Denne siden er korrekturlest
Dagene gik. Til Aigyptos' flod med de mægtige strømme
kom vi den femte. Der ankret vi op med de stavnkrumme snekker.
Ivrig formante jeg der mine trofaste mænd til at vente
rolig hvor skibene laa og vogte dem nede ved stranden,
medens jeg lot mine speidere gaa til de høieste varder.
Men i sit overmod fulgte de blindt sine lyster og herjet
straks det velsignede land hvor aigyptiske mænd var tilhuse.
Kvinder og smaabarn tok de og førte dem med sig som bytte.
Mændene slog de ihjel. Snart naadde de jamrende nødrop
like til byen, og da de blev hørt, kom hæren ved daggry
rykkende ut tilfots og tilvogns. Den vrimlende slette
lyste av blinkende malm, og Zevs, den lynglade hersker,
jog mine mænd paa den feigeste flugt. Ei en turde rolig
vente og verge sig kjækt. Overalt var de kringsat av farer.
Fienden vog med den hvæssede malm en mængde av vore.
Andre blev levende fanget og nødt til at trælle paa marken.
Da var det Alfader Zevs som gav mig en frelsende tanke.
Aa, om jeg heller var død og straks hadde fundet min bane
hist i Aigyptos; ti mangen en sorg skulde gjeste mig endnu.
Skyndsomt tok jeg den straalende hjelm fra mit hoved og slængte
skjoldet fra skuldren og slap fra min haand min lanse til jorden.
Derefter ilte jeg hen til kongen som stod paa sin stridsvogn,
favnet og kysset hans knær, og han sparte mit liv, og i medynk
gav han den graatende plads paa sin vogn og kjørte til byen.
Mange for mot mig i rasende harm for at røve mig livet,
svingende asketræs spyd; ti alle var saare forbitret.
Dog, han holdt dem tilbake av sky for at egge til vrede
Zevs, de fremmedes vern, som harmes ved menneskers ondskap.
Der holdt jeg til syv samfulde aar og sanket mig rigdom
blandt de aigyptiske mænd; ti de skjænket mig alle en gave.
Men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
kom en foiniker, en kjeltring, en mester i svig og i rænker,
en som har bragt over mænd mangfoldige sorger og trængsler.
Manden fik lokket mig med sig med svig, og vi landet omsider
i det foinikiske land, hvor han hadde sit hus og sit eie.
Hist i hans hjem fik jeg være i ro, til aaret var omme.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
tok han mig med paa et skib som til Libyen drog over havet.
kom vi den femte. Der ankret vi op med de stavnkrumme snekker.
Ivrig formante jeg der mine trofaste mænd til at vente
rolig hvor skibene laa og vogte dem nede ved stranden,
medens jeg lot mine speidere gaa til de høieste varder.
Men i sit overmod fulgte de blindt sine lyster og herjet
straks det velsignede land hvor aigyptiske mænd var tilhuse.
Kvinder og smaabarn tok de og førte dem med sig som bytte.
Mændene slog de ihjel. Snart naadde de jamrende nødrop
like til byen, og da de blev hørt, kom hæren ved daggry
rykkende ut tilfots og tilvogns. Den vrimlende slette
lyste av blinkende malm, og Zevs, den lynglade hersker,
jog mine mænd paa den feigeste flugt. Ei en turde rolig
vente og verge sig kjækt. Overalt var de kringsat av farer.
Fienden vog med den hvæssede malm en mængde av vore.
Andre blev levende fanget og nødt til at trælle paa marken.
Da var det Alfader Zevs som gav mig en frelsende tanke.
Aa, om jeg heller var død og straks hadde fundet min bane
hist i Aigyptos; ti mangen en sorg skulde gjeste mig endnu.
Skyndsomt tok jeg den straalende hjelm fra mit hoved og slængte
skjoldet fra skuldren og slap fra min haand min lanse til jorden.
Derefter ilte jeg hen til kongen som stod paa sin stridsvogn,
favnet og kysset hans knær, og han sparte mit liv, og i medynk
gav han den graatende plads paa sin vogn og kjørte til byen.
Mange for mot mig i rasende harm for at røve mig livet,
svingende asketræs spyd; ti alle var saare forbitret.
Dog, han holdt dem tilbake av sky for at egge til vrede
Zevs, de fremmedes vern, som harmes ved menneskers ondskap.
Der holdt jeg til syv samfulde aar og sanket mig rigdom
blandt de aigyptiske mænd; ti de skjænket mig alle en gave.
Men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
kom en foiniker, en kjeltring, en mester i svig og i rænker,
en som har bragt over mænd mangfoldige sorger og trængsler.
Manden fik lokket mig med sig med svig, og vi landet omsider
i det foinikiske land, hvor han hadde sit hus og sit eie.
Hist i hans hjem fik jeg være i ro, til aaret var omme.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
tok han mig med paa et skib som til Libyen drog over havet.
