Denne siden er korrekturlest
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Gjæve Teiresias! Slik har vel guderne spundet min livstraad.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Foran mig ser jeg en sjel, min mors, som er segnet i døden.
Like ved blodofret sitter hun taus og har ikke vaaget
endnu at se paa sin søn eller vende sig til mig og tale.
Hvordan, du mægtige drot, skal hun kjende mig atter av aasyn?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Let skal jeg gi dig et svar, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du nu lar en skygge av en av de henfarne døde
nærme sig blodet, forkynder han dig den reneste sandhet.
Den som du nægter det, fjerner sig tyst og vandrer tilbake.»
Saaledes talte Teiresias' sjel, og den fremsynte hersker
vandret til Hades' borg, da han hadde forkyndt mig sin spaadom.
Selv blev jeg sittende der, til min mor kom frem og fik slukket
tørsten med blodet, det sorte. Straks kjendte hun sønnen, og sorgfuld
talte hun vingede ord og spurte med klagende stemme:
«Hvorledes kom du, mit elskede barn, i levende live
ned til det taakede mulm, som er skjult for de levendes blikke?
Mægtige elver med frygtelig strøm gaar tvers over veien.
Først Okéanosstrømmen, hin flod som umulig kan vades.
Bare med sterkbygget skib kan man kløve dens brusende vande.
Kommer du langt om længe paa flakkende hjemfærd fra Troja
hit med dit mandskap og skib, og er du ei kommet tilbake
endnu til Itakas ø og har skuet i hjemmet din hustru?»
Saaledes talte min mor. Da tok jeg til orde og svarte:
«Nøden har drevet mig, elskede mor, til at stevne til Hades
for at faa raadspurt Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men jeg flakker i endeløst vanheld,
siden jeg først paa ledingefærd mot de troiske helte
fulgte til Ilion, gangernes by, vor drot Agamemnon.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Hvad for en dødslod har kuet dig hist og lagt dig paa baaren?
Var det en tærende sott, eller har med de skaansomme pile
Artemis røvet dig livet, hin mægtige buegudinde?
Kjære, fortæl om min far og den søn som jeg hist lot tilbake.
Verger de endnu min hæder og magt, eller eier en anden
«Gjæve Teiresias! Slik har vel guderne spundet min livstraad.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Foran mig ser jeg en sjel, min mors, som er segnet i døden.
Like ved blodofret sitter hun taus og har ikke vaaget
endnu at se paa sin søn eller vende sig til mig og tale.
Hvordan, du mægtige drot, skal hun kjende mig atter av aasyn?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Let skal jeg gi dig et svar, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du nu lar en skygge av en av de henfarne døde
nærme sig blodet, forkynder han dig den reneste sandhet.
Den som du nægter det, fjerner sig tyst og vandrer tilbake.»
Saaledes talte Teiresias' sjel, og den fremsynte hersker
vandret til Hades' borg, da han hadde forkyndt mig sin spaadom.
Selv blev jeg sittende der, til min mor kom frem og fik slukket
tørsten med blodet, det sorte. Straks kjendte hun sønnen, og sorgfuld
talte hun vingede ord og spurte med klagende stemme:
«Hvorledes kom du, mit elskede barn, i levende live
ned til det taakede mulm, som er skjult for de levendes blikke?
Mægtige elver med frygtelig strøm gaar tvers over veien.
Først Okéanosstrømmen, hin flod som umulig kan vades.
Bare med sterkbygget skib kan man kløve dens brusende vande.
Kommer du langt om længe paa flakkende hjemfærd fra Troja
hit med dit mandskap og skib, og er du ei kommet tilbake
endnu til Itakas ø og har skuet i hjemmet din hustru?»
Saaledes talte min mor. Da tok jeg til orde og svarte:
«Nøden har drevet mig, elskede mor, til at stevne til Hades
for at faa raadspurt Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men jeg flakker i endeløst vanheld,
siden jeg først paa ledingefærd mot de troiske helte
fulgte til Ilion, gangernes by, vor drot Agamemnon.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Hvad for en dødslod har kuet dig hist og lagt dig paa baaren?
Var det en tærende sott, eller har med de skaansomme pile
Artemis røvet dig livet, hin mægtige buegudinde?
Kjære, fortæl om min far og den søn som jeg hist lot tilbake.
Verger de endnu min hæder og magt, eller eier en anden
