Denne siden er korrekturlest
Talte da Foibos Apollon, den mægtige hersker, til Hermes:
«Hermes, du Alfaders søn, du gudernes hjælpsomme ilbud.
Vilde du, knuget saa haardt av Hefaistos' trykkende lænker,
hvile paa leiet i søvn hos hans guldfagre viv Afrodite?»
Straks tok gudernes lynsnare bud til orde og svarte:
«Aa, om det faldt i min lod, fjerntrammende Foibos Apollon!
Selv om Hefaistos' snærende baand var trefold saa lange,
ja, om saa samtlige guder og alle gudinder var vidner,
gik jeg dog gjerne tilsengs hos hans guldfagre viv Afrodite.»
Saa han talte. Da brast de salige guder i latter.
Bare Poseidon fik holdt sin latter tilbake og tryglet
stadig Hefaistos den navngjetne smed, og bad ham at løse
Ares' baand, og han talte med vingede ord til Hefaistos.
«Løs ham! Jeg borger dig for at han selv i gudernes møte
reder dig ut en rimelig bot som du rettelig kræver.»
Svarte da straks den armsterke gud, den navngjetne mester:
«Jordomslynger Poseidon, du bør ikke be mig om dette.
Litet det duger at borge for den som ingenting duger.
Hvorledes skulde jeg binde dig hist blandt de evige guder,
dersom nu Ares faar luret sig bort fra gjæld og fra lænker?»
Straks tok Poseidon, den vældige jordryster, ordet og svarte
«Gjæve Hefaistos, vær tryg; ti selv om Ares ved flugten
lurer sig bort fra sin gjæld, skal jeg selv betale dig boten.»
Svarte da straks den armsterke gud, den navngjetne mester
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig dette.»
Saaledes talte Hefaistos og løste de bundne fra nettet.
Aldrig saasnart var de elskende løst fra de snærende lænker,
førend de begge for op. Til Trakien svang sig den ene,
mens Afrodite, som smiler saa huldt, drog over til Kypros,
hen til sin hellige lund og sit duftende alter i Pafos.
Der blev hun badet og salvet av skjønhetsgudinder med himmelsk
duftende olje, som spreder sin glans fra gudernes lemmer.
Skjønt blev hun klædt i den deiligste dragt, et under at skue.
Saaledes kvad den navngjetne skald, og drotten Odyssevs
lyttet til sangen med fryd i sin sjæl og likesaa alle
gjæve faiaker, saa kjække tilsjøs og saa raske med aaren.
Men til en dans lot Alkinoos nu Laodamas træde
sammen med Halios frem; ti med dem kunde ingen sig maale.
Danserne fik nu ihænde den herlige ball som den kloke
«Hermes, du Alfaders søn, du gudernes hjælpsomme ilbud.
Vilde du, knuget saa haardt av Hefaistos' trykkende lænker,
hvile paa leiet i søvn hos hans guldfagre viv Afrodite?»
Straks tok gudernes lynsnare bud til orde og svarte:
«Aa, om det faldt i min lod, fjerntrammende Foibos Apollon!
Selv om Hefaistos' snærende baand var trefold saa lange,
ja, om saa samtlige guder og alle gudinder var vidner,
gik jeg dog gjerne tilsengs hos hans guldfagre viv Afrodite.»
Saa han talte. Da brast de salige guder i latter.
Bare Poseidon fik holdt sin latter tilbake og tryglet
stadig Hefaistos den navngjetne smed, og bad ham at løse
Ares' baand, og han talte med vingede ord til Hefaistos.
«Løs ham! Jeg borger dig for at han selv i gudernes møte
reder dig ut en rimelig bot som du rettelig kræver.»
Svarte da straks den armsterke gud, den navngjetne mester:
«Jordomslynger Poseidon, du bør ikke be mig om dette.
Litet det duger at borge for den som ingenting duger.
Hvorledes skulde jeg binde dig hist blandt de evige guder,
dersom nu Ares faar luret sig bort fra gjæld og fra lænker?»
Straks tok Poseidon, den vældige jordryster, ordet og svarte
«Gjæve Hefaistos, vær tryg; ti selv om Ares ved flugten
lurer sig bort fra sin gjæld, skal jeg selv betale dig boten.»
Svarte da straks den armsterke gud, den navngjetne mester
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig dette.»
Saaledes talte Hefaistos og løste de bundne fra nettet.
Aldrig saasnart var de elskende løst fra de snærende lænker,
førend de begge for op. Til Trakien svang sig den ene,
mens Afrodite, som smiler saa huldt, drog over til Kypros,
hen til sin hellige lund og sit duftende alter i Pafos.
Der blev hun badet og salvet av skjønhetsgudinder med himmelsk
duftende olje, som spreder sin glans fra gudernes lemmer.
Skjønt blev hun klædt i den deiligste dragt, et under at skue.
Saaledes kvad den navngjetne skald, og drotten Odyssevs
lyttet til sangen med fryd i sin sjæl og likesaa alle
gjæve faiaker, saa kjække tilsjøs og saa raske med aaren.
Men til en dans lot Alkinoos nu Laodamas træde
sammen med Halios frem; ti med dem kunde ingen sig maale.
Danserne fik nu ihænde den herlige ball som den kloke
