Denne siden er korrekturlest
straks til sin hule de velnærte dyr, og dennegang alle.
Ute bak kveens forsvarlige mur lot han ingen tilbake,
enten han ante min list eller lystret et vink fra en guddom.
Derefter løftet han stenen og satte den atter for døren,
satte sig saa for at melke de brækende sauer og gjeter,
alt som sig hør og bør, og derpaa fik lammene patte.
Men da han nu hadde røgtet sin dont og gjort hvad han skulde,
grep han med haanden to svende paany og laget sig maaltid.
Nu gik jeg hen til den vilde kyklop med et bæger i haanden.
fyldt med den funklende vin og listelig tok jeg til orde:
«Drik nu min vin, kyklop, til det menneskekjøtt, du fortærer,
saa du kan vite hvor liflig en drik var gjemt paa mit fartøi.
Hit har jeg bragt den som offer til dig, om du vilde i medynk
sende mig hjem; men du raser jo nu i utaalelig vildskap.
Grusomme! Hvorledes kunde blandt menneskers talrike skarer
nogen vel vaage sig hit, naar du øver saa skammelig uret?»
Saa jeg talte. Han tok og tømte pokalen, og liflig
smakte den deilige drik, og han bad mig om endnu et bæger:
«Endnu en slurk, min ven! og sig mig nu straks hvad du heter,
forat jeg selv kan gi dig som gjest en kjærkommen gave.
Ogsaa kykloperne høster jo vin paa de frugtbare marker.
Rankerne bugner av druer; ti regnet fra Zevs gir dem trivsel;
men hvad du gav mig, maa være ambrosia søt eller nektar.»
Saa han talte. Jeg gav ham paany et funklende bæger.
Tregange skjænket jeg i, og tregange drak han, den daare.
Men da den deilige vin hadde steget kyklopen til hjernen,
svarte jeg ham med venlige ord og honningsøt tale:
«Siden du spør mig, kyklop, om mit velkjendte navn, skal jeg si det.
Skjænk mig da ogsaa som gjest den gave du lovet saa venlig.
«Ingen» er navnet jeg bærer. De kalder mig «Ingen» derhjemme,
baade min mor og min far og vennerne alle tilhobe.»
Saa jeg talte. Da svarte han straks med ondskap i hjertet:
«Ingen blir den som jeg æter tilsidst blandt alle hans venner.
Alle de andre gaar først. Se, dette skal være din gave.»
Saa han talte og tumlet omkuld paa ryggen, og siden
laa han og vred paa sin fleskede hals og faldt i det samme
hen i en lammende dvale, mens vinen og menneskekjøttet
fosset fra svælget. Han skilte sig ved det, tynget av vinen.
Nu tok jeg træstangen frem og stak den i ildmørjen længe
Ute bak kveens forsvarlige mur lot han ingen tilbake,
enten han ante min list eller lystret et vink fra en guddom.
Derefter løftet han stenen og satte den atter for døren,
satte sig saa for at melke de brækende sauer og gjeter,
alt som sig hør og bør, og derpaa fik lammene patte.
Men da han nu hadde røgtet sin dont og gjort hvad han skulde,
grep han med haanden to svende paany og laget sig maaltid.
Nu gik jeg hen til den vilde kyklop med et bæger i haanden.
fyldt med den funklende vin og listelig tok jeg til orde:
«Drik nu min vin, kyklop, til det menneskekjøtt, du fortærer,
saa du kan vite hvor liflig en drik var gjemt paa mit fartøi.
Hit har jeg bragt den som offer til dig, om du vilde i medynk
sende mig hjem; men du raser jo nu i utaalelig vildskap.
Grusomme! Hvorledes kunde blandt menneskers talrike skarer
nogen vel vaage sig hit, naar du øver saa skammelig uret?»
Saa jeg talte. Han tok og tømte pokalen, og liflig
smakte den deilige drik, og han bad mig om endnu et bæger:
«Endnu en slurk, min ven! og sig mig nu straks hvad du heter,
forat jeg selv kan gi dig som gjest en kjærkommen gave.
Ogsaa kykloperne høster jo vin paa de frugtbare marker.
Rankerne bugner av druer; ti regnet fra Zevs gir dem trivsel;
men hvad du gav mig, maa være ambrosia søt eller nektar.»
Saa han talte. Jeg gav ham paany et funklende bæger.
Tregange skjænket jeg i, og tregange drak han, den daare.
Men da den deilige vin hadde steget kyklopen til hjernen,
svarte jeg ham med venlige ord og honningsøt tale:
«Siden du spør mig, kyklop, om mit velkjendte navn, skal jeg si det.
Skjænk mig da ogsaa som gjest den gave du lovet saa venlig.
«Ingen» er navnet jeg bærer. De kalder mig «Ingen» derhjemme,
baade min mor og min far og vennerne alle tilhobe.»
Saa jeg talte. Da svarte han straks med ondskap i hjertet:
«Ingen blir den som jeg æter tilsidst blandt alle hans venner.
Alle de andre gaar først. Se, dette skal være din gave.»
Saa han talte og tumlet omkuld paa ryggen, og siden
laa han og vred paa sin fleskede hals og faldt i det samme
hen i en lammende dvale, mens vinen og menneskekjøttet
fosset fra svælget. Han skilte sig ved det, tynget av vinen.
Nu tok jeg træstangen frem og stak den i ildmørjen længe
