Denne siden er korrekturlest
da vi drog ut paa vort tog. Hun hadde sin lille ved brystet.
Da var han liten, men sitter vel nu i mændenes møter,
signet av lykken. Hans far vil se ham igjen ved sin hjemkomst.
Glad skal han favne, som sømmelig er, sin far, naar han kommer.
Mig blev det ikke forundt av min viv at mætte mit øie
bare ved synet av sønnen, før troløst hun røvet mig livet.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Styr ikke aapenlyst ind med dit skib, naar du kommer til hjemmet!
Gjør det i løndom; ti intet er trygt, naar det gjælder en kvinde.
Gi mig nu ogsaa om dette besked og si mig med sandhet,
om I paa færden har hørt om min søn at han end er i live
fjernt i Orkomenos' by eller hist i det sandige Pylos
eller i Sparta, den vidtstrakte stad, hos min bror Menelaos;
ti min Orestes er endnu ei død og gjemt under mulde.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Jeg vet ei med visshet
om han er død eller lever. At svare paa maafaa er faafængt.»
Saaledes stod vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Sjelene nærmet sig atter. Nu kom den stolte Akillevs,
Pelevs' søn og Patroklos. Antilokos fulgte og Aias,
Telamons søn, den ypperste helt blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Peleide
Aiakos' fotrappe ætling drog kjendsel paa mig med det samme.
Jamrende lød hans vingede ord da han vendte sig til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Hvad tør du vaage, dumdristige mand, som er værre end dette?
Hvor fik du mot til at drage til Hades' bo, hvor de døde
dvæler med tanketomt sind som henfarne menneskers skygger?»
Saa han talte, og selv tok jeg straks til orde og svarte:
«Pelevs' søn, Akillevs, akaiernes ypperste kjæmpe!
Vit at jeg kom for at spørre tilraads Teiresias' skygge,
hvordan jeg bedst skulde frelse mig hjem til Itakas fjeldø.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men vanheld forfølger mig stadig.
Ingen var engang lyksalig som du eller vorder det siden,
ædle Akillevs. Dig hædret tilforn vi tapre argeier
høit som en gud, da du levet, og her er du drot over døde.
Stans da din jammer, Akillevs, og sørg ikke saa efter døden!»
Da var han liten, men sitter vel nu i mændenes møter,
signet av lykken. Hans far vil se ham igjen ved sin hjemkomst.
Glad skal han favne, som sømmelig er, sin far, naar han kommer.
Mig blev det ikke forundt av min viv at mætte mit øie
bare ved synet av sønnen, før troløst hun røvet mig livet.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Styr ikke aapenlyst ind med dit skib, naar du kommer til hjemmet!
Gjør det i løndom; ti intet er trygt, naar det gjælder en kvinde.
Gi mig nu ogsaa om dette besked og si mig med sandhet,
om I paa færden har hørt om min søn at han end er i live
fjernt i Orkomenos' by eller hist i det sandige Pylos
eller i Sparta, den vidtstrakte stad, hos min bror Menelaos;
ti min Orestes er endnu ei død og gjemt under mulde.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Jeg vet ei med visshet
om han er død eller lever. At svare paa maafaa er faafængt.»
Saaledes stod vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Sjelene nærmet sig atter. Nu kom den stolte Akillevs,
Pelevs' søn og Patroklos. Antilokos fulgte og Aias,
Telamons søn, den ypperste helt blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Peleide
Aiakos' fotrappe ætling drog kjendsel paa mig med det samme.
Jamrende lød hans vingede ord da han vendte sig til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Hvad tør du vaage, dumdristige mand, som er værre end dette?
Hvor fik du mot til at drage til Hades' bo, hvor de døde
dvæler med tanketomt sind som henfarne menneskers skygger?»
Saa han talte, og selv tok jeg straks til orde og svarte:
«Pelevs' søn, Akillevs, akaiernes ypperste kjæmpe!
Vit at jeg kom for at spørre tilraads Teiresias' skygge,
hvordan jeg bedst skulde frelse mig hjem til Itakas fjeldø.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men vanheld forfølger mig stadig.
Ingen var engang lyksalig som du eller vorder det siden,
ædle Akillevs. Dig hædret tilforn vi tapre argeier
høit som en gud, da du levet, og her er du drot over døde.
Stans da din jammer, Akillevs, og sørg ikke saa efter døden!»
