Denne siden er korrekturlest
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og mælte:
«Hil ogsaa dig, min ven! Maatte guderne skjænke dig lykke!
Maatte du aldrig i kommende tid faa grund til at savne
dette dit sverd som med venlige ord du gav mig til soning.»
Saa han talte og hængte det sølvsmykte sverd om sin skulder.
Nu sank solen i hav, og de herlige gaver var hentet.
Hen til Alkinoos' borg blev de baaret av gjæve herolder.
Hjemme i hallen tok derpaa den ædle Alkinoos' sønner
mot dem og gik til sin værdige mor med de straalende gaver.
Drotten, den sterke Alkinoos, gik som den første i skaren,
og da de kom til hans hal, tok de plads paa prægtige stoler.
Talte da straks den mægtige drot til den skjønne Arete:
«Hent os en staselig kiste, min viv, den bedste du eier.
Der skal du selv lægge ned en nyvasket kappe og kjortel.
Sæt over ilden en kjele av malm, saa vandet kan varmes,
for at han efter sit bad, naar han ser forvaret i kisten
alt hvad de gjæve faiaker har bragt av herlige gaver,
glad kan nyte sit maaltid og høre hvad skalden vil kvæde.
Selv vil jeg gi ham den skjønne pokal av guld som jeg løfter,
forat han dag efter dag kan tænke paa mig, naar han ofrer
hjemme i hallen til Zevs og alle de øvrige guder.»
Saa han talte, og dronningen bød sine tjenestekvinder
straks at sætte paa ilden en rummelig trebenet kjele.
Ternerne satte en badevandskjel over ilden og fyldte
kjelen med vand. Saa hentet de ved og la den under.
Flammen slog op om trefotens buk, og vandet blev varmet.
Dronningen hentet imens den prægtige kiste fra kamret
ut til sin gjest og la saa ned de herlige gaver,
guldet og alle de prægtige klær, som faiakerne gav ham.
Ovenpaa la hun selv den straalende kjortel og kappen.
Derefter talte hun venlig med vingede ord til Odyssevs:
«Se nu selv efter lokket og fæst det forsvarlig med knuter,
saa ikke nogen skal røve dit gods underveis, naar du hviler
trygt i den søteste søvn ombord paa det tjærede fartøi.»
Men da Odyssevs, den haardføre helt hadde hørt hendes tale,
lukket han lokket og fæstet det straks med en kunstfærdig knute,
en som den mægtige Kirke tilforn hadde lært ham at binde.
Nu kom husholdersken ind og bød ham skyndsomt at stige
op i det skinnende kar til et bad, og med glæde i hjertet
saa han det dampende vand. Slikt hadde han helt maattet savne,
«Hil ogsaa dig, min ven! Maatte guderne skjænke dig lykke!
Maatte du aldrig i kommende tid faa grund til at savne
dette dit sverd som med venlige ord du gav mig til soning.»
Saa han talte og hængte det sølvsmykte sverd om sin skulder.
Nu sank solen i hav, og de herlige gaver var hentet.
Hen til Alkinoos' borg blev de baaret av gjæve herolder.
Hjemme i hallen tok derpaa den ædle Alkinoos' sønner
mot dem og gik til sin værdige mor med de straalende gaver.
Drotten, den sterke Alkinoos, gik som den første i skaren,
og da de kom til hans hal, tok de plads paa prægtige stoler.
Talte da straks den mægtige drot til den skjønne Arete:
«Hent os en staselig kiste, min viv, den bedste du eier.
Der skal du selv lægge ned en nyvasket kappe og kjortel.
Sæt over ilden en kjele av malm, saa vandet kan varmes,
for at han efter sit bad, naar han ser forvaret i kisten
alt hvad de gjæve faiaker har bragt av herlige gaver,
glad kan nyte sit maaltid og høre hvad skalden vil kvæde.
Selv vil jeg gi ham den skjønne pokal av guld som jeg løfter,
forat han dag efter dag kan tænke paa mig, naar han ofrer
hjemme i hallen til Zevs og alle de øvrige guder.»
Saa han talte, og dronningen bød sine tjenestekvinder
straks at sætte paa ilden en rummelig trebenet kjele.
Ternerne satte en badevandskjel over ilden og fyldte
kjelen med vand. Saa hentet de ved og la den under.
Flammen slog op om trefotens buk, og vandet blev varmet.
Dronningen hentet imens den prægtige kiste fra kamret
ut til sin gjest og la saa ned de herlige gaver,
guldet og alle de prægtige klær, som faiakerne gav ham.
Ovenpaa la hun selv den straalende kjortel og kappen.
Derefter talte hun venlig med vingede ord til Odyssevs:
«Se nu selv efter lokket og fæst det forsvarlig med knuter,
saa ikke nogen skal røve dit gods underveis, naar du hviler
trygt i den søteste søvn ombord paa det tjærede fartøi.»
Men da Odyssevs, den haardføre helt hadde hørt hendes tale,
lukket han lokket og fæstet det straks med en kunstfærdig knute,
en som den mægtige Kirke tilforn hadde lært ham at binde.
Nu kom husholdersken ind og bød ham skyndsomt at stige
op i det skinnende kar til et bad, og med glæde i hjertet
saa han det dampende vand. Slikt hadde han helt maattet savne,
