Denne siden er korrekturlest
FEMTENDE SANG.
TELEMAKOS KOMMER TIL EVMAIOS.
Pallas Atene drog bort til det vidtstrakte land Lakedaimon,
forat hun der kunde minde den straalende søn av Odyssevs
om at det nu var paa tide at vende tilbake til hjemmet.
Hist i den navngjetne drot Menelaos' prægtige forhal
fandt hun Telemakos hvilende trygt og sønnen av Nestor.
Medens Peisistratos sov og hvilte i blidelig slummer,
kunde Telemakos ei faa blund paa sit øie, men vaaken
laa han den hellige nat i sorg for sin far som var borte.
Nær ham traadte den blaaøide mø Atene og mælte:
«Kjære Telemakos, ei er det ret at du længer skal flakke
fjernt fra dit hjem, hvor du efterlot nys dit gods og tillike
voldsmænd saa frække. Ja, nu er jeg ræd at de deler og æter
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Skynd dig nu herfra og bed at den høimælte drot Menelaos
sender dig hjem, saa du endnu kan træffe din mor i paladset.
Ivrig har alt hendes far og brødrene bedt hende vorde
helten Evrymakos' viv; ti blandt friernes talrike skare
byr han de rikeste gaver og øker sin brudeskjænk stadig.
Uten at be dig om lov kan hun føre fra huset dit eie.
Ja for du vet hvad en kvinde kan huse i barmen av letsind.
Har hun først egtet en mand vil hun øke i huset hans velstand.
Hustruen mindes ei mer sine forrige barn og sin husbond.
Naar han er død, er de glemt; hun spør ikke efter dem mere.
Skynd dig nu hjem og overlat selv, naar du kommer tilbake,
alt til en terne som tykkes dig bedst til at forestaa huset,
indtil de evige guder vil gi dig en høibaaren hustru.
Nu vil jeg si dig et ord og læg dig min tale paa hjerte:
Mange av friernes modigste mænd har lagt sig i bakhold
forat hun der kunde minde den straalende søn av Odyssevs
om at det nu var paa tide at vende tilbake til hjemmet.
Hist i den navngjetne drot Menelaos' prægtige forhal
fandt hun Telemakos hvilende trygt og sønnen av Nestor.
Medens Peisistratos sov og hvilte i blidelig slummer,
kunde Telemakos ei faa blund paa sit øie, men vaaken
laa han den hellige nat i sorg for sin far som var borte.
Nær ham traadte den blaaøide mø Atene og mælte:
«Kjære Telemakos, ei er det ret at du længer skal flakke
fjernt fra dit hjem, hvor du efterlot nys dit gods og tillike
voldsmænd saa frække. Ja, nu er jeg ræd at de deler og æter
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Skynd dig nu herfra og bed at den høimælte drot Menelaos
sender dig hjem, saa du endnu kan træffe din mor i paladset.
Ivrig har alt hendes far og brødrene bedt hende vorde
helten Evrymakos' viv; ti blandt friernes talrike skare
byr han de rikeste gaver og øker sin brudeskjænk stadig.
Uten at be dig om lov kan hun føre fra huset dit eie.
Ja for du vet hvad en kvinde kan huse i barmen av letsind.
Har hun først egtet en mand vil hun øke i huset hans velstand.
Hustruen mindes ei mer sine forrige barn og sin husbond.
Naar han er død, er de glemt; hun spør ikke efter dem mere.
Skynd dig nu hjem og overlat selv, naar du kommer tilbake,
alt til en terne som tykkes dig bedst til at forestaa huset,
indtil de evige guder vil gi dig en høibaaren hustru.
Nu vil jeg si dig et ord og læg dig min tale paa hjerte:
Mange av friernes modigste mænd har lagt sig i bakhold
