Hopp til innhold

Side:Odysseen 1922.pdf/188

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
Slike er altid de tanker som tumler sig tyst i dit hjerte,
og det er derfor jeg aldrig kan negte dig hjælp i din vaande;
ti du er altid saa snartænkt og altid saa klok og forstandig.
Var det en anden som kom efter lang omflakken tilbake,
ilte han glad til sit hjem for at se sine barn og sin hustru.
Du vil ei spørre, du har ingen trang til at skaffe dig visshet,
førend du selv faar prøvet din viv, som sitter saa ensom
hist i dit stolte palads. De nølende dage og nætter
svinder i tærende sorg, mens taarerne strømmer saa stride.
Selv var jeg aldrig i tvil, men visste saa trygt i mit hjerte
at du tilsidst skulde komme, men uten en mand i dit følge.
Dog, jeg hadde ei lyst paa en kamp med min mægtige farbror,
guden Poseidon som raser mot dig med nag i sit hjerte,
harmfuld fordi du har voldført hans søn og røvet ham synet.
Vel, la mig vise dig Itakas land, saa du siden kan tro mig.
Havbugten her er Forkys' havn, den graanede havguds.
Inderst ved strandkanten ser du det løvrike oljetræs krone.
Like i nærheten er der en sval og skyggefuld grotte
viet til dem av nymfernes ætt som kaldes najader.
Hulen, du ser for dit øie er netop hin velkjendte grotte,
hvor du saa ofte tilforn til nymferne bragte dit offer.
Neriton øiner du hist, hint fjeld med de skogklædte lier.»
Saa hun talte og spredte hin sky, og landet blev synlig.
Glad blev Odyssevs, den herlige helt. Han frydet sig saare,
da han fik skue sit land, og han kysset den frugtbare jordbund.
Inderlig bad han til nymferne straks med oprakte hænder:
«Skjønne najader, I døtre av Zevs. Jeg turde ei haabe
atter at se jer; men nu med frydefuld tak og med bønner
hilser jeg jer og snart skal vi ofre jer gaver som fordum,
dersom hin datter av Zevs, den herjende skjoldmø, i naade
under mig livet og signer min søn med styrke og manddom.»
Mælte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kjære, vær trøstig! La tanken paa slikt ei tynge dit hjerte.
La os nu straks i den inderste krok av den hellige grotte
gjemme dit gods, saa det ligger der trygt, og la os saa begge
tænke os om, forat alting kan ske som vi finder det tjenligst.»
Saaledes talte gudinden og ind i den halvmørke grotte
gik hun og søkte i hulen de tryggeste skjul; men Odyssevs
kom med sit samlede gods, sit guld og malmen den haarde,