Denne siden er korrekturlest
Vit, vi er mænd som har tjent under Atrevs' søn Agamemnon,
drotten hvis herlige ry nu videst er spredt under himlen;
ti han har styrtet i grus saa mægtig en by og har fældet
talrike mænd. Nu træffer det saa at vi kommer og ber dig
ydmykt om det som man skylder en gjest, og om du forresten
venlig vil gi os en gave som fremmede billig kan vente.
Agt dog guderne, mægtige drot. Vi ber om din bistand.
Zevs vil hevne en gjest, som trygler om hjælp; ti han verner
fremmedes ret og følger den værdige gjest paa hans vandring.»
Saaledes bad jeg. Da svarte han straks med hjerteløs ondskap:
«Fremmede mand, du er dum eller kommet fra fjerneste lande,
siden du byder mig agte en gud med frygt eller blygsel.
Ei er kykloperne rædde for Zevs, naar han svinger sin aigis,
eller for salige guder. Vor kraft er større end deres.
Skaane dig selv eller dine av frygt for at Zevs skulde vredes
agter jeg ikke, hvis ikke jeg selv skulde finde det tjenlig.
Sig mig, hvor landet du nu, da du kom med din velbygde snekke?
Var det i nærheten her eller fjernt? Svar straks, saa jeg vet det.»
Saaledes spurte han lumsk; men jeg var ham for klok til at lures.
Straks tok jeg atter til orde og svarte ham slu og forslagen:
«Nys har Poseidon, den vældige jordryster jaget mit fartøi
ind mot det ytterste nes i dette jert land og har kastet
skibet mot blindskjær og knust det, da stormene drev det fra havet.
Selv har jeg reddet mig hit fra den truende død med mit mandskap.»
Saa jeg talte; men hardt var hans sind, og han svarte mig ikke;
men han for op og med hænderne grep han efter mit mandskap.
To fik han fat i med næven og slog dem mot jorden som hvalper.
Mændenes hjerner fløt ut og vaatt blev gulvet i hulen.
Kroppene delte han, lem efter lem og laget sit maaltid.
Derefter aat han som løven paa fjeld og lot intet tilbake,
hverken av kjøtt eller margfulde ben, ei heller av indvold.
Graatende løftet vi straks da vi saa hans grufulde gjerning,
op imot Zevs vore hænder og visste ei raad i vor vaande.
Men da med menneskekjøtt kyklopen tilgagns hadde stoppet
hele sin vældige buk og drukket av melken den søte,
laa han saa lang som han var blandt smaafæet inde i hulen.
drotten hvis herlige ry nu videst er spredt under himlen;
ti han har styrtet i grus saa mægtig en by og har fældet
talrike mænd. Nu træffer det saa at vi kommer og ber dig
ydmykt om det som man skylder en gjest, og om du forresten
venlig vil gi os en gave som fremmede billig kan vente.
Agt dog guderne, mægtige drot. Vi ber om din bistand.
Zevs vil hevne en gjest, som trygler om hjælp; ti han verner
fremmedes ret og følger den værdige gjest paa hans vandring.»
Saaledes bad jeg. Da svarte han straks med hjerteløs ondskap:
«Fremmede mand, du er dum eller kommet fra fjerneste lande,
siden du byder mig agte en gud med frygt eller blygsel.
Ei er kykloperne rædde for Zevs, naar han svinger sin aigis,
eller for salige guder. Vor kraft er større end deres.
Skaane dig selv eller dine av frygt for at Zevs skulde vredes
agter jeg ikke, hvis ikke jeg selv skulde finde det tjenlig.
Sig mig, hvor landet du nu, da du kom med din velbygde snekke?
Var det i nærheten her eller fjernt? Svar straks, saa jeg vet det.»
Saaledes spurte han lumsk; men jeg var ham for klok til at lures.
Straks tok jeg atter til orde og svarte ham slu og forslagen:
«Nys har Poseidon, den vældige jordryster jaget mit fartøi
ind mot det ytterste nes i dette jert land og har kastet
skibet mot blindskjær og knust det, da stormene drev det fra havet.
Selv har jeg reddet mig hit fra den truende død med mit mandskap.»
Saa jeg talte; men hardt var hans sind, og han svarte mig ikke;
men han for op og med hænderne grep han efter mit mandskap.
To fik han fat i med næven og slog dem mot jorden som hvalper.
Mændenes hjerner fløt ut og vaatt blev gulvet i hulen.
Kroppene delte han, lem efter lem og laget sit maaltid.
Derefter aat han som løven paa fjeld og lot intet tilbake,
hverken av kjøtt eller margfulde ben, ei heller av indvold.
Graatende løftet vi straks da vi saa hans grufulde gjerning,
op imot Zevs vore hænder og visste ei raad i vor vaande.
Men da med menneskekjøtt kyklopen tilgagns hadde stoppet
hele sin vældige buk og drukket av melken den søte,
laa han saa lang som han var blandt smaafæet inde i hulen.
