,
medens jeg lever og aander paa jord med seende øie;
ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli sandet,
da skal hans smudsige blod straks strømme for denne min lanse.
Ogsaa mig selv har Odyssevs, som herjet saa talrike byer,
sat paa sit knæ saa mangen en gang og rakt mig i haanden
stykker av steken og rødmende vin har han holdt mig til munden.
Derfor er nu din søn Telemakos den som jeg elsker
høiest blandt mænd, og trygt tør jeg si at han ikke skal frygte
