Denne siden er korrekturlest
kaldte hun mændene ind, og i uforstand fulgte de alle.
Bare jeg selv, som ante en svik, blev tilbake ved døren.
Alle som en blev da borte, og ingen kom atter tilbake,
skjønt jeg blev sittende længe og stirret med speidende blikke.»
Saa han talte. Da slængte jeg straks mit mægtige malmsverd,
smykket med nagler av sølv, og min spænstige bue om skuldren.
Derefter bød jeg ham føre mig frem den vei han var kommet.
Dog han favnet mit knæ med begge de skjælvende hænder.
Tryglende bad han med vingede ord i klynkende jammer:
«Tving mig dog ei til at gaa, gudfostrede drot! La mig slippe!
Visselig kommer du aldrig igjen eller bringer tilbake
nogen av mændene her. Nei, kom, la os flygte med disse;
ti fra fordærvelsens dag kanhænde vi endnu kan frelses.»
Bedende talte han saa. Straks tok jeg til orde og svarte:
«Kjære Evrylokos, ja du kan bli ved den tjærede snekke,
her hvor du er, og nyt nu i ro din vin og dit maaltid.
Men jeg vil selv gaa avsted. Mig tvinger jo nøden, den haarde.»
Saa jeg talte og skyndte mig bort fra skibet og havet.
Men da jeg nu paa min vandring igjennem de ensomme dale
næsten var kommet til Kirkes, den mægtige troldkvindes bolig,
traadte den naadige Hermes med staven av guld mig imøte,
just som jeg nærmet mig borgen. Han lignet en yngling hvis kinder
dækkes av spirende dun i ungdommens fagreste blomstring.
Hjertelig grep han og trykket min haand og tok venlig til orde:
«Hvor vil du hen, usalige mand, mellem ødslige fjelde
ene og ukjendt med egnen? I Kirkes palads er dit mandskap,
omskapt til svin, stængt inde i tæt tillukkede binger.
Kommer du hit for at frelse dem hjem? Jeg frygter du aldrig
selv vilde komme tilbake. Her maatte du bli som de andre.
Vel, jeg skal fri dig fra ondt og frelse dig uskadt fra faren.
Tag denne trylleurt her. Til Kirkes palads kan du trøstig
nærme dig nu. Mot ulykkens dag skal den verne dit hoved.
Nu skal jeg nævne dig alt hvad Kirke vil prøve av rænker:
Most vil hun lage og blande den lumsk med tryllende urter.
Dog, at forgjøre dig magter hun ei. Den drik, som jeg gir dig,
skjermer dig trygt, og nu skal jeg si hvad du selv har at gjøre:
Straks naar Kirke har git dig et slag med sin mægtige trollstav,
da skal du trække fra lænd dit skarpslepne slagsverd og fare
løs paa gudinden, som vilde du ta hendes liv i din vrede.
Bare jeg selv, som ante en svik, blev tilbake ved døren.
Alle som en blev da borte, og ingen kom atter tilbake,
skjønt jeg blev sittende længe og stirret med speidende blikke.»
Saa han talte. Da slængte jeg straks mit mægtige malmsverd,
smykket med nagler av sølv, og min spænstige bue om skuldren.
Derefter bød jeg ham føre mig frem den vei han var kommet.
Dog han favnet mit knæ med begge de skjælvende hænder.
Tryglende bad han med vingede ord i klynkende jammer:
«Tving mig dog ei til at gaa, gudfostrede drot! La mig slippe!
Visselig kommer du aldrig igjen eller bringer tilbake
nogen av mændene her. Nei, kom, la os flygte med disse;
ti fra fordærvelsens dag kanhænde vi endnu kan frelses.»
Bedende talte han saa. Straks tok jeg til orde og svarte:
«Kjære Evrylokos, ja du kan bli ved den tjærede snekke,
her hvor du er, og nyt nu i ro din vin og dit maaltid.
Men jeg vil selv gaa avsted. Mig tvinger jo nøden, den haarde.»
Saa jeg talte og skyndte mig bort fra skibet og havet.
Men da jeg nu paa min vandring igjennem de ensomme dale
næsten var kommet til Kirkes, den mægtige troldkvindes bolig,
traadte den naadige Hermes med staven av guld mig imøte,
just som jeg nærmet mig borgen. Han lignet en yngling hvis kinder
dækkes av spirende dun i ungdommens fagreste blomstring.
Hjertelig grep han og trykket min haand og tok venlig til orde:
«Hvor vil du hen, usalige mand, mellem ødslige fjelde
ene og ukjendt med egnen? I Kirkes palads er dit mandskap,
omskapt til svin, stængt inde i tæt tillukkede binger.
Kommer du hit for at frelse dem hjem? Jeg frygter du aldrig
selv vilde komme tilbake. Her maatte du bli som de andre.
Vel, jeg skal fri dig fra ondt og frelse dig uskadt fra faren.
Tag denne trylleurt her. Til Kirkes palads kan du trøstig
nærme dig nu. Mot ulykkens dag skal den verne dit hoved.
Nu skal jeg nævne dig alt hvad Kirke vil prøve av rænker:
Most vil hun lage og blande den lumsk med tryllende urter.
Dog, at forgjøre dig magter hun ei. Den drik, som jeg gir dig,
skjermer dig trygt, og nu skal jeg si hvad du selv har at gjøre:
Straks naar Kirke har git dig et slag med sin mægtige trollstav,
da skal du trække fra lænd dit skarpslepne slagsverd og fare
løs paa gudinden, som vilde du ta hendes liv i din vrede.
