Denne siden er korrekturlest
ikke sit maal; ti vi styrtet os selv i fordærv ved vor daarskap.
Seilet vi da i træk ni samfulde dage og nætter;
og paa den tiende skimtet vi alt mit fødelands kyster.
Nær ved os øinet vi mænd som syslet i land ved sit vaktbaal.
Men jeg var mødig og træt, og søvnen, den søte, randt paa mig;
ti for at øke vor fart mot hjemlandet passet jeg altid
skjøterne selv, og til ingen av mandskapet gav jeg dem fra mig.
Mændene vekslet nu ord og hvisket i løn til hverandre,
at det var sølv og kostelig gnid som jeg førte til hjemmet,
skatte som Aiolos gav mig, den mandige søn av Hippotes.
Vekslet da mangen et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Aa, hvor elsket han blir, og hvor høit han blir agtet og hædret
denne vor høvding av alle hvis byer og lande han gjester.
Mangt et klenodie, kostbart og skjønt, av byttet fra Troja
fører han hjem til sin borg, mens vi som paa farefuld krigsfærd
fulgte ham like til nu, maa tomhændet vende tilbake.
Dette har Aiolos skjænket ham nys som tegn paa sit venskap.
Kom, la os alle i hast se efter hvad dette kan være.
La os nu se hvad guld og hvad sølv der findes i sækken.»
Saaledes faldt deres ord. Da seiret det troløse forslag.
Baandene løste de op, og ut for samtlige vinde.
Stormbygen grep dem og førte tilhavs mine graatende svende
fjernt fra det elskede hjem. Da vaagnet jeg op av min slummer,
og i mit mandige sind for tankerne om, og jeg drøftet
om jeg i hast skulde gaa overbord og drukne i havet,
eller jeg taus i de levendes tal skulde bære min skjæbne.
Dog, jeg ventet og bar det med taal, og svøpt i min kappe
laa jeg i snekken, mens skibene drev for stormen tilbake
hen til Aiolias ø, og mændene stønnet i rædsel.
Der gik vi alle fra flaaten i land for at hente os ferskvand.
Mændene nøt nu sin kveldsmat i hast ved de hurtige snekker.
Men da vi der hadde stillet vor lyst til mat og til drikke,
vandret jeg, fulgt av en trofast herold og en av mit mandskap,
hen til kong Aiolos' herlige borg og traf ham i hallen
sittende der med hustru og barn ved det festlige maaltid.
Da vi kom frem til hans sal, tok vi sæte paa tærsklen ved døren.
Alle i hallen blev slaat i sit sind av forundring og spurte:
«Hvorledes kom du, Odyssevs? Fortæl hvilken gud har forfulgt dig.
Godt har vi rustet dig ut til din færd, saa du trygt skulde komme
Seilet vi da i træk ni samfulde dage og nætter;
og paa den tiende skimtet vi alt mit fødelands kyster.
Nær ved os øinet vi mænd som syslet i land ved sit vaktbaal.
Men jeg var mødig og træt, og søvnen, den søte, randt paa mig;
ti for at øke vor fart mot hjemlandet passet jeg altid
skjøterne selv, og til ingen av mandskapet gav jeg dem fra mig.
Mændene vekslet nu ord og hvisket i løn til hverandre,
at det var sølv og kostelig gnid som jeg førte til hjemmet,
skatte som Aiolos gav mig, den mandige søn av Hippotes.
Vekslet da mangen et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Aa, hvor elsket han blir, og hvor høit han blir agtet og hædret
denne vor høvding av alle hvis byer og lande han gjester.
Mangt et klenodie, kostbart og skjønt, av byttet fra Troja
fører han hjem til sin borg, mens vi som paa farefuld krigsfærd
fulgte ham like til nu, maa tomhændet vende tilbake.
Dette har Aiolos skjænket ham nys som tegn paa sit venskap.
Kom, la os alle i hast se efter hvad dette kan være.
La os nu se hvad guld og hvad sølv der findes i sækken.»
Saaledes faldt deres ord. Da seiret det troløse forslag.
Baandene løste de op, og ut for samtlige vinde.
Stormbygen grep dem og førte tilhavs mine graatende svende
fjernt fra det elskede hjem. Da vaagnet jeg op av min slummer,
og i mit mandige sind for tankerne om, og jeg drøftet
om jeg i hast skulde gaa overbord og drukne i havet,
eller jeg taus i de levendes tal skulde bære min skjæbne.
Dog, jeg ventet og bar det med taal, og svøpt i min kappe
laa jeg i snekken, mens skibene drev for stormen tilbake
hen til Aiolias ø, og mændene stønnet i rædsel.
Der gik vi alle fra flaaten i land for at hente os ferskvand.
Mændene nøt nu sin kveldsmat i hast ved de hurtige snekker.
Men da vi der hadde stillet vor lyst til mat og til drikke,
vandret jeg, fulgt av en trofast herold og en av mit mandskap,
hen til kong Aiolos' herlige borg og traf ham i hallen
sittende der med hustru og barn ved det festlige maaltid.
Da vi kom frem til hans sal, tok vi sæte paa tærsklen ved døren.
Alle i hallen blev slaat i sit sind av forundring og spurte:
«Hvorledes kom du, Odyssevs? Fortæl hvilken gud har forfulgt dig.
Godt har vi rustet dig ut til din færd, saa du trygt skulde komme
