Denne siden er korrekturlest
Men la mig tælle mit gods og nøie se efter; ti kanske
røvet de noget og førte det bort paa den stavnkrumme snekke.»
Saa han mælte og tællet paany hver kostelig trefot,
kjeler og skinnende guld og de herlige vævede stasklær.
Intet av dette var borte; men klagende længtet han saare
efter sit hjemland og vandret omkring paa den brusende strandbred
jamrende lydt i sin nød. Da nærmet sig Pallas Atene
skuffende lik en yngling av vekst, en gjæter for smaafæ,
dunbløt paa kind og ungdommelig rank som den fagreste kongssøn.
Slængt over skuldrene bar hun en dobbeltlagt straalende kappe.
Saaler var fæstet til skinnende fot, og hun bar paa et jagtspyd.
Glad blev Odyssevs ved synet og gik hende ilsomt i møte.
Talte han da med vingede ord til gudinden og mælte:
«Vær velkommen, min ven, ti du er den første jeg træffer
her i dit land, og møt mig nu ei med svig i dit hjerte.
Hjælp mig at bjerge mit gods og frels mig selv; ti jeg kommer
bedende til dig og favner dit knæ, som var du en guddom.
Giv mig om dette sandfærdig besked, saa jeg vet det med visshet:
hævn mig dit land og dit folk. Hvem er det som her er tilhuse?
Er det en ø med aaser og fjeld, eller er det kanhænde
bare et nes som stikker tilhavs fra det frugtbare fastland?»
Svarte da straks gudinden den blaaøide Pallas Atene:
«Fremmede mand, du er dum eller kommet fra fjerneste lande
naar du kan spørre om dette vort land. Det er dog i sandhet
ikke saa ukjendt av navn. Mangfoldige kjender det nøie
baade av dem som er hjemme hvor solen staar op, naar det dages,
og av de mange som bor imot vest, mot det natlige mørke.
Fjeldkranset er jo vort land ei skikket for hester og vogner;
men det er ikke saa goldt, skjønt fattig paa vidtstrakte sletter.
Jorden gir bugnende grøde av korn, og rankerne trives,
altid forfrisket av rikelig dugg og næret av regnet.
Beitet er godt for gjeter og kjør. I skogene vokser
alleslags trær, og aar efter aar gaar bækkene fulde.
Derfor er Itaka, fremmede mand, et navn som er velkjendt
like til Troja, hin by som skal ligge saa langt fra Akaia.»
Saa hun talte, og glad blev den hærdede høvding Odyssevs
nu da han hørte med hjertelig fryd sit elskede hjemland
røvet de noget og førte det bort paa den stavnkrumme snekke.»
Saa han mælte og tællet paany hver kostelig trefot,
kjeler og skinnende guld og de herlige vævede stasklær.
Intet av dette var borte; men klagende længtet han saare
efter sit hjemland og vandret omkring paa den brusende strandbred
jamrende lydt i sin nød. Da nærmet sig Pallas Atene
skuffende lik en yngling av vekst, en gjæter for smaafæ,
dunbløt paa kind og ungdommelig rank som den fagreste kongssøn.
Slængt over skuldrene bar hun en dobbeltlagt straalende kappe.
Saaler var fæstet til skinnende fot, og hun bar paa et jagtspyd.
Glad blev Odyssevs ved synet og gik hende ilsomt i møte.
Talte han da med vingede ord til gudinden og mælte:
«Vær velkommen, min ven, ti du er den første jeg træffer
her i dit land, og møt mig nu ei med svig i dit hjerte.
Hjælp mig at bjerge mit gods og frels mig selv; ti jeg kommer
bedende til dig og favner dit knæ, som var du en guddom.
Giv mig om dette sandfærdig besked, saa jeg vet det med visshet:
hævn mig dit land og dit folk. Hvem er det som her er tilhuse?
Er det en ø med aaser og fjeld, eller er det kanhænde
bare et nes som stikker tilhavs fra det frugtbare fastland?»
Svarte da straks gudinden den blaaøide Pallas Atene:
«Fremmede mand, du er dum eller kommet fra fjerneste lande
naar du kan spørre om dette vort land. Det er dog i sandhet
ikke saa ukjendt av navn. Mangfoldige kjender det nøie
baade av dem som er hjemme hvor solen staar op, naar det dages,
og av de mange som bor imot vest, mot det natlige mørke.
Fjeldkranset er jo vort land ei skikket for hester og vogner;
men det er ikke saa goldt, skjønt fattig paa vidtstrakte sletter.
Jorden gir bugnende grøde av korn, og rankerne trives,
altid forfrisket av rikelig dugg og næret av regnet.
Beitet er godt for gjeter og kjør. I skogene vokser
alleslags trær, og aar efter aar gaar bækkene fulde.
Derfor er Itaka, fremmede mand, et navn som er velkjendt
like til Troja, hin by som skal ligge saa langt fra Akaia.»
Saa hun talte, og glad blev den hærdede høvding Odyssevs
nu da han hørte med hjertelig fryd sit elskede hjemland
