Denne siden er korrekturlest
Men i sit stolte palads lot Kirke imens mine venner
bade med venligste omhu og salve med glinsende olje.
Kapper av fineste uld fik de paa og skinnende kjortler.
Glade sat alle tilbords i det skjønne palads, da vi traf dem.
Men da de ansigt til ansigt fik se og kjendte hverandre,
brast de i frydblandet graat, saa hallerne gjenlød av hulken.
Da gik gudinden mig nær, og trøstende talte hun til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Graat ikke længer saa saart. Selv vet jeg jo godt hvad I døiet
baade paa fiskerikt hav av nød og av knugende sorger
og hvad de grusomme mænd har voldt jer av ondt, naar I landet,
Nu skal I nyte jer mat og tømme de fyldte pokaler,
indtil I atter faar vakt i jer barm et livsmot saa freidig
som da I førstegang stevnet paa færd fra det elskede hjemland,
Itakas fjeldrike ø. Nu mindes I feigt og i mismot
stadig jer nød paa den vildsomme færd, og aldrig blir hjertet
kvæget av inderlig fryd. I døiet jo ogsaa saa meget.»
Saa hun talte. Da føiet sig straks vore mandige hjerter.
Dag efter dag var vi samlet til feet, og til aaret var omme
fraadset vi stadig i masser av kjød og tømte vort bæger.
Da efter maaneders løp et aar var tilende, og atter
aarstidsgudinderne kom, og dagen begyndte at længes,
kaldte de trofaste venner mig ut av paladset og mælte:
«Tænk dog omsider, forblindede mand, paa dit hjem i det fjerne,
hvis du saasandt paa gudernes bud skal frelses og uskadt
komme tilbake til fædrenes land og din høireiste kongsgaard.»
Saa de talte. Da føiet sig straks mit mandige hjerte.
Like til solefaldstid blev vi sittende dagen til ende
medens vi fraadset i masser av kjød og tømte vort bæger.
Efterat solen var sunket i hav, da det mørknet mot natten,
gik mine trofaste svende til ro i de kjølige haller.
Selv steg jeg op i den herlige seng hos Kirke og favnet
bedende nymfen om knæ, og hun hørte mig venlig til ende
da jeg med vingede ord lot høre min stemme og mælte:
«Kirke, aa hold dog det løfte du gav og rust mig til færden
hjem til mit land. Forlængst staar min hu til at vende tilbake.
Mændene længter jo ogsaa og piner mit hjerte; ti stadig
flokkes de om mig i jamrende graat, naar du ei er tilstede.»
Saa jeg talte, og straks tok gudinden til orde og svarte:
bade med venligste omhu og salve med glinsende olje.
Kapper av fineste uld fik de paa og skinnende kjortler.
Glade sat alle tilbords i det skjønne palads, da vi traf dem.
Men da de ansigt til ansigt fik se og kjendte hverandre,
brast de i frydblandet graat, saa hallerne gjenlød av hulken.
Da gik gudinden mig nær, og trøstende talte hun til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Graat ikke længer saa saart. Selv vet jeg jo godt hvad I døiet
baade paa fiskerikt hav av nød og av knugende sorger
og hvad de grusomme mænd har voldt jer av ondt, naar I landet,
Nu skal I nyte jer mat og tømme de fyldte pokaler,
indtil I atter faar vakt i jer barm et livsmot saa freidig
som da I førstegang stevnet paa færd fra det elskede hjemland,
Itakas fjeldrike ø. Nu mindes I feigt og i mismot
stadig jer nød paa den vildsomme færd, og aldrig blir hjertet
kvæget av inderlig fryd. I døiet jo ogsaa saa meget.»
Saa hun talte. Da føiet sig straks vore mandige hjerter.
Dag efter dag var vi samlet til feet, og til aaret var omme
fraadset vi stadig i masser av kjød og tømte vort bæger.
Da efter maaneders løp et aar var tilende, og atter
aarstidsgudinderne kom, og dagen begyndte at længes,
kaldte de trofaste venner mig ut av paladset og mælte:
«Tænk dog omsider, forblindede mand, paa dit hjem i det fjerne,
hvis du saasandt paa gudernes bud skal frelses og uskadt
komme tilbake til fædrenes land og din høireiste kongsgaard.»
Saa de talte. Da føiet sig straks mit mandige hjerte.
Like til solefaldstid blev vi sittende dagen til ende
medens vi fraadset i masser av kjød og tømte vort bæger.
Efterat solen var sunket i hav, da det mørknet mot natten,
gik mine trofaste svende til ro i de kjølige haller.
Selv steg jeg op i den herlige seng hos Kirke og favnet
bedende nymfen om knæ, og hun hørte mig venlig til ende
da jeg med vingede ord lot høre min stemme og mælte:
«Kirke, aa hold dog det løfte du gav og rust mig til færden
hjem til mit land. Forlængst staar min hu til at vende tilbake.
Mændene længter jo ogsaa og piner mit hjerte; ti stadig
flokkes de om mig i jamrende graat, naar du ei er tilstede.»
Saa jeg talte, og straks tok gudinden til orde og svarte:
