Denne siden er korrekturlest
«Elskede søn, usaligste mand som lever paa jorden.
Nei, hin datter av Zevs, Perséfone, daarer dig ikke;
men efter døden er dette den lod som rammer os alle.
Kjødet og benene holdes ei mer av senerne sammen;
men paa det brændende baal fortærer den flammende hete
dette til aske, saasnart fra knoklerne livet er flygtet.
Sjelen maa fly og flagrer omkring saa flygtig som drømmen.
Stevn nu mot lyset, saasnart som du kan, og nu maa du nøie
mindes hvad her du har set og fortælle det alt til din hustru.»
Saaledes vekslet vi sorgfulde ord. Da kom mig for øie
mangen en hustru og mø, som den stolte Perséfone sendte.
Hustruer var de og døtre av alle de gjæveste fyrster.
Flokkevis stimlet de sammen i kreds om blodet det sorte,
og jeg betænkte hvorledes jeg bedst skulde spørre hver enkelt.
Endelig fandt jeg et raad som tyktes mig være det bedste.
Drog jeg da atter fra lænd mit hvæssede slagsverd og negtet
alle paa engang at slukke sin tørst i blodet, det sorte.
En efter en kom de frem i række og rad, og hver enkelt
meldte mig nøde sin byrd og sin ætt, da jeg spurte dem alle.
Først blandt kvinderne øinet jeg nu den ætstore Tyro,
datter, som selv hun fortalte, av helten Salmonevs, som skjænket
møen som hustru til Aiolos' søn, den vældige Kretevs.
Dog, hun flammet i løn for den herlige flodgud Enipevs,
deiligst av alle de elver som sender sit vand gjennem enge.
Elskovssyk vandret hun tidt til Enipevs' speilklare strømme.
Flodguden skuffende lik tok guden som rystet al jorden,
kvinden i favn, hvor den hvirvlende elv forenes med havet.
Bølgerne straalte som purpur og og hvælvet sig høie som fjelde
om deres leie og skjulte en gud og en dødelig kvinde.
Der lot han jomfruen slumre og løste i løn hendes belte.
Men da den vældige gud hadde stillet tilfulde sin elskov,
grep han den deiliges haand og trykket den kjærlig og mælte:
«Kvinde, vær glad at du gav mig din tro; før aaret er omme,
føder du herlige sønner. Ei goldt er gudernes favntak.
Plei dem da begge med omhu og kløkt og fostre dem kjærlig.
Nu skal du gaa til dit hjem. Vær taus og si det til ingen.
Vit, jeg er guden Poseidon som favner og ryster al jorden.»
Saa han talte, og guden forsvandt i det bølgende havdyp.
Tyro blev svanger med Nelevs og Pélias, tvillinger gjæve.
Begge blev gjort av den vældige Zevs til mægtige konger.
Nei, hin datter av Zevs, Perséfone, daarer dig ikke;
men efter døden er dette den lod som rammer os alle.
Kjødet og benene holdes ei mer av senerne sammen;
men paa det brændende baal fortærer den flammende hete
dette til aske, saasnart fra knoklerne livet er flygtet.
Sjelen maa fly og flagrer omkring saa flygtig som drømmen.
Stevn nu mot lyset, saasnart som du kan, og nu maa du nøie
mindes hvad her du har set og fortælle det alt til din hustru.»
Saaledes vekslet vi sorgfulde ord. Da kom mig for øie
mangen en hustru og mø, som den stolte Perséfone sendte.
Hustruer var de og døtre av alle de gjæveste fyrster.
Flokkevis stimlet de sammen i kreds om blodet det sorte,
og jeg betænkte hvorledes jeg bedst skulde spørre hver enkelt.
Endelig fandt jeg et raad som tyktes mig være det bedste.
Drog jeg da atter fra lænd mit hvæssede slagsverd og negtet
alle paa engang at slukke sin tørst i blodet, det sorte.
En efter en kom de frem i række og rad, og hver enkelt
meldte mig nøde sin byrd og sin ætt, da jeg spurte dem alle.
Først blandt kvinderne øinet jeg nu den ætstore Tyro,
datter, som selv hun fortalte, av helten Salmonevs, som skjænket
møen som hustru til Aiolos' søn, den vældige Kretevs.
Dog, hun flammet i løn for den herlige flodgud Enipevs,
deiligst av alle de elver som sender sit vand gjennem enge.
Elskovssyk vandret hun tidt til Enipevs' speilklare strømme.
Flodguden skuffende lik tok guden som rystet al jorden,
kvinden i favn, hvor den hvirvlende elv forenes med havet.
Bølgerne straalte som purpur og og hvælvet sig høie som fjelde
om deres leie og skjulte en gud og en dødelig kvinde.
Der lot han jomfruen slumre og løste i løn hendes belte.
Men da den vældige gud hadde stillet tilfulde sin elskov,
grep han den deiliges haand og trykket den kjærlig og mælte:
«Kvinde, vær glad at du gav mig din tro; før aaret er omme,
føder du herlige sønner. Ei goldt er gudernes favntak.
Plei dem da begge med omhu og kløkt og fostre dem kjærlig.
Nu skal du gaa til dit hjem. Vær taus og si det til ingen.
Vit, jeg er guden Poseidon som favner og ryster al jorden.»
Saa han talte, og guden forsvandt i det bølgende havdyp.
Tyro blev svanger med Nelevs og Pélias, tvillinger gjæve.
Begge blev gjort av den vældige Zevs til mægtige konger.
