Denne siden er korrekturlest
Tredjegang ofret jeg vand. Hvitt bygmel blev drysset om hullet,
og til de kraftløse skygger jeg bad og lovet at ofre,
naar jeg var kommet til Itakas ø min ypperste kvie
hist paa min borg og lægge paa baal de herligste gaver,
men til Teirésias særskilt at bringe som offer en saubukk,
sort overalt, det vakreste dyr som fandtes i flokken.
Da jeg med løfter og bøn hadde paakaldt de avdødes skarer,
tok jeg de kulsorte dyr og skar deres hoved fra kroppen.
Mørkt randt blodet i hullet. Da stimlet fra Erebos' mørke
dødningesjeler i flok. Saa mangen en brudeklædt ungmø,
talrike blomstrende svende og gubber som mangt hadde døiet,
jomfruer fagre hvis hjerter var brutt fornylig av kummer.
Mangen en kriger kom skridende frem i sin blodige rustning,
helte som segnet paa val for landsernes hvæssede kobber.
Flokkevis kom de med grufulde skrik og stimlet om hullet
allestedsfra, og gjennem mig jog den blegnende rædsel.
Ivrig formante jeg nu og bad mine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Derefter trak jeg fra lænd mit skarpslepne slagsverd og rolig
satte jeg mig og lot ikke én av de kraftløse døde
nærme sig dyrenes blod, før Teirésias' skygge var raadspurt.
Svenden Elpenors sjel, vor trofaste ven, var den første.
End hadde ynglingen ei fundet ro i en grav under mulde;
ti i den mægtige Kirkes palads lot vi liket tilbake
ujordet, uten en taare. Vi hadde jo hastverk med andet.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvorledes kom du, Elpénor, herned til det taakede mørke?
Raskere kom du tilfots end jeg paa min tjærede snekke.»
Saa jeg talte. Da sukket han dypt og svarte i tungsind:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Vanskjæbne, sendt av en gud og, vinrusen voldte mig døden;
ti da jeg laa i Kirkes palads og skulde tilbake,
sanset jeg ikke at skynde mig hen til trappen, den lange.
Hovekulds styrtet jeg ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket jeg halsen av led, og min sjel maatte vandre til Hades.
Nu vil jeg be dig ved dem du forlot i dit hjem, ved din hustru
og ved din graanende far, som fostret dig da du var liten,
og til de kraftløse skygger jeg bad og lovet at ofre,
naar jeg var kommet til Itakas ø min ypperste kvie
hist paa min borg og lægge paa baal de herligste gaver,
men til Teirésias særskilt at bringe som offer en saubukk,
sort overalt, det vakreste dyr som fandtes i flokken.
Da jeg med løfter og bøn hadde paakaldt de avdødes skarer,
tok jeg de kulsorte dyr og skar deres hoved fra kroppen.
Mørkt randt blodet i hullet. Da stimlet fra Erebos' mørke
dødningesjeler i flok. Saa mangen en brudeklædt ungmø,
talrike blomstrende svende og gubber som mangt hadde døiet,
jomfruer fagre hvis hjerter var brutt fornylig av kummer.
Mangen en kriger kom skridende frem i sin blodige rustning,
helte som segnet paa val for landsernes hvæssede kobber.
Flokkevis kom de med grufulde skrik og stimlet om hullet
allestedsfra, og gjennem mig jog den blegnende rædsel.
Ivrig formante jeg nu og bad mine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Derefter trak jeg fra lænd mit skarpslepne slagsverd og rolig
satte jeg mig og lot ikke én av de kraftløse døde
nærme sig dyrenes blod, før Teirésias' skygge var raadspurt.
Svenden Elpenors sjel, vor trofaste ven, var den første.
End hadde ynglingen ei fundet ro i en grav under mulde;
ti i den mægtige Kirkes palads lot vi liket tilbake
ujordet, uten en taare. Vi hadde jo hastverk med andet.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvorledes kom du, Elpénor, herned til det taakede mørke?
Raskere kom du tilfots end jeg paa min tjærede snekke.»
Saa jeg talte. Da sukket han dypt og svarte i tungsind:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Vanskjæbne, sendt av en gud og, vinrusen voldte mig døden;
ti da jeg laa i Kirkes palads og skulde tilbake,
sanset jeg ikke at skynde mig hen til trappen, den lange.
Hovekulds styrtet jeg ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket jeg halsen av led, og min sjel maatte vandre til Hades.
Nu vil jeg be dig ved dem du forlot i dit hjem, ved din hustru
og ved din graanende far, som fostret dig da du var liten,
