Denne siden er korrekturlest
Utenfor bymuren traf de en sterkbygget mø som fra bækken
fyldte sin krukke med vand, laistrygonen Antifates' datter.
Ned til Artakias rislende bæk var jomfruen steget
ti det var derfra de hentet sit vand og bar det til byen.
Mændene gik hende nær og talte til hende og spurte,
hvem der var konge i landet, og hvad for et folk han var drot for.
Jomfruen viste dem straks sin fars høitkneisende kongsgaard.
Gik de da ind i det stolte palads og traf paa en kvinde,
stor som et svimlende fjeld, og mændene grøsset ved synet.
Straks lot hun derpaa sin mand Antifates hente fra torvet,
og en forfærdelig død beredte han nu mine svende.
En av dem grep han i hast og laget sig maaltid av manden,
medens de tvende grep flugten og frelste sig ned til vor flaate.
Nu lot han hærskriket gjalde, og da laistrygonernes kjæmper
hørte det, strømmet de til overalt i talløse skarer.
Ei var de skapte som mænd, men lignet de vilde giganter.
Oppe fra fjeldene kastet de sten av vegt som et mandsløft.
Nede paa skibene voldte de straks en frygtelig tummel,
skrik av døende mænd og brak av skibe som knustes.
Kjæmperne stak dem og bar dem som fisk til sit grufulde maaltid.
Mens i den braadype havn laistrygonerne dræpte mit mandskap,
trak jeg det skarpslepne sverd som hang ved min side, og hugget
alle fortøininger av paa mit skib med den blaamalte forstavn.
Skyndsomt formante jeg nu mine mænd og bød dem at trække
kraftig paa aaren og frelse os ut av den truende fare.
Alle slog havet til sprøitende skum av rædsel for døden,
og til vor høieste fryd fik vi frelst os tilsjøs med mit fartøi
mellem de lutende fjelde; men alle de andre forliste.
Videre seile vi, sørgende dypt over tapet av venner,
hjertelig glade tillike, fordi vi var reddet fra døden.
Kom vi da frem til Aiaia, en ø hvor en mægtig gudinde,
Kirke med lokker saa fagre og menneskerøst er til huse.
Nymfen er kjødelig søster av drotten, den lumske Aietes.
Helios avlet dem begge, hin gud som skjænker os lyset,
og deres mor er Perse, Okeanos' deilige datter.
Henimot strandbredden styrte vi der vort fartøi i taushet
ind i en skjærmende havn, og en gud var vor fører paa færden.
Der gik vi alle i land. To samfulde dage og nætter
laa vi med tærende sorg i vort sind og lammet av træthet.
fyldte sin krukke med vand, laistrygonen Antifates' datter.
Ned til Artakias rislende bæk var jomfruen steget
ti det var derfra de hentet sit vand og bar det til byen.
Mændene gik hende nær og talte til hende og spurte,
hvem der var konge i landet, og hvad for et folk han var drot for.
Jomfruen viste dem straks sin fars høitkneisende kongsgaard.
Gik de da ind i det stolte palads og traf paa en kvinde,
stor som et svimlende fjeld, og mændene grøsset ved synet.
Straks lot hun derpaa sin mand Antifates hente fra torvet,
og en forfærdelig død beredte han nu mine svende.
En av dem grep han i hast og laget sig maaltid av manden,
medens de tvende grep flugten og frelste sig ned til vor flaate.
Nu lot han hærskriket gjalde, og da laistrygonernes kjæmper
hørte det, strømmet de til overalt i talløse skarer.
Ei var de skapte som mænd, men lignet de vilde giganter.
Oppe fra fjeldene kastet de sten av vegt som et mandsløft.
Nede paa skibene voldte de straks en frygtelig tummel,
skrik av døende mænd og brak av skibe som knustes.
Kjæmperne stak dem og bar dem som fisk til sit grufulde maaltid.
Mens i den braadype havn laistrygonerne dræpte mit mandskap,
trak jeg det skarpslepne sverd som hang ved min side, og hugget
alle fortøininger av paa mit skib med den blaamalte forstavn.
Skyndsomt formante jeg nu mine mænd og bød dem at trække
kraftig paa aaren og frelse os ut av den truende fare.
Alle slog havet til sprøitende skum av rædsel for døden,
og til vor høieste fryd fik vi frelst os tilsjøs med mit fartøi
mellem de lutende fjelde; men alle de andre forliste.
Videre seile vi, sørgende dypt over tapet av venner,
hjertelig glade tillike, fordi vi var reddet fra døden.
Kom vi da frem til Aiaia, en ø hvor en mægtig gudinde,
Kirke med lokker saa fagre og menneskerøst er til huse.
Nymfen er kjødelig søster av drotten, den lumske Aietes.
Helios avlet dem begge, hin gud som skjænker os lyset,
og deres mor er Perse, Okeanos' deilige datter.
Henimot strandbredden styrte vi der vort fartøi i taushet
ind i en skjærmende havn, og en gud var vor fører paa færden.
Der gik vi alle i land. To samfulde dage og nætter
laa vi med tærende sorg i vort sind og lammet av træthet.
