Denne siden er korrekturlest
Nymfen, den fagre, gik bort og skyndte sig hjem over øen.
Selv gik jeg ned til mit stavnkrumme skib og bød mine svende
ilsomt at stige ombord og løse de fæstede landtaug.
Mændene lystret mig straks og sittende hver paa sin tofte
pisket de, ordnet i rad, de graalige bølger med aaren.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme,
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord, og snekken var seilklar,
sat vi i ro, mens styrmand og vind fik raade for farten.
Derefter talte jeg til mine mænd med kummer i hjertet:
«Venner, det er ikke ret at en eller tvende skal vite
alt hvad den værdige Kirke, den fagre gudinde har spaadd mig.
Nei, jeg vil melde det straks, saa vi alle kan vite vor skjæbne,
enten vi siden skal dø eller frelses fra død og fra fare.
Først har hun budt mig at vogte mig vel for toner som klinger
deilig fra blomsterklædt eng, for seirenernes tryllende sange.
Bare jeg selv, har hun sagt, kan lytte til sangen; men bind mig
først med de strammeste rep, saa jeg staar der og venter urørlig
bunden til foten av masten. Om den skal I repene fæste.
Dersom jeg trygler med bøn og med bud og ønsker at løses,
da skal I surre mig fast med flere og sterkere strikker.»
Medens jeg gav mine svende besked om alt hvad jeg visste,
stevnet vi hastig med svulmende seil paa vort sterkbygde fartøi
hen til seirenernes ø; ti vi løp for en strykende medbør.
Men da vi nærmet os, løiet det av og blikkende stille
blev det med ett. En gud lot bølgerne brat gaa til hvile.
Mændene reiste sig straks, og seilene foldet de sammen,
lagde dem ned i fartøiets rum, og hver paa sin tofte
pisket de havet til skum med de glattede aarer av grantræ.
Selv tok jeg frem en kake av voks, og med skarpslepet kobber
skar jeg det smaat og æltet det godt med de kraftige hænder.
Vokset blev mykt i en fart; ti jeg æltet det sterkt, og fra oven
sendte jo Helios, himmelens drot, sine varmende straaler.
Derefter stoppet jeg ørene til paa samtlige svende,
en efter en og de surret mig fast til foten av masten,
bunden paa haand og paa fot. Til masten blev repene knyttet.
Selv tok de sæte og pisket de graalige bølger med aaren.
Da vi var kommet saa nær som en ropendes stemme kan høres,
under vor fart, fik de se vort ilende fartøi som hastig
nærmet sig øen. Da klang over sjø de lokkende toner:
Selv gik jeg ned til mit stavnkrumme skib og bød mine svende
ilsomt at stige ombord og løse de fæstede landtaug.
Mændene lystret mig straks og sittende hver paa sin tofte
pisket de, ordnet i rad, de graalige bølger med aaren.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme,
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord, og snekken var seilklar,
sat vi i ro, mens styrmand og vind fik raade for farten.
Derefter talte jeg til mine mænd med kummer i hjertet:
«Venner, det er ikke ret at en eller tvende skal vite
alt hvad den værdige Kirke, den fagre gudinde har spaadd mig.
Nei, jeg vil melde det straks, saa vi alle kan vite vor skjæbne,
enten vi siden skal dø eller frelses fra død og fra fare.
Først har hun budt mig at vogte mig vel for toner som klinger
deilig fra blomsterklædt eng, for seirenernes tryllende sange.
Bare jeg selv, har hun sagt, kan lytte til sangen; men bind mig
først med de strammeste rep, saa jeg staar der og venter urørlig
bunden til foten av masten. Om den skal I repene fæste.
Dersom jeg trygler med bøn og med bud og ønsker at løses,
da skal I surre mig fast med flere og sterkere strikker.»
Medens jeg gav mine svende besked om alt hvad jeg visste,
stevnet vi hastig med svulmende seil paa vort sterkbygde fartøi
hen til seirenernes ø; ti vi løp for en strykende medbør.
Men da vi nærmet os, løiet det av og blikkende stille
blev det med ett. En gud lot bølgerne brat gaa til hvile.
Mændene reiste sig straks, og seilene foldet de sammen,
lagde dem ned i fartøiets rum, og hver paa sin tofte
pisket de havet til skum med de glattede aarer av grantræ.
Selv tok jeg frem en kake av voks, og med skarpslepet kobber
skar jeg det smaat og æltet det godt med de kraftige hænder.
Vokset blev mykt i en fart; ti jeg æltet det sterkt, og fra oven
sendte jo Helios, himmelens drot, sine varmende straaler.
Derefter stoppet jeg ørene til paa samtlige svende,
en efter en og de surret mig fast til foten av masten,
bunden paa haand og paa fot. Til masten blev repene knyttet.
Selv tok de sæte og pisket de graalige bølger med aaren.
Da vi var kommet saa nær som en ropendes stemme kan høres,
under vor fart, fik de se vort ilende fartøi som hastig
nærmet sig øen. Da klang over sjø de lokkende toner:
