Denne siden er korrekturlest
slaa mig i lænker og pønse paa død og fordærv for jer alle.
Hold nu vor avtale dulgt og skynd jer med indkjøp av varer.
Men naar jert fartøi er lastet med gods, og skibet er seilklart,
la da en mand gaa avsted og bringe mig bud i paladset;
ti jeg skal bringe av guld hvad jeg lettest faar fat, og kanhænde
kunde jeg ogsaa betale i fragt noget mer, om jeg vilde.
Ti jeg har fostret paa borgen en søn av min høibaarne herre.
Barnet er opvakt, og naar jeg skal ut, vil han altid slaa følge.
Ham kan jeg kanske faa med mig ombord, og paa ham kan I tjene
masser av gods, hvor i verden I end vil sælge ham siden.»
Saa hun talte og skyndte sig hjem til vor herlige kongsgaard.
Hine blev liggende hos os i havn, til aaret var omme,
tuskende til sig en mængde av gods i sit stavnkrumme fartøi.
Da de tilsidst hadde lastet sit skib og var rede til reisen,
sendte de lønlig til borgen et bud med melding til kvinden.
Listig var manden. Han kom til min fars palads med et halsbaand
hamret av guld; men perler av rav var fæstet til guldet.
Ternernes flok og min værdige mor var samlet, og alle
fingret paa stasen og saa med beundrende blikke paa smykket,
medens de tinget om prisen. Tilsidst gav kræmmeren lønlig
kvinden et vink og vandret avsted til den stavnkrumme snekke.
Mig tok hun derpaa ved haand og førte mig ut av paladset.
Ute i forstuen fandt hun paa bordene kostbare bægre,
sat der for dem som besøkte min far saa tidt som hans gjester.
Nu holdt de møte i raadet for siden at vandre til tinge.
Tre av bægrene gjemte hun straks ved barmen og bar dem
med sig fra huset, og jeg, det troskyldige barn, maatte følge.
Like ved solefaldstid, da gaterne slørtes av skygger,
naadde vi frem til den herlige havn paa vor ilsomme vandring,
dit hvor foinikernes letrodde skib laa fortøiet ved stranden.
Mændene førte os med sig ombord og seilte med skibet
over de skumvaate stier, og Zevs gav strykende medbør.
Seilte vi da seks samfulde døgn, baade nætter og dage;
Men da Kroniden, den mægtige Zevs, lot den syvende komme,
rammet en pil fra Artemis' streng den troløse kvinde.
Plaskende faldt hun i bundvandet ned som en dykkende maake,
Kastet de da hendes lik overbord, og for sæler og fisker
blev hun et rov, og sorgfuld i sind blev jeg ene tilbake.
Hold nu vor avtale dulgt og skynd jer med indkjøp av varer.
Men naar jert fartøi er lastet med gods, og skibet er seilklart,
la da en mand gaa avsted og bringe mig bud i paladset;
ti jeg skal bringe av guld hvad jeg lettest faar fat, og kanhænde
kunde jeg ogsaa betale i fragt noget mer, om jeg vilde.
Ti jeg har fostret paa borgen en søn av min høibaarne herre.
Barnet er opvakt, og naar jeg skal ut, vil han altid slaa følge.
Ham kan jeg kanske faa med mig ombord, og paa ham kan I tjene
masser av gods, hvor i verden I end vil sælge ham siden.»
Saa hun talte og skyndte sig hjem til vor herlige kongsgaard.
Hine blev liggende hos os i havn, til aaret var omme,
tuskende til sig en mængde av gods i sit stavnkrumme fartøi.
Da de tilsidst hadde lastet sit skib og var rede til reisen,
sendte de lønlig til borgen et bud med melding til kvinden.
Listig var manden. Han kom til min fars palads med et halsbaand
hamret av guld; men perler av rav var fæstet til guldet.
Ternernes flok og min værdige mor var samlet, og alle
fingret paa stasen og saa med beundrende blikke paa smykket,
medens de tinget om prisen. Tilsidst gav kræmmeren lønlig
kvinden et vink og vandret avsted til den stavnkrumme snekke.
Mig tok hun derpaa ved haand og førte mig ut av paladset.
Ute i forstuen fandt hun paa bordene kostbare bægre,
sat der for dem som besøkte min far saa tidt som hans gjester.
Nu holdt de møte i raadet for siden at vandre til tinge.
Tre av bægrene gjemte hun straks ved barmen og bar dem
med sig fra huset, og jeg, det troskyldige barn, maatte følge.
Like ved solefaldstid, da gaterne slørtes av skygger,
naadde vi frem til den herlige havn paa vor ilsomme vandring,
dit hvor foinikernes letrodde skib laa fortøiet ved stranden.
Mændene førte os med sig ombord og seilte med skibet
over de skumvaate stier, og Zevs gav strykende medbør.
Seilte vi da seks samfulde døgn, baade nætter og dage;
Men da Kroniden, den mægtige Zevs, lot den syvende komme,
rammet en pil fra Artemis' streng den troløse kvinde.
Plaskende faldt hun i bundvandet ned som en dykkende maake,
Kastet de da hendes lik overbord, og for sæler og fisker
blev hun et rov, og sorgfuld i sind blev jeg ene tilbake.
