Denne siden er korrekturlest
Manden som kom, var seerens søn. Teoklymenos het ham.
Hen til Telemakos traadte han raskt og fandt ham paa stranden
ofrende vin under bøn ved den sortmalte hurtige snekke.
Tryglende bad han med vingede ord og talte til helten:
«Ven, da jeg træffer dig her ifærd med at bringe dit offer,
ber jeg dig just ved dit offer, ved guddommen selv og dit hoved,
baade dit eget og alle de mænds som er i dit følge:
Lov mig at svare mig aapent og sandt og intet at dølge:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte.
«Fremmede, ja, jeg skal svare dig sandt paa det som du spør om.
Itaka stammer jeg fra, og min far er den gjæve Odyssevs.
— Engang han var det; men nu har han faat en sørgelig dødslod.
Derfor besteg jeg mit tjærede skib og drog med mit mandskap
hit for at spørre om nyt fra min far som jeg længe har savnet.»
Men Teoklymenos, vis som en gud, tok derpaa til orde:
«Selv har jeg ogsaa forlatt mit elskede hjem; ti en landsmand
dræpte jeg der, en høvding, hvis talrike brødre og venner
raader med magt blandt akaiernes mænd i det hestrike Argos,
og for at undgaa den truende hevn og døden den sorte
flyr jeg. At flakke omkring blandt fremmede blir vel min skjæbne.
Ta mig ombord paa dit skib. Jeg ber som en hjælpeløs flygtning.
Hævnerne dræper mig ellers. De følger mit spor, kan jeg tænke.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos venlig til orde:
«Ei skal jeg jage dig bort fra mit skib, hvis du gjerne vil følge.
Bare kom med, og med det som vi har, faar du nu ta til takke.»
Saa han talte og tok fra hans haand den malmhvasse lanse,
og da han op paa det stavnkrumme skib hadde lagt den paa dækket,
gik han ombord. Ved den agterste stavn paa sin hurtige snekke
valgte han plads for sig selv og bød Teoklymenos sitte
like ved siden. Saa løste hans mænd de snoede landtaug.
Bød da Telemakos skyndsomt de kraftige svende at gjøre
fartøiet seilklart med takkel og taug, og de lystret ham villig.
Masten av fjeldgran løftet de op, og i midtbjelkens hulning
reiste de den og stivet den op med de strammede vanter.
Hen til Telemakos traadte han raskt og fandt ham paa stranden
ofrende vin under bøn ved den sortmalte hurtige snekke.
Tryglende bad han med vingede ord og talte til helten:
«Ven, da jeg træffer dig her ifærd med at bringe dit offer,
ber jeg dig just ved dit offer, ved guddommen selv og dit hoved,
baade dit eget og alle de mænds som er i dit følge:
Lov mig at svare mig aapent og sandt og intet at dølge:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte.
«Fremmede, ja, jeg skal svare dig sandt paa det som du spør om.
Itaka stammer jeg fra, og min far er den gjæve Odyssevs.
— Engang han var det; men nu har han faat en sørgelig dødslod.
Derfor besteg jeg mit tjærede skib og drog med mit mandskap
hit for at spørre om nyt fra min far som jeg længe har savnet.»
Men Teoklymenos, vis som en gud, tok derpaa til orde:
«Selv har jeg ogsaa forlatt mit elskede hjem; ti en landsmand
dræpte jeg der, en høvding, hvis talrike brødre og venner
raader med magt blandt akaiernes mænd i det hestrike Argos,
og for at undgaa den truende hevn og døden den sorte
flyr jeg. At flakke omkring blandt fremmede blir vel min skjæbne.
Ta mig ombord paa dit skib. Jeg ber som en hjælpeløs flygtning.
Hævnerne dræper mig ellers. De følger mit spor, kan jeg tænke.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos venlig til orde:
«Ei skal jeg jage dig bort fra mit skib, hvis du gjerne vil følge.
Bare kom med, og med det som vi har, faar du nu ta til takke.»
Saa han talte og tok fra hans haand den malmhvasse lanse,
og da han op paa det stavnkrumme skib hadde lagt den paa dækket,
gik han ombord. Ved den agterste stavn paa sin hurtige snekke
valgte han plads for sig selv og bød Teoklymenos sitte
like ved siden. Saa løste hans mænd de snoede landtaug.
Bød da Telemakos skyndsomt de kraftige svende at gjøre
fartøiet seilklart med takkel og taug, og de lystret ham villig.
Masten av fjeldgran løftet de op, og i midtbjelkens hulning
reiste de den og stivet den op med de strammede vanter.
