Denne siden er korrekturlest
ute paa sletten og mistet sit liv for kikonernes lanser.
Derefter sendte hin skysamler Zevs imot vore snekker
Boreas ut med en frygtelig storm og dækket med skyer
jorden og havet. Da sænket sig nat fra himmelens hvælving.
Snekkerne ilte med duvende stavn over havet, og stormen
splittet med vælde de svulmende seil i stumper og stykker.
Seilene maatte vi fire tildæks; ti vi frygtet for døden.
Derefter rodde vort mandskap de ilende snekker mot stranden.
Der blev vi liggende veirfast to samfulde dage og nætter,
medens vort hjerte blev tæret av angst og av dødelig træthet.
Men da den haarfagre Eos var kommet med bud om den tredje,
reiste vi masten og heiste de skinnende seil, og paa toften
hvilte vi ut, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
Dennegang haabet jeg uskadt og trygt at naa til mit hjemland.
Men da jeg dreiet om Maleas pynt, lot Boreas flaaten
drive for bølger og rivende strøm langt bort fra Kytera.
Over det fiskrike hav blev jeg drevet av grufulde storme
hele ni dager i træk. Paa den tiende kom vi omsider
til lotofagernes land, et folk som lever av frugter.
Der gik vi glade i land og hentet os ferskvand paa stranden.
Mandskapet nøt nu i hast ved de hurtige snekker sit maaltid.
Men da vi helt hadde stillet vor trang til mat og til drikke,
sendte jeg svende avsted for at speide i landet og melde
hvad for et folkefærd næret sig der av markernes grøde.
Tvende blev valgt, og jeg lot en herold gaa med som den tredje.
Disse gik hastig avsted og fik lotofager i tale,
og lotofagerne hadde ei ondt i sinde og voldte
ei vore mænd nogen men, men gav dem sin lotos at smake.
Den som fik smake en honningsøt frugt av den deilige lotos,
ønsket ei længer at bringe mig bud eller vende tilbake,
men vilde jage av sind hver tanke paa hjemfærd og dvæle
hos lotofagernes folk og plukke den liflige lotos.
Til vore fartøier drev jeg med tvang vore graatende svende,
og da jeg fik dem ombord blev de bundet, enhver til sin tofte.
Derefter bød jeg de øvrige mænd som tjente mig trofast,
ikke at nøle men stige ombord paa de letrodde snekker,
forat de ei skulde glemme vor færd, naar de smakte paa frugten
Straks gik alle ombord, og sittende hver paa sin tofte
pisket de roendes rad de graalige bølger med aaren.
Videre seilet vi nu med nagende kummer i hjertet.
Derefter sendte hin skysamler Zevs imot vore snekker
Boreas ut med en frygtelig storm og dækket med skyer
jorden og havet. Da sænket sig nat fra himmelens hvælving.
Snekkerne ilte med duvende stavn over havet, og stormen
splittet med vælde de svulmende seil i stumper og stykker.
Seilene maatte vi fire tildæks; ti vi frygtet for døden.
Derefter rodde vort mandskap de ilende snekker mot stranden.
Der blev vi liggende veirfast to samfulde dage og nætter,
medens vort hjerte blev tæret av angst og av dødelig træthet.
Men da den haarfagre Eos var kommet med bud om den tredje,
reiste vi masten og heiste de skinnende seil, og paa toften
hvilte vi ut, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
Dennegang haabet jeg uskadt og trygt at naa til mit hjemland.
Men da jeg dreiet om Maleas pynt, lot Boreas flaaten
drive for bølger og rivende strøm langt bort fra Kytera.
Over det fiskrike hav blev jeg drevet av grufulde storme
hele ni dager i træk. Paa den tiende kom vi omsider
til lotofagernes land, et folk som lever av frugter.
Der gik vi glade i land og hentet os ferskvand paa stranden.
Mandskapet nøt nu i hast ved de hurtige snekker sit maaltid.
Men da vi helt hadde stillet vor trang til mat og til drikke,
sendte jeg svende avsted for at speide i landet og melde
hvad for et folkefærd næret sig der av markernes grøde.
Tvende blev valgt, og jeg lot en herold gaa med som den tredje.
Disse gik hastig avsted og fik lotofager i tale,
og lotofagerne hadde ei ondt i sinde og voldte
ei vore mænd nogen men, men gav dem sin lotos at smake.
Den som fik smake en honningsøt frugt av den deilige lotos,
ønsket ei længer at bringe mig bud eller vende tilbake,
men vilde jage av sind hver tanke paa hjemfærd og dvæle
hos lotofagernes folk og plukke den liflige lotos.
Til vore fartøier drev jeg med tvang vore graatende svende,
og da jeg fik dem ombord blev de bundet, enhver til sin tofte.
Derefter bød jeg de øvrige mænd som tjente mig trofast,
ikke at nøle men stige ombord paa de letrodde snekker,
forat de ei skulde glemme vor færd, naar de smakte paa frugten
Straks gik alle ombord, og sittende hver paa sin tofte
pisket de roendes rad de graalige bølger med aaren.
Videre seilet vi nu med nagende kummer i hjertet.
