Denne siden er korrekturlest
magten i landet, og tror de jeg ei skal vende tilbake?
Si hvad du vet om min ærbare viv, hvad hun tænker og ønsker,
om hun er blit hos vor søn og trofast tar vare paa alting
eller er hjemført som brud av akaiernes ypperste høvding.»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok derpaa til orde:
«Jo tilvisse. Hun venter dig tro, standhaftig i hjertet,
hist i dit høie palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de nølende dager og nætter.
Endnu har ei nogen fremmed din hæder og magt. Dine gaarder
dyrker Telemakos endnu i fred, og til festlige gilder
gaar han som gjest, som det skyldes en drot som dømmer i landet;
ti han blir buden av alle til fest. Din far har sit tilhold
ute paa landet og gaar ikke ind til byen. Hans leie
er ikke nu nogen seng med straalende puter og tæpper.
Sammen med trællene sover han nu hver vinter i huset
fremme ved arnen i støvet, og ussel er dragten han bærer;
men fra det vaares til silde ved høst, naar frugterne modnes,
redes hans leie paa jord overalt hvor de nedfaldne blader
dækker i dynger den bakkede mark i hans frodige vingaard.
Sukkende ligger han der, og længselen efter din hjemkomst
øker i hjertet hans sorg. Tungt bærer han alderens byrde.
Saaledes sank ogsaa jeg i min grav og blegnet i døden;
ti i paladset har ei den skarpsynte buegudinde
truffet mig mildt med den skaansomme pil og røvet mig livet.
Ei blev jeg rammet av dødelig sott, som ellers som oftest
jager i tærende kval fra lemmerne kraften og livet.
Længselen efter din tænksomme kløkt og dit kjærlige hjerte
var det, min straalende søn, som røvet mig livet, det søte.»
Saa hun talte. Da vilde jeg straks med bankende hjerte
favne min mors, den bortgagnes, sjel i kjærlige armer.
Tre gange nærmet jeg mig og grep efter hende i længsel.
Tre gange flygtet hun ut av min arm som en drøm eller skygge.
Bitrere følte jeg dypt i min sjel den stikkende smerte.
Talte jeg da med vingede ord og spurte i vemod:
«Mor, hvi dvæler du ei, naar jeg gjerne vil trykke dig til mig,
forat vi ogsaa i Hades' hjem kan favnes og begge
lindre den isnende kval og lette vort hjerte i klager.
Er det en skygge som nu den stolte Perséfone sendte
hit til en søn for at øke end mer hans sorger og sukke?»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok atter til orde:
Si hvad du vet om min ærbare viv, hvad hun tænker og ønsker,
om hun er blit hos vor søn og trofast tar vare paa alting
eller er hjemført som brud av akaiernes ypperste høvding.»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok derpaa til orde:
«Jo tilvisse. Hun venter dig tro, standhaftig i hjertet,
hist i dit høie palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de nølende dager og nætter.
Endnu har ei nogen fremmed din hæder og magt. Dine gaarder
dyrker Telemakos endnu i fred, og til festlige gilder
gaar han som gjest, som det skyldes en drot som dømmer i landet;
ti han blir buden av alle til fest. Din far har sit tilhold
ute paa landet og gaar ikke ind til byen. Hans leie
er ikke nu nogen seng med straalende puter og tæpper.
Sammen med trællene sover han nu hver vinter i huset
fremme ved arnen i støvet, og ussel er dragten han bærer;
men fra det vaares til silde ved høst, naar frugterne modnes,
redes hans leie paa jord overalt hvor de nedfaldne blader
dækker i dynger den bakkede mark i hans frodige vingaard.
Sukkende ligger han der, og længselen efter din hjemkomst
øker i hjertet hans sorg. Tungt bærer han alderens byrde.
Saaledes sank ogsaa jeg i min grav og blegnet i døden;
ti i paladset har ei den skarpsynte buegudinde
truffet mig mildt med den skaansomme pil og røvet mig livet.
Ei blev jeg rammet av dødelig sott, som ellers som oftest
jager i tærende kval fra lemmerne kraften og livet.
Længselen efter din tænksomme kløkt og dit kjærlige hjerte
var det, min straalende søn, som røvet mig livet, det søte.»
Saa hun talte. Da vilde jeg straks med bankende hjerte
favne min mors, den bortgagnes, sjel i kjærlige armer.
Tre gange nærmet jeg mig og grep efter hende i længsel.
Tre gange flygtet hun ut av min arm som en drøm eller skygge.
Bitrere følte jeg dypt i min sjel den stikkende smerte.
Talte jeg da med vingede ord og spurte i vemod:
«Mor, hvi dvæler du ei, naar jeg gjerne vil trykke dig til mig,
forat vi ogsaa i Hades' hjem kan favnes og begge
lindre den isnende kval og lette vort hjerte i klager.
Er det en skygge som nu den stolte Perséfone sendte
hit til en søn for at øke end mer hans sorger og sukke?»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok atter til orde:
