Denne siden er korrekturlest
ypperlig mandskap og pønset paa ondt mot fienders skarer,
tænkte jeg aldrig paa døden med gru i mit mandige hjerte;
nei, men jeg for med mit spyd langt foran de andre og modig
vog jeg i fiendens flok enhver som jeg naadde paa flugten.
Slik var i kampen min færd; men jeg likte ei landmandens sysler
eller det huslige stræv som en blomstrende barneflok kræver.
Skibe med aarer og seil var altid min høieste glæde.
Kamp var min lyst og blinkende spyd og vingede pile,
grufulde ting, som andre vil sky med isnende rædsel.
Mig var de kjære. Slik lyst var vel lagt i min sjel av en guddom.
En kan jo finde sin glæde i ett, en anden i andet.
Førend akaiernes sønner drog ut paa færden til Troja,
førte jeg alt for niende gang paa letrodde snekker
stridsmænd til fiendeland og vandt mig umaadelig hærfang.
Selv tok jeg ut hvad jeg likte, og siden, naar loddet blev kastet
fik jeg jo mer. Snart øket mit hus i velstand, og siden
var jeg i kreternes land en frygtet og stormægtig herre.
Da vi tilsidst efter Zevs, den almægtige tordenguds vilje
drog paa hin grufulde færd, hvor saa mangen en mand skulde segne
bød de mig selv og den navngjetne drot Idomenevs føre
skibene frem til Ilions by. At slippe for hvervet
var ikke mulig. Det samlede folk vilde laste min vægring.
Kampene varte ni samfulde aar for akaiernes sønner.
Men i det tiende aar, da Priamos' kongsstad var styrtet
og vi paa flaaten drog hjem, lot en guddom akaierne spredes.
Da lot den alvise Zevs en ulykke ramme mig arme.
Bare en maaned forblev jeg i ro og frydet mit hjerte
ved mine barn og min egteviv kjær og de samlede skatte.
Da fik jeg lyst til at ruste paany mine skibe og drage
ned til Aigyptos med mænd som i kraft kunde kappes med guder.
Av mine fartøier rustet jeg ni. Snart møtte mit mandskap.
Derefter feiret de trofaste mænd seks dager til ende
lystige gilder. Mangfoldige dyr lot jeg slagte til festen.
Selv fik de gjestebudskost, og guderne fik sine ofre.
Men paa den syvende gik vi ombord og seilte fra Kreta
glade avsted for en strykende bør som Boreas sendte,
glidende let som paa makelig strøm, og ikke et fartøi
led nogen men; men sunde og friske og fulde av livsmot
sat vi paa toften, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
tænkte jeg aldrig paa døden med gru i mit mandige hjerte;
nei, men jeg for med mit spyd langt foran de andre og modig
vog jeg i fiendens flok enhver som jeg naadde paa flugten.
Slik var i kampen min færd; men jeg likte ei landmandens sysler
eller det huslige stræv som en blomstrende barneflok kræver.
Skibe med aarer og seil var altid min høieste glæde.
Kamp var min lyst og blinkende spyd og vingede pile,
grufulde ting, som andre vil sky med isnende rædsel.
Mig var de kjære. Slik lyst var vel lagt i min sjel av en guddom.
En kan jo finde sin glæde i ett, en anden i andet.
Førend akaiernes sønner drog ut paa færden til Troja,
førte jeg alt for niende gang paa letrodde snekker
stridsmænd til fiendeland og vandt mig umaadelig hærfang.
Selv tok jeg ut hvad jeg likte, og siden, naar loddet blev kastet
fik jeg jo mer. Snart øket mit hus i velstand, og siden
var jeg i kreternes land en frygtet og stormægtig herre.
Da vi tilsidst efter Zevs, den almægtige tordenguds vilje
drog paa hin grufulde færd, hvor saa mangen en mand skulde segne
bød de mig selv og den navngjetne drot Idomenevs føre
skibene frem til Ilions by. At slippe for hvervet
var ikke mulig. Det samlede folk vilde laste min vægring.
Kampene varte ni samfulde aar for akaiernes sønner.
Men i det tiende aar, da Priamos' kongsstad var styrtet
og vi paa flaaten drog hjem, lot en guddom akaierne spredes.
Da lot den alvise Zevs en ulykke ramme mig arme.
Bare en maaned forblev jeg i ro og frydet mit hjerte
ved mine barn og min egteviv kjær og de samlede skatte.
Da fik jeg lyst til at ruste paany mine skibe og drage
ned til Aigyptos med mænd som i kraft kunde kappes med guder.
Av mine fartøier rustet jeg ni. Snart møtte mit mandskap.
Derefter feiret de trofaste mænd seks dager til ende
lystige gilder. Mangfoldige dyr lot jeg slagte til festen.
Selv fik de gjestebudskost, og guderne fik sine ofre.
Men paa den syvende gik vi ombord og seilte fra Kreta
glade avsted for en strykende bør som Boreas sendte,
glidende let som paa makelig strøm, og ikke et fartøi
led nogen men; men sunde og friske og fulde av livsmot
sat vi paa toften, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
