Denne siden er korrekturlest
slagt da som offer to kulsorte dyr, en sau og en saubukk.
Vend dem mot Erebos' mulm; men selv skal du vende dit aasyn
hen mot Okéanos' brusende strøm, og da vil de komme
alle de talløse skygger, de avdødes kraftløse sjele.
Da skal du ivrig formane og be dine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Saa skal du trække fra lænd dit skarpslepne slagsverd og rolig
sætte dig ned; men la ikke én av de kraftløse døde
nærme sig blodet; ti først skal du spørre Teirésias' skygge.
Derpaa vil straks, du mændenes drot, hin sandsiger komme.
Selv skal han vise dig veien og si hvor langt du skal fare,
inden du naar over fiskerikt hav til dit hjem i det fjerne.»
Saa hun talte, og Eos steg op paa sin guldsmykte trone.
Gav da gudinden mig kjortelen paa og rakte mig kappen.
Selv tok hun paa sig sin deilige dragt, en folderik kaape,
fin og med glans som av sølv, og spændte et belte om midjen,
yndig og smykket med guld, og fæstet et slør om sit hoved.
Selv gik jeg om i paladset til samtlige svende og traadte
hen til enhver, og med venlige ord formante jeg alle:
«Sov ikke længer saa fast! Vaagn op av søvnen, den søte!
Kom, la os fare! Nys fik jeg besked av den mægtige Kirke.»
Saa jeg talte. Da føiet sig straks deres mandige hjerter.
End ikke derfra førte jeg dog fuldtallig mit mandskap.
Yngst av alle ombord var svenden Elpénor, en yngling,
hverken en helt, naar vi stevnet til kamp, eller synderlig kløktig.
Svenden var tynget av vin og listet sig bort i paladset
fjernt fra de andre og lagde sig ned for at kjøle sin pande.
Men da mit mandskap brøt op, og han hørte den larmende tummel,
styrtet han op av sin søvn i en fart, og paa veien tilbake
glemte han rent at skynde sig hen til trappen, den lange.
Hovedkulds styrtet han ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket han halsen av led, og hans sjel maatte vandre til Hades.
Men da de vandret avsted til vort skib, tok jeg ordet iblandt dem:
«Ventelig tror I vel nu at det er til det elskede hjemland
Vend dem mot Erebos' mulm; men selv skal du vende dit aasyn
hen mot Okéanos' brusende strøm, og da vil de komme
alle de talløse skygger, de avdødes kraftløse sjele.
Da skal du ivrig formane og be dine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Saa skal du trække fra lænd dit skarpslepne slagsverd og rolig
sætte dig ned; men la ikke én av de kraftløse døde
nærme sig blodet; ti først skal du spørre Teirésias' skygge.
Derpaa vil straks, du mændenes drot, hin sandsiger komme.
Selv skal han vise dig veien og si hvor langt du skal fare,
inden du naar over fiskerikt hav til dit hjem i det fjerne.»
Saa hun talte, og Eos steg op paa sin guldsmykte trone.
Gav da gudinden mig kjortelen paa og rakte mig kappen.
Selv tok hun paa sig sin deilige dragt, en folderik kaape,
fin og med glans som av sølv, og spændte et belte om midjen,
yndig og smykket med guld, og fæstet et slør om sit hoved.
Selv gik jeg om i paladset til samtlige svende og traadte
hen til enhver, og med venlige ord formante jeg alle:
«Sov ikke længer saa fast! Vaagn op av søvnen, den søte!
Kom, la os fare! Nys fik jeg besked av den mægtige Kirke.»
Saa jeg talte. Da føiet sig straks deres mandige hjerter.
End ikke derfra førte jeg dog fuldtallig mit mandskap.
Yngst av alle ombord var svenden Elpénor, en yngling,
hverken en helt, naar vi stevnet til kamp, eller synderlig kløktig.
Svenden var tynget av vin og listet sig bort i paladset
fjernt fra de andre og lagde sig ned for at kjøle sin pande.
Men da mit mandskap brøt op, og han hørte den larmende tummel,
styrtet han op av sin søvn i en fart, og paa veien tilbake
glemte han rent at skynde sig hen til trappen, den lange.
Hovedkulds styrtet han ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket han halsen av led, og hans sjel maatte vandre til Hades.
Men da de vandret avsted til vort skib, tok jeg ordet iblandt dem:
«Ventelig tror I vel nu at det er til det elskede hjemland
