Denne siden er korrekturlest
skaalen med funklende vin, og han satte sig ned ved sin andel.
Svenden Mesavlios delte om brød, en træl som Evmaios
selv hadde kjøpt for at ha ham til hjælp, mens hans herre var borte,
uten at si det til dronningen selv eller gubben Laertes.
Gjæteren kjøpte ham selv for sit gods av tafiske sjømænd.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
ryddet Mesavlios bort hvad der endnu var levnet, og alle
skyndte sig, mættet med brød og med kjød, enhver til sit leie.
Natten blev slem; ti maanen var slukt, og Zevs lot det regne
like til daggry. Det stormet fra vest med regnskur paa regnskur.
Da tok Odyssevs til orde og fristet om gjæteren vilde
ta av sig kappen og laane ham den, eller be sine svende
gi ham en kappe til laans, da han sørget saa vel for hans bedste.
«Lyt til min tale, Evmaios, og alle I øvrige svende!
Nu vil jeg rose mig selv; ti vinen som gjør os til daarer,
driver mig, vinen som lokker selv stø og forstandige vismænd
baade til skraalende sang og til dans og støiende latter,
og som forleder til ord, som en helst skulde ønske var usagt.
Men da jeg nu har faat tungen paa glid, vil jeg ingenting dølge.
Aa, om jeg endnu var ung og likesaa kraftig av lemmer,
som da vi førte ved Troja en skare av mænd til et bakhold.
Fører var helten Odyssevs og Atrevs' søn Menelaos.
Jeg var den tredje i laget. De bad mig jo selv om at følge.
Da vi var kommet til troernes by og den kneisende ringmur,
slog vi os ned ved byen, hvor buskene vokste som tættest
nær ved en sivkranset myr, og dækket av rustning og skjolde
laa vi da natten faldt paa med stivnende frost; ti en kuling
blæste fra nord, og som dryssende rim faldt sneen den kolde.
Sneen frøs fast og dækket med is vore buklede skjolde.
Alle de andre fik sove i ro; ti kapper og kjortler
hadde de alle og laa med skuldrene dækket av skjoldet.
Selv lot jeg tankeløst nok, da jeg gik, min kappe tilbake
hos mine mænd; ti jeg ante jo ei en frostnat som denne.
Bare mit skjold tok jeg med og den nederste del av min brynje.
Men da det meste av natten var gaat, og stjernerne blegnet,
gav jeg den nærmeste mand, Odyssevs, et puf med min albu.
Høvdingen vaagnet med ett og hørte min hviskende tale:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, kloke Odyssevs!
Svenden Mesavlios delte om brød, en træl som Evmaios
selv hadde kjøpt for at ha ham til hjælp, mens hans herre var borte,
uten at si det til dronningen selv eller gubben Laertes.
Gjæteren kjøpte ham selv for sit gods av tafiske sjømænd.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
ryddet Mesavlios bort hvad der endnu var levnet, og alle
skyndte sig, mættet med brød og med kjød, enhver til sit leie.
Natten blev slem; ti maanen var slukt, og Zevs lot det regne
like til daggry. Det stormet fra vest med regnskur paa regnskur.
Da tok Odyssevs til orde og fristet om gjæteren vilde
ta av sig kappen og laane ham den, eller be sine svende
gi ham en kappe til laans, da han sørget saa vel for hans bedste.
«Lyt til min tale, Evmaios, og alle I øvrige svende!
Nu vil jeg rose mig selv; ti vinen som gjør os til daarer,
driver mig, vinen som lokker selv stø og forstandige vismænd
baade til skraalende sang og til dans og støiende latter,
og som forleder til ord, som en helst skulde ønske var usagt.
Men da jeg nu har faat tungen paa glid, vil jeg ingenting dølge.
Aa, om jeg endnu var ung og likesaa kraftig av lemmer,
som da vi førte ved Troja en skare av mænd til et bakhold.
Fører var helten Odyssevs og Atrevs' søn Menelaos.
Jeg var den tredje i laget. De bad mig jo selv om at følge.
Da vi var kommet til troernes by og den kneisende ringmur,
slog vi os ned ved byen, hvor buskene vokste som tættest
nær ved en sivkranset myr, og dækket av rustning og skjolde
laa vi da natten faldt paa med stivnende frost; ti en kuling
blæste fra nord, og som dryssende rim faldt sneen den kolde.
Sneen frøs fast og dækket med is vore buklede skjolde.
Alle de andre fik sove i ro; ti kapper og kjortler
hadde de alle og laa med skuldrene dækket av skjoldet.
Selv lot jeg tankeløst nok, da jeg gik, min kappe tilbake
hos mine mænd; ti jeg ante jo ei en frostnat som denne.
Bare mit skjold tok jeg med og den nederste del av min brynje.
Men da det meste av natten var gaat, og stjernerne blegnet,
gav jeg den nærmeste mand, Odyssevs, et puf med min albu.
Høvdingen vaagnet med ett og hørte min hviskende tale:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, kloke Odyssevs!
