Denne siden er korrekturlest
rikelig for mig av hver en ret som huset formaadde.
Dog, jeg var ikke lysten paa mat, da hun bød mig et maaltid;
men jeg blev sittende taus og fortænkt; ti jeg ante det værste.
Men da nu Kirke blev var at jeg sat der og ei vilde række
hænderne ut efter mat, men pintes av trykkende sorger,
talte hun til mig med vingede ord og nærmet sig venlig:
«Gjæve Odyssevs, hvi sitter du slik, som mistet du mælet,
naget av kummer i hjertet og rører ei mat eller drikke?
Gruer du endnu kanhænde for svik. Nu maa du ei længer
pines av frygt; ti jeg svor dig jo nys de dyreste eder.»
Saa hun talte og straks tok jeg selv til orde og svarte:
«Kirke, hvor kan nogen mand som agter hvad billighet kræver,
bringe det over sit hjerte at smake paa mat eller drikke,
før han har frelst sine venner og set dem staa for sit øie.
Dersom du mener det vel, naar du ber mig at æte og drikke,
slip dem da løs, saa jeg atter kan se mine trofaste venner.»
Saa jeg talte, og Kirke forlot med staven i haanden
straks sine haller og aapnet en dør til svinenes binge.
Derefter drev hun dem ut, og de lignet niaarige raaner.
Alle som en gik frem for den høie gudinde som vandret
om gjennem flokken og smurte enhver med en lægende salve.
Svandt da fra lemmerne straks de børster som fordum var vokset
frem ved den tryllende saft som de fik av den mægtige Kirke.
Alle blev atter til kraftige mænd og yngre end fordum.
Skjønnere blev de tillike end før og større at se til.
Mændene kjendte mig straks, og hver av dem gav mig et haandslag.
Alle brast ut i en smertelig graat, og av frydblandet hulken
gjenlød det hele palads. Selv Kirke blev rørt, og i medynk
traadte den skjønne gudinde mig nær og tok venlig til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnilde, gjæve Odyssevs.
Skynd dig avsted til dit hurtige skib hist nede ved stranden.
Der skal I først faa trukket paa land jer snekke og gjemme
fartøiets utstyr og alt eders gods i de hvælvede huler.
Saa skal du haste tilbake med alle de trofaste svende.»
Saaledes talte gudinden og bøide mit mandige hjerte.
Skyndsomt gik jeg avsted til min hurtige snekke ved stranden.
Nede ved fartøiet fandt jeg de trofaste venner, og alle
jamret i kummerfuld ve og graat sine modige taarer.
Dog, jeg var ikke lysten paa mat, da hun bød mig et maaltid;
men jeg blev sittende taus og fortænkt; ti jeg ante det værste.
Men da nu Kirke blev var at jeg sat der og ei vilde række
hænderne ut efter mat, men pintes av trykkende sorger,
talte hun til mig med vingede ord og nærmet sig venlig:
«Gjæve Odyssevs, hvi sitter du slik, som mistet du mælet,
naget av kummer i hjertet og rører ei mat eller drikke?
Gruer du endnu kanhænde for svik. Nu maa du ei længer
pines av frygt; ti jeg svor dig jo nys de dyreste eder.»
Saa hun talte og straks tok jeg selv til orde og svarte:
«Kirke, hvor kan nogen mand som agter hvad billighet kræver,
bringe det over sit hjerte at smake paa mat eller drikke,
før han har frelst sine venner og set dem staa for sit øie.
Dersom du mener det vel, naar du ber mig at æte og drikke,
slip dem da løs, saa jeg atter kan se mine trofaste venner.»
Saa jeg talte, og Kirke forlot med staven i haanden
straks sine haller og aapnet en dør til svinenes binge.
Derefter drev hun dem ut, og de lignet niaarige raaner.
Alle som en gik frem for den høie gudinde som vandret
om gjennem flokken og smurte enhver med en lægende salve.
Svandt da fra lemmerne straks de børster som fordum var vokset
frem ved den tryllende saft som de fik av den mægtige Kirke.
Alle blev atter til kraftige mænd og yngre end fordum.
Skjønnere blev de tillike end før og større at se til.
Mændene kjendte mig straks, og hver av dem gav mig et haandslag.
Alle brast ut i en smertelig graat, og av frydblandet hulken
gjenlød det hele palads. Selv Kirke blev rørt, og i medynk
traadte den skjønne gudinde mig nær og tok venlig til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnilde, gjæve Odyssevs.
Skynd dig avsted til dit hurtige skib hist nede ved stranden.
Der skal I først faa trukket paa land jer snekke og gjemme
fartøiets utstyr og alt eders gods i de hvælvede huler.
Saa skal du haste tilbake med alle de trofaste svende.»
Saaledes talte gudinden og bøide mit mandige hjerte.
Skyndsomt gik jeg avsted til min hurtige snekke ved stranden.
Nede ved fartøiet fandt jeg de trofaste venner, og alle
jamret i kummerfuld ve og graat sine modige taarer.
