Denne siden er korrekturlest
Altid er døden en gru for menneskers jordbundne slegter.
Dog, at sulte ihjel er den grusomste dødslod av alle.
Kom, la os fange de bedste av solgudens okser og bringe
ofre til alle de guder som bor over himmelen vide.
Kommer vi engang tilbake til Itakas hjemlige marker,
vier vi Helios, himmelens drot, det herligste tempel,
rikt paa mangen en kostelig skat og klenodier dyre.
Men hvis han optændt av harm for de hornede okser han mistet,
agter at knuse vort skib, og guderne gir ham sit minde,
mister jeg heller paa engang mit liv og gaper mot bølgen,
end om jeg her paa den ensomme ø skulde pines saa længe.»
Mændene priste Evrylokos' ord, da han endte sin tale.
Like i nærheten jaget de straks av solgudens okser
alle de bedste til stranden. Ei langt fra den blaasorte snekke
beitet de prægtige dyr, en bredpandet, krumhornet bøling.
Mændene stillet sig om dem og bad til de evige guder,
medens de tok fra en kneisende ek de friskeste blade,
saasom de ei paa det toftede skib hadde forraad av bygkorn.
Men da de nu hadde bedt og stukket og flaadd sine okser,
skar de av laarene stykker og dækket dem til med den hvite
dobbelte fetthud, og øverst blev lagt smaa stykker av kjødet,
og da de ei kunde stænke med vin det brændende offer,
viet de baalet med vand, mens indmaten stektes i flammen.
Da deres offer var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjød og stak det paa spiddet.
Nu slog jeg øinene op, og den liflige slummer forlot mig.
Skyndsomt gik jeg avsted til mit letrodde fartøi ved stranden.
Men da jeg under min gang var nær ved den stavnkrumme snekke,
slog mig imøte den duftende damp fra det brændende offer.
Klagende ropte jeg nu i min angst til de evige guder:
«Zevs, vor mægtige far, og I evige guder tilhobe!
Ve! til mit eget fordærv har I sendt den usalige slummer;
ti mine svende har øvet imens en skrækkelig udaad.»
Nymfen Lampetia ilte i hast til den straalende solgud,
himmelens herre, med bud, at vi frækt hadde slagtet hans okser
og blandt de evige guder tok Helios harmfuldt til orde:
«Zevs, vor mægtige far, og I salige guder tilhobe.
La nu de svende som følger Laertes' ætling Odyssevs
Dog, at sulte ihjel er den grusomste dødslod av alle.
Kom, la os fange de bedste av solgudens okser og bringe
ofre til alle de guder som bor over himmelen vide.
Kommer vi engang tilbake til Itakas hjemlige marker,
vier vi Helios, himmelens drot, det herligste tempel,
rikt paa mangen en kostelig skat og klenodier dyre.
Men hvis han optændt av harm for de hornede okser han mistet,
agter at knuse vort skib, og guderne gir ham sit minde,
mister jeg heller paa engang mit liv og gaper mot bølgen,
end om jeg her paa den ensomme ø skulde pines saa længe.»
Mændene priste Evrylokos' ord, da han endte sin tale.
Like i nærheten jaget de straks av solgudens okser
alle de bedste til stranden. Ei langt fra den blaasorte snekke
beitet de prægtige dyr, en bredpandet, krumhornet bøling.
Mændene stillet sig om dem og bad til de evige guder,
medens de tok fra en kneisende ek de friskeste blade,
saasom de ei paa det toftede skib hadde forraad av bygkorn.
Men da de nu hadde bedt og stukket og flaadd sine okser,
skar de av laarene stykker og dækket dem til med den hvite
dobbelte fetthud, og øverst blev lagt smaa stykker av kjødet,
og da de ei kunde stænke med vin det brændende offer,
viet de baalet med vand, mens indmaten stektes i flammen.
Da deres offer var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjød og stak det paa spiddet.
Nu slog jeg øinene op, og den liflige slummer forlot mig.
Skyndsomt gik jeg avsted til mit letrodde fartøi ved stranden.
Men da jeg under min gang var nær ved den stavnkrumme snekke,
slog mig imøte den duftende damp fra det brændende offer.
Klagende ropte jeg nu i min angst til de evige guder:
«Zevs, vor mægtige far, og I evige guder tilhobe!
Ve! til mit eget fordærv har I sendt den usalige slummer;
ti mine svende har øvet imens en skrækkelig udaad.»
Nymfen Lampetia ilte i hast til den straalende solgud,
himmelens herre, med bud, at vi frækt hadde slagtet hans okser
og blandt de evige guder tok Helios harmfuldt til orde:
«Zevs, vor mægtige far, og I salige guder tilhobe.
La nu de svende som følger Laertes' ætling Odyssevs
