Denne siden er korrekturlest
som om du selv hadde set paa hin strid eller hørt den av vidner.
Vælg da nu noget nyt og syng om den kunstige træhest,
den som omsider Epeios og Pallas Atene fik tømret,
og som den djerve Odyssevs ved list fik trukket til borgen,
fyldt med de mænd som styrtet i grus det hellige Troja.
Kan du livagtig og sandt i et kvad fortælle om dette,
da vil jeg straks blandt menneskers slegt kunne vidne med sandhet,
at du har faat din himmelske sang av en naaderik guddom.»
Saa han talte. Da drev ham en gud til at istemme sangen.
Skalden begyndte at kvæde om hvordan de andre akaier
først hadde brændt sine telter og siden paa toftede snekker
rodde avsted, mens Odyssevs, den herlige helt, og hans følge
lumskelig sat i træhestens buk paa troernes tingplads;
ti det var troerne selv som nys hadde slæpt den til borgen.
Der stod hesten, og troerne sat omkring den og talte
raadvilde frem og tilbake. Tre vilkaar fandt sine talsmænd,
enten at sprænge dens indhule buk med det skjærende kobber,
eller at dra den tiltops og velte den ut over fjeldet,
eller som sonoffer vie den ind til de evige guder,
og det var dette som ogsaa tilsidst skulde vorde iverksat.
Ti det var varslet av skjæbnen om Ilions fald, naar dets mure
gjemte den vældige hest, hvor alle de bedste argeier
sat i sit skjul til død og fordærv for troernes helte.
Kvadet fortalte hvor vildt akaierne raste i byen,
da de forlot sit listige skjul og strømmet fra hesten
hver til sin kant og herjet omkring i det kneisende Troja,
og at Odyssevs gik hen til den gjæve Deifobos' bolig
vældig som Ares og fulgt av den herlige drot Menelaos.
Der hadde høvdingen vaaget en frygtelig kamp; men omsider
seiret han ogsaa i denne ved Pallas' mægtige bistand.
Saaledes kvad den navngjetne skald: men helten Odyssevs
smeltet i vemod, og kindet blev vaatt under brynet av taarer.
Som naar en kvinde maa graate og kaster sig over sin husbond,
naar han er segnet i kamp for sin by og de elskede landsmænd
vernende hjemby og barn mot jammerens grufulde dage. —
Ser hun ham ligge paa val, mens lemmerne skjælver i dødskamp,
favner hun ham under jamrende skrik, skjønt fiender bakfra
slaar hende haardt over skuldre og ryg med lansen og grusomt
slæper den graatende bort til trældommens møie og jammer.
Vælg da nu noget nyt og syng om den kunstige træhest,
den som omsider Epeios og Pallas Atene fik tømret,
og som den djerve Odyssevs ved list fik trukket til borgen,
fyldt med de mænd som styrtet i grus det hellige Troja.
Kan du livagtig og sandt i et kvad fortælle om dette,
da vil jeg straks blandt menneskers slegt kunne vidne med sandhet,
at du har faat din himmelske sang av en naaderik guddom.»
Saa han talte. Da drev ham en gud til at istemme sangen.
Skalden begyndte at kvæde om hvordan de andre akaier
først hadde brændt sine telter og siden paa toftede snekker
rodde avsted, mens Odyssevs, den herlige helt, og hans følge
lumskelig sat i træhestens buk paa troernes tingplads;
ti det var troerne selv som nys hadde slæpt den til borgen.
Der stod hesten, og troerne sat omkring den og talte
raadvilde frem og tilbake. Tre vilkaar fandt sine talsmænd,
enten at sprænge dens indhule buk med det skjærende kobber,
eller at dra den tiltops og velte den ut over fjeldet,
eller som sonoffer vie den ind til de evige guder,
og det var dette som ogsaa tilsidst skulde vorde iverksat.
Ti det var varslet av skjæbnen om Ilions fald, naar dets mure
gjemte den vældige hest, hvor alle de bedste argeier
sat i sit skjul til død og fordærv for troernes helte.
Kvadet fortalte hvor vildt akaierne raste i byen,
da de forlot sit listige skjul og strømmet fra hesten
hver til sin kant og herjet omkring i det kneisende Troja,
og at Odyssevs gik hen til den gjæve Deifobos' bolig
vældig som Ares og fulgt av den herlige drot Menelaos.
Der hadde høvdingen vaaget en frygtelig kamp; men omsider
seiret han ogsaa i denne ved Pallas' mægtige bistand.
Saaledes kvad den navngjetne skald: men helten Odyssevs
smeltet i vemod, og kindet blev vaatt under brynet av taarer.
Som naar en kvinde maa graate og kaster sig over sin husbond,
naar han er segnet i kamp for sin by og de elskede landsmænd
vernende hjemby og barn mot jammerens grufulde dage. —
Ser hun ham ligge paa val, mens lemmerne skjælver i dødskamp,
favner hun ham under jamrende skrik, skjønt fiender bakfra
slaar hende haardt over skuldre og ryg med lansen og grusomt
slæper den graatende bort til trældommens møie og jammer.
