Denne siden er korrekturlest
Bjergfuld er øen, men fostrer en slegt av mandige helter,
Selv kan jeg ikke faa se noget skjønnere land end mit eget.
Vel har gudinden Kalypso forsøkt at holde mig fangen
hist i den hvælvede grotte og ønsket at faa mig til husbond.
Likesaa Kirke, den listige mø fra Aiaia som fordum
holdt mig tilbake i hallen og ønsket at faa mig til make;
men deres venlighet rørte dog ei mit hjerte i barmen.
Intet gir søtere fryd end fædreneland og forældre,
selv om man bor i det rikeste hus i fremmede lande,
men i det fjerne er skilt fra en far og en mor som man savner.
La mig da ogsaa fortælle dig nu hvad Zevs i sin vrede
sendte mig stadig av trængsler og nød paa min hjemfærd fra Troja:
Hen til kikonernes by, til Ismaros, kom jeg fra Troja,
drevet av vinden. Jeg herjet hin by og dræpte dens stridsmænd.
Kvinderne tok vi, og mængder av gods som vi røvet i byen,
delte vi ut, saa ingen gik glip av sin andel i byttet.
Raadeligst fandt jeg det derpaa at fly paa hurtige føtter.
Dog, mine mænd var forblindet og negtet i daarskap at lystre.
Bæger paa bæger blev drukket av vin, og henover stranden
slagtet de talrike faar og langsomme, hornede okser.
Men fra kikonerne ilte nu bud til andre kikoner
nær deres land. De var taprere mænd og flere i antal,
boende længer fra kysten. Fra stridsvogn forstod de at kjæmpe
tappert mot mænd, og ogsaa tilfots, om saa skulde være.
Tidlig om morgenen kom de, saa mange som blomster og blade
spirer om vaaren, og nu var vi stedt i en frygtelig vaande,
sendt os arme av Zevs for at øke vor jammer og kvide.
Ordnet i fylkinger stred de sin strid ved de hurtige snekker.
Mændene slynget de malmhvasse spyd og rammet hverandre.
Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i stigen,
verget vi os og holdt stand, skjønt hine var flere i antal.
Men da det led mot den tid da okserne spændes fra plogen,
seiret kikonernes hær, og akaiernes mænd maatte vike.
Seks av de hærklædte mænd fra hver eneste snekke blev fældet,
medens vi andre blev frelst fra den truende død ved at flygte.
Videre seilet vi, sørgende dypt over tapet av venner,
hjertelig glade tillike, fordi vi var reddet fra døden.
Dog, mine fartøier stevnet ei bort fra land, før vi alle
høit hadde ropt tre ganger paa hver av de arme som segnet
Selv kan jeg ikke faa se noget skjønnere land end mit eget.
Vel har gudinden Kalypso forsøkt at holde mig fangen
hist i den hvælvede grotte og ønsket at faa mig til husbond.
Likesaa Kirke, den listige mø fra Aiaia som fordum
holdt mig tilbake i hallen og ønsket at faa mig til make;
men deres venlighet rørte dog ei mit hjerte i barmen.
Intet gir søtere fryd end fædreneland og forældre,
selv om man bor i det rikeste hus i fremmede lande,
men i det fjerne er skilt fra en far og en mor som man savner.
La mig da ogsaa fortælle dig nu hvad Zevs i sin vrede
sendte mig stadig av trængsler og nød paa min hjemfærd fra Troja:
Hen til kikonernes by, til Ismaros, kom jeg fra Troja,
drevet av vinden. Jeg herjet hin by og dræpte dens stridsmænd.
Kvinderne tok vi, og mængder av gods som vi røvet i byen,
delte vi ut, saa ingen gik glip av sin andel i byttet.
Raadeligst fandt jeg det derpaa at fly paa hurtige føtter.
Dog, mine mænd var forblindet og negtet i daarskap at lystre.
Bæger paa bæger blev drukket av vin, og henover stranden
slagtet de talrike faar og langsomme, hornede okser.
Men fra kikonerne ilte nu bud til andre kikoner
nær deres land. De var taprere mænd og flere i antal,
boende længer fra kysten. Fra stridsvogn forstod de at kjæmpe
tappert mot mænd, og ogsaa tilfots, om saa skulde være.
Tidlig om morgenen kom de, saa mange som blomster og blade
spirer om vaaren, og nu var vi stedt i en frygtelig vaande,
sendt os arme av Zevs for at øke vor jammer og kvide.
Ordnet i fylkinger stred de sin strid ved de hurtige snekker.
Mændene slynget de malmhvasse spyd og rammet hverandre.
Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i stigen,
verget vi os og holdt stand, skjønt hine var flere i antal.
Men da det led mot den tid da okserne spændes fra plogen,
seiret kikonernes hær, og akaiernes mænd maatte vike.
Seks av de hærklædte mænd fra hver eneste snekke blev fældet,
medens vi andre blev frelst fra den truende død ved at flygte.
Videre seilet vi, sørgende dypt over tapet av venner,
hjertelig glade tillike, fordi vi var reddet fra døden.
Dog, mine fartøier stevnet ei bort fra land, før vi alle
høit hadde ropt tre ganger paa hver av de arme som segnet
