Denne siden er korrekturlest
Nedover fjeldsiden rullet den skamløse sten imot sletten.
Spændte han da sine sener paany og væltet, mens sveden
strømmet fra hvert et lem og støvskyen føk om hans hoved.
Næst efter ham fik jeg se den vældige kjæmpe Herakles,
halvgudens skygge. Selv fryder han sig blandt evige guder
bænket ved gilder og fæstet som brud den deilige Hebe,
datter av Zevs og av Hera hans viv med de gyldne sandaler.
Dødninger hylte omkring ham lik opskræmte fugler som flygter
skrikende bort. Selv stod han saa mørk som natten den sorte,
knuget den blottede bue i haand, og med pilen paa strengen
saa han sig om med truende blik som en sigtende skytte.
Frygtelig lynte om halvgudens bryst den mægtige sverdrem,
indlagt med guld og vidunderlig skjønt med billeder smykket,
bjørne og vildsvin og løver med ild i de luende øine,
vældige kampe og rædsomme slag med mord og med manddrap.
Bedre om smeden som virket med kunst hin grufulde sverdrem,
ei hadde gjort den, og maatte han ei kunne gjøre dens make.
Straks da han saa mig, kjendte han mig, og med klagende stemme
talte han til mig med vingede ord og tolket sin jammer:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Arme, du slæper forvisst paa en lod saa tung som min egen,
dengang jeg hist i den sollyse dag maatte bære min byrde.
Vit, jeg var søn av den mægtige Zevs; men uendelig jammer
faldt i min lod. Jeg tjente som træl en ringere herre.
Farlig og tung var altid den daad som han bød mig at øve.
Engang sendtes jeg hit for at hente ham Hades' vakthund;
ti nogen haardere dyst kunde nidingen ikke faa uttænkt.
Dog, jeg hentet ham hunden og slæpte den med mig fra Hades.
Hermes gik med paa min færd og den blaaøide Pallas Atene.»
Saa han talte og vandret paany til Hades' bolig.
Selv blev jeg staaende der for at se om fler skulde komme.
Skygger av helte som alle forlængst var segnet i døden.
Fler hadde vist sig av fortidens mænd som jeg ønsket at skue,
herlige sønner av guder, Peiritoos kanske og Tesevs;
men med forfærdende skrik kom stimlende skarer av døde
tusind paa tusind, og gjennem mig jog den likbleke rædsel;
Spændte han da sine sener paany og væltet, mens sveden
strømmet fra hvert et lem og støvskyen føk om hans hoved.
Næst efter ham fik jeg se den vældige kjæmpe Herakles,
halvgudens skygge. Selv fryder han sig blandt evige guder
bænket ved gilder og fæstet som brud den deilige Hebe,
datter av Zevs og av Hera hans viv med de gyldne sandaler.
Dødninger hylte omkring ham lik opskræmte fugler som flygter
skrikende bort. Selv stod han saa mørk som natten den sorte,
knuget den blottede bue i haand, og med pilen paa strengen
saa han sig om med truende blik som en sigtende skytte.
Frygtelig lynte om halvgudens bryst den mægtige sverdrem,
indlagt med guld og vidunderlig skjønt med billeder smykket,
bjørne og vildsvin og løver med ild i de luende øine,
vældige kampe og rædsomme slag med mord og med manddrap.
Bedre om smeden som virket med kunst hin grufulde sverdrem,
ei hadde gjort den, og maatte han ei kunne gjøre dens make.
Straks da han saa mig, kjendte han mig, og med klagende stemme
talte han til mig med vingede ord og tolket sin jammer:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Arme, du slæper forvisst paa en lod saa tung som min egen,
dengang jeg hist i den sollyse dag maatte bære min byrde.
Vit, jeg var søn av den mægtige Zevs; men uendelig jammer
faldt i min lod. Jeg tjente som træl en ringere herre.
Farlig og tung var altid den daad som han bød mig at øve.
Engang sendtes jeg hit for at hente ham Hades' vakthund;
ti nogen haardere dyst kunde nidingen ikke faa uttænkt.
Dog, jeg hentet ham hunden og slæpte den med mig fra Hades.
Hermes gik med paa min færd og den blaaøide Pallas Atene.»
Saa han talte og vandret paany til Hades' bolig.
Selv blev jeg staaende der for at se om fler skulde komme.
Skygger av helte som alle forlængst var segnet i døden.
Fler hadde vist sig av fortidens mænd som jeg ønsket at skue,
herlige sønner av guder, Peiritoos kanske og Tesevs;
men med forfærdende skrik kom stimlende skarer av døde
tusind paa tusind, og gjennem mig jog den likbleke rædsel;
