Denne siden er korrekturlest
Talte hun da med vingede ord til Odyssevs og mælte:
«Den maatte visst være dreven og gløgg som i alleslags paafund
slog dig av marken, ja selv om en gud vilde gaa dig imøte.
Aa, du forslagne, du listige skjelm, du mester i sluhet.
Selv naar du er i dit hjemlige land, kan du ikke la fare
skuffende tale og listig bedrag, som du elsker fra barnsben.
Men la det nu være slut med at tale om dette; ti begge
kan vi jo kunsten. Blandt jordiske mænd er du ypperst av alle
baade i raad og i kløktige ord, og blandt samtlige guder
prises jeg høiest for visdom og kløkt; men du kjendte jo ikke
Pallas Atene, hin datter av Zevs, som altid i nøden
staar ved din side og verner dig trygt i alleslags trængsler,
og som har gjort at du straks blev en ven av alle faiaker.
Nu kom jeg hit for i samraad med dig at finde en utvei
og for at gjemme det kostbare gods som de gjæve faiaker
gav dig til hjemreisen nys for at føie mit sind og min vilje.
Nu vil jeg ogsaa fortelle hvad skjæbnen vil sende av kvaler
hist i dit stolte palads og hvad du blir nødt til at taale.
Nævn ei nu med et eneste ord til mand eller kvinde
at du kom hjem fra din flakkende færd; men bær du i taushet
hvad du maa lide av ondt og find dig i mændenes voldsfærd.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjende dig, høie gudinde, er svært for en mand som du møter,
var han end aldrig saa gløgg; ti du skaper dig om efter tykke.
Ja, jeg vet jo saa godt at du altid tilforn var mig naadig,
medens akaiernes sønner laa ute i leding mot Troja;
men da vi, efterat Priamos' by var styrtet i gruset,
stevnet paa skibene hjem, og en gud hadde splittet vor flaate,
saa jeg dig aldrig, du datter av Zevs, og ei har jeg merket
at du har gjestet mit skib for at verne mig naadig i faren
men jeg blev tumlet omkring med flængende kummer i hjertet
indtil jeg frelstes tilsidst fra min kval av de evige guder.
Først da jeg kom til det frugtbare land hvor faiakerne dvæler
talte du trøstende ord og førte mig venlig til byen.
Nu vil jeg be ved din far at du svarer mig sandt; ti jeg frygter
at jeg ei endnu er kommet til Itakas fjeldø, men flakker
vildsomt i fremmede land og at alt hvad du nylig fortalte
bare var sagt for spøk, for at daare mit længtende hjerte.
Sig mig forvisst: Er det sandt at jeg er i mit elskede hjemland?»
«Den maatte visst være dreven og gløgg som i alleslags paafund
slog dig av marken, ja selv om en gud vilde gaa dig imøte.
Aa, du forslagne, du listige skjelm, du mester i sluhet.
Selv naar du er i dit hjemlige land, kan du ikke la fare
skuffende tale og listig bedrag, som du elsker fra barnsben.
Men la det nu være slut med at tale om dette; ti begge
kan vi jo kunsten. Blandt jordiske mænd er du ypperst av alle
baade i raad og i kløktige ord, og blandt samtlige guder
prises jeg høiest for visdom og kløkt; men du kjendte jo ikke
Pallas Atene, hin datter av Zevs, som altid i nøden
staar ved din side og verner dig trygt i alleslags trængsler,
og som har gjort at du straks blev en ven av alle faiaker.
Nu kom jeg hit for i samraad med dig at finde en utvei
og for at gjemme det kostbare gods som de gjæve faiaker
gav dig til hjemreisen nys for at føie mit sind og min vilje.
Nu vil jeg ogsaa fortelle hvad skjæbnen vil sende av kvaler
hist i dit stolte palads og hvad du blir nødt til at taale.
Nævn ei nu med et eneste ord til mand eller kvinde
at du kom hjem fra din flakkende færd; men bær du i taushet
hvad du maa lide av ondt og find dig i mændenes voldsfærd.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjende dig, høie gudinde, er svært for en mand som du møter,
var han end aldrig saa gløgg; ti du skaper dig om efter tykke.
Ja, jeg vet jo saa godt at du altid tilforn var mig naadig,
medens akaiernes sønner laa ute i leding mot Troja;
men da vi, efterat Priamos' by var styrtet i gruset,
stevnet paa skibene hjem, og en gud hadde splittet vor flaate,
saa jeg dig aldrig, du datter av Zevs, og ei har jeg merket
at du har gjestet mit skib for at verne mig naadig i faren
men jeg blev tumlet omkring med flængende kummer i hjertet
indtil jeg frelstes tilsidst fra min kval av de evige guder.
Først da jeg kom til det frugtbare land hvor faiakerne dvæler
talte du trøstende ord og førte mig venlig til byen.
Nu vil jeg be ved din far at du svarer mig sandt; ti jeg frygter
at jeg ei endnu er kommet til Itakas fjeldø, men flakker
vildsomt i fremmede land og at alt hvad du nylig fortalte
bare var sagt for spøk, for at daare mit længtende hjerte.
Sig mig forvisst: Er det sandt at jeg er i mit elskede hjemland?»
