Denne siden er korrekturlest
ELLEVTE SANG.
DØDSRIKET.
Men da vi alle kom ned til vort stavnkrumme fartøi ved stranden,
sørget vi først for at hale det ut paa det hellige havdyp.
Derpaa blev master og seil lagt ned i den gyngende snekke.
Sauene tok vi og lastet dem ind, og med sorgfulde hjerter
steg vi paa skibet ombord, mens taarerne strømmet saa stride.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord og fartøiet seilklart,
sat vi i ro, mens vinden og rormanden styrte vor snekke.
Dagen til ende var seilene spændt, mens den for over havet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da kom den frem til den fjerneste bred av Okéanosstrømmen.
Der er det land og den by hvor kimmeriske mænd er til huse,
hyllet i skyer og taake. Dem sender den lysende solgud
aldrig et eneste glimt av soløiets skinnende straaler,
ei naar han hæver sig op paa den stjerneglitrende himmel,
ei naar han atter gaar ned paa sin vogn fra himlen mot jorden;
men over staklerne ruger den grufulde nat med sit mørke.
Der lot vi fartøiet lægge til land og drev vore sauer
atter fra borde. Selv vandret vi langs Okéanosstrømmen,
indtil vi kom til det sted som Kirke fornys hadde nævnt os.
Der blev dyrene holdt av Evrylokos og Perimédes,
medens jeg drog mit hvæssede sverd fra lænd og i jorden
gravet et hul, en alen omtrent i længde og bredde.
Derefter hældte jeg drikoffer ut til alle de døde,
først av honning og melk og dernæst av vinen, den søte.
sørget vi først for at hale det ut paa det hellige havdyp.
Derpaa blev master og seil lagt ned i den gyngende snekke.
Sauene tok vi og lastet dem ind, og med sorgfulde hjerter
steg vi paa skibet ombord, mens taarerne strømmet saa stride.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord og fartøiet seilklart,
sat vi i ro, mens vinden og rormanden styrte vor snekke.
Dagen til ende var seilene spændt, mens den for over havet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da kom den frem til den fjerneste bred av Okéanosstrømmen.
Der er det land og den by hvor kimmeriske mænd er til huse,
hyllet i skyer og taake. Dem sender den lysende solgud
aldrig et eneste glimt av soløiets skinnende straaler,
ei naar han hæver sig op paa den stjerneglitrende himmel,
ei naar han atter gaar ned paa sin vogn fra himlen mot jorden;
men over staklerne ruger den grufulde nat med sit mørke.
Der lot vi fartøiet lægge til land og drev vore sauer
atter fra borde. Selv vandret vi langs Okéanosstrømmen,
indtil vi kom til det sted som Kirke fornys hadde nævnt os.
Der blev dyrene holdt av Evrylokos og Perimédes,
medens jeg drog mit hvæssede sverd fra lænd og i jorden
gravet et hul, en alen omtrent i længde og bredde.
Derefter hældte jeg drikoffer ut til alle de døde,
først av honning og melk og dernæst av vinen, den søte.
