Denne siden er korrekturlest
Dog, det blev mig som han først sendte bort; ti tesprotiske sjømænd
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Dem blev det paalagt at føre mig trygt til drotten Akastos.
Dog, de gik lønlig paa raad og pønset paa ondt mot mig arme,
for at min jammers og ulykkes maal skulde fyldes til randen.
Straks da vort skib hadde fjernet sig langt fra land under farten,
satte de planen i verk. Nu skulde min trældom begynde.
Mandskapet klædte mig naken og røvet min kappe og kjortel,
gav mig til kappe en fattigmandspjalt og en uselig kjortel.
Utslitt og fillet var begge; det ser du jo selv for dit øie.
Fartøiet landet mot kveld ved det fjeldrike Itakas marker.
Mændene bastet og bandt mig ombord paa den toftede snekke
stramt med et velsnoet taug og skyndte sig derpaa fra borde.
Kveldsmaten nøt de i hast paa den sandige strandbred ved havet.
Lettelig løste da guderne selv hver knute som bandt mig,
og over hovedet hyllet jeg tæt min fillete kappe,
klatret saa ned efter roret, til sjøvandet stod mig til brystet,
la mig frem, og med kraftige tak av de utstrakte armer
svømmet jeg bort og kom mig i land langt borte fra hine.
Der steg jeg op og gjemte mig bort i den tætteste tykning
inde i skogen, mens mændene løp i stønnende iver
om overalt; men de skjønte tilsidst at paa fjernere steder
nyttet det ei at søke mit skjul og vendte tilbake
hen til sit fartøi og steg saa ombord, og de evige guder
skjulte mig let og førte mig frem til en bra og forstandig
hædersmands hus; ti det var vel bestemt, at mit liv skulde spares.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Hjemløse stakkar! forvisst har det rørt mit hjerte at høre
alt hvad du led paa din vildsomme færd, som du nu har fortalt mig.
Dog, det kan ei være sandt hvad du netop har sagt om Odyssevs.
Mig faar du ei til at tro det. En gamling som du burde aldrig
fare med vitterlig løgn. Hvad hjemfærd der undtes min herre
vet jeg jo selv. Jeg vet at alle de evige guder
hatet ham vildt, saa han ikke fik dø i kampen ved Troja
eller fik slukne i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Dem blev det paalagt at føre mig trygt til drotten Akastos.
Dog, de gik lønlig paa raad og pønset paa ondt mot mig arme,
for at min jammers og ulykkes maal skulde fyldes til randen.
Straks da vort skib hadde fjernet sig langt fra land under farten,
satte de planen i verk. Nu skulde min trældom begynde.
Mandskapet klædte mig naken og røvet min kappe og kjortel,
gav mig til kappe en fattigmandspjalt og en uselig kjortel.
Utslitt og fillet var begge; det ser du jo selv for dit øie.
Fartøiet landet mot kveld ved det fjeldrike Itakas marker.
Mændene bastet og bandt mig ombord paa den toftede snekke
stramt med et velsnoet taug og skyndte sig derpaa fra borde.
Kveldsmaten nøt de i hast paa den sandige strandbred ved havet.
Lettelig løste da guderne selv hver knute som bandt mig,
og over hovedet hyllet jeg tæt min fillete kappe,
klatret saa ned efter roret, til sjøvandet stod mig til brystet,
la mig frem, og med kraftige tak av de utstrakte armer
svømmet jeg bort og kom mig i land langt borte fra hine.
Der steg jeg op og gjemte mig bort i den tætteste tykning
inde i skogen, mens mændene løp i stønnende iver
om overalt; men de skjønte tilsidst at paa fjernere steder
nyttet det ei at søke mit skjul og vendte tilbake
hen til sit fartøi og steg saa ombord, og de evige guder
skjulte mig let og førte mig frem til en bra og forstandig
hædersmands hus; ti det var vel bestemt, at mit liv skulde spares.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Hjemløse stakkar! forvisst har det rørt mit hjerte at høre
alt hvad du led paa din vildsomme færd, som du nu har fortalt mig.
Dog, det kan ei være sandt hvad du netop har sagt om Odyssevs.
Mig faar du ei til at tro det. En gamling som du burde aldrig
fare med vitterlig løgn. Hvad hjemfærd der undtes min herre
vet jeg jo selv. Jeg vet at alle de evige guder
hatet ham vildt, saa han ikke fik dø i kampen ved Troja
eller fik slukne i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
