Denne siden er korrekturlest
Siden, da jeg og de tapreste mænd hadde gjemt os i hesten,
den som Epeios fik tømret, og jeg skulde sørge for alting,
baade naar træhestens listige skjul skulde aapnes og lukkes,
da maatte alle de andre danaiske drotter og raadsmænd
tørre sig taarer av kind, og lemmerne rystet av rædsel.
Ikke et øieblik merket jeg dog eller saa for mit øie
ynglingens deilige aasyn bli blekt. Ei saa jeg ham stryke
taarer fra kind. Han tryglet og bad mig tidt om at slippe
ut av den lukkede hest. Tidt grep han om sverdet og knuget
lansen i haand, og troernes død var hans eneste tanke.
Siden, da Priamos' kneisende by var styrtet i støvet,
gik han med hædrende gaver og rikelig andel i byttet
uskadt ombord, ei rammet av pil eller hvæssede lanser
eller i nærkamp av fiendens sverd, som det times som oftest
helte som færdes i kamp, naar krigsguden raser i blinde.»
Saa jeg talte, og sjelen gik bort. Den raske Akillevs
vandret med vældige skridt over engen hvor liljerne vokser,
glad da han hørte mig prise hans søn som en ypperlig kriger.
Alle de øvrige skygger, de henfarne menneskers sjele,
stod der i kummer og spurte mig ut om frænder og venner.
Bare en eneste sjel blev staaende fjernt fra de andre,
Aias, Telamons søn, forbitret fordi jeg ved flaaten
engang tilforn hadde seiret i strid og med dommernes medhold
vundet Akillevs' vaaben, den pris som hans mor hadde utsat.
Dommen blev fældet av troiske mænd og av Pallas Atene.
Aa, om jeg ei hadde vundet hin pris og seiret i striden!
Ti det var dette som voldte at Aias, den herlige høvding,
sank under mulde, den ypperste mand blandt alle danaer
baade i skjønhet og manddom paa val næst helten Akillevs.
Søkte jeg da med venlige ord at mildne hans vrede:
«Aias, du Telamons søn! Aa, skulde du selv efter døden
ei kunne glemme din harm over hine usalige vaaben
som efter gudernes raad skulde volde argeierne vanheld?
Dig har vi mistet, vort tryggeste vern, og vi, dine landsmænd,
bærer saa tungt vor sorg over dig som over Akillevs,
Pelevs' herlige søn. Men Zevs alene har skylden,
han som har lagt hver spydsvinger kjæk i danaernes fylking
grusomt for hat og voldte dig selv den skjæbne du fristet.
Kom dog, vældige drot, og lyt til mit ord og min tale.
Styr dog dit mandige sind! Læg baand paa din rasende vrede!»
den som Epeios fik tømret, og jeg skulde sørge for alting,
baade naar træhestens listige skjul skulde aapnes og lukkes,
da maatte alle de andre danaiske drotter og raadsmænd
tørre sig taarer av kind, og lemmerne rystet av rædsel.
Ikke et øieblik merket jeg dog eller saa for mit øie
ynglingens deilige aasyn bli blekt. Ei saa jeg ham stryke
taarer fra kind. Han tryglet og bad mig tidt om at slippe
ut av den lukkede hest. Tidt grep han om sverdet og knuget
lansen i haand, og troernes død var hans eneste tanke.
Siden, da Priamos' kneisende by var styrtet i støvet,
gik han med hædrende gaver og rikelig andel i byttet
uskadt ombord, ei rammet av pil eller hvæssede lanser
eller i nærkamp av fiendens sverd, som det times som oftest
helte som færdes i kamp, naar krigsguden raser i blinde.»
Saa jeg talte, og sjelen gik bort. Den raske Akillevs
vandret med vældige skridt over engen hvor liljerne vokser,
glad da han hørte mig prise hans søn som en ypperlig kriger.
Alle de øvrige skygger, de henfarne menneskers sjele,
stod der i kummer og spurte mig ut om frænder og venner.
Bare en eneste sjel blev staaende fjernt fra de andre,
Aias, Telamons søn, forbitret fordi jeg ved flaaten
engang tilforn hadde seiret i strid og med dommernes medhold
vundet Akillevs' vaaben, den pris som hans mor hadde utsat.
Dommen blev fældet av troiske mænd og av Pallas Atene.
Aa, om jeg ei hadde vundet hin pris og seiret i striden!
Ti det var dette som voldte at Aias, den herlige høvding,
sank under mulde, den ypperste mand blandt alle danaer
baade i skjønhet og manddom paa val næst helten Akillevs.
Søkte jeg da med venlige ord at mildne hans vrede:
«Aias, du Telamons søn! Aa, skulde du selv efter døden
ei kunne glemme din harm over hine usalige vaaben
som efter gudernes raad skulde volde argeierne vanheld?
Dig har vi mistet, vort tryggeste vern, og vi, dine landsmænd,
bærer saa tungt vor sorg over dig som over Akillevs,
Pelevs' herlige søn. Men Zevs alene har skylden,
han som har lagt hver spydsvinger kjæk i danaernes fylking
grusomt for hat og voldte dig selv den skjæbne du fristet.
Kom dog, vældige drot, og lyt til mit ord og min tale.
Styr dog dit mandige sind! Læg baand paa din rasende vrede!»
