Denne siden er korrekturlest
Begge gik glade tilsengs og slumret omsider. Da sænket
guden Hefaistos' kunstige net sig over dem begge
tæt, saa de ei kunde røre et lem eller løfte en finger.
Først da de ei kunde fly, forstod de den truende fare.
Hen til dem traadte Hefaistos, den navngjetne, armsterke mester:
ti underveis var han atter vendt om, før han naadde til Lemnos.
Helios stod jo paa vakt og gav ham et vink om at komme.
Straks gik han hjem til sit hus og med nagende harme i hjertet
stanset han fremme ved døren og grepet av sansesløs vrede
skrek han med frygtelig røst, saa det hørtes av samtlige guder:
«Skynd dig Alfader Zevs! Kom alle I salige guder!
Her skal I se et latterlig syn, som jeg ikke kan taale,
hvordan hin datter av Zevs Afrodite vanærer mig stadig
bare fordi jeg er halt, men elsker den skamløse Ares,
skjøn som han er og rap paa sin fot, mens jeg som en krøpling
halter omkring fra min fødsel. Det skylder jeg ei nogen anden
end mine egne forældre. De skulde ei bragt mig til verden.
Se paa dem her hvor de hviler saa ømt i det kjærligste favntak!
Her i min seng har de lagt sig. Jeg dirrer av harme ved synet.
Dog, hvor kjælne de er, skal de neppe et øieblik længte
efter en hvile som denne. Paa den slags søvn skal de begge
snart miste lysten. Mit listige net skal holde dem sikkert,
til hendes far har git mig igjen hver eneste gave
som jeg til brudeskjænk gav, da jeg fæstet den skamløse tøite.
Skjøn er hans datter at se, men hun kan ikke tøile sit letsind.»
Saa han talte, og guderne kom til hans tærskel av kobber.
Dit kom Poseidon, som favner vor jord, og den hjælpsomme Hermes.
Dit kom Foibos Apollon, hin gud med de rammende pile;
men av blufærdighet dvælte gudinderne hver i sin bolig.
Fremme ved salsdøren stanset de salige guder, som skjænker
mildt sine gaver, og alle brast ut i ustanselig latter,
da de fik se den kløktige gud Hefaistos' paafund.
Vekslet da alle et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Falsk slaar sin herre paa hals. Den langsomme fanger den raske.
Nu har den halte Hefaistos, saa langsom han er, kunnet fange
Ares, den rappeste gud av alle som bor paa Olympen,
bare ved listige knep. Ja, nu maa han bøte, den horkarl.»
Saaledes lød de skadefro ord som guderne vekslet.
guden Hefaistos' kunstige net sig over dem begge
tæt, saa de ei kunde røre et lem eller løfte en finger.
Først da de ei kunde fly, forstod de den truende fare.
Hen til dem traadte Hefaistos, den navngjetne, armsterke mester:
ti underveis var han atter vendt om, før han naadde til Lemnos.
Helios stod jo paa vakt og gav ham et vink om at komme.
Straks gik han hjem til sit hus og med nagende harme i hjertet
stanset han fremme ved døren og grepet av sansesløs vrede
skrek han med frygtelig røst, saa det hørtes av samtlige guder:
«Skynd dig Alfader Zevs! Kom alle I salige guder!
Her skal I se et latterlig syn, som jeg ikke kan taale,
hvordan hin datter av Zevs Afrodite vanærer mig stadig
bare fordi jeg er halt, men elsker den skamløse Ares,
skjøn som han er og rap paa sin fot, mens jeg som en krøpling
halter omkring fra min fødsel. Det skylder jeg ei nogen anden
end mine egne forældre. De skulde ei bragt mig til verden.
Se paa dem her hvor de hviler saa ømt i det kjærligste favntak!
Her i min seng har de lagt sig. Jeg dirrer av harme ved synet.
Dog, hvor kjælne de er, skal de neppe et øieblik længte
efter en hvile som denne. Paa den slags søvn skal de begge
snart miste lysten. Mit listige net skal holde dem sikkert,
til hendes far har git mig igjen hver eneste gave
som jeg til brudeskjænk gav, da jeg fæstet den skamløse tøite.
Skjøn er hans datter at se, men hun kan ikke tøile sit letsind.»
Saa han talte, og guderne kom til hans tærskel av kobber.
Dit kom Poseidon, som favner vor jord, og den hjælpsomme Hermes.
Dit kom Foibos Apollon, hin gud med de rammende pile;
men av blufærdighet dvælte gudinderne hver i sin bolig.
Fremme ved salsdøren stanset de salige guder, som skjænker
mildt sine gaver, og alle brast ut i ustanselig latter,
da de fik se den kløktige gud Hefaistos' paafund.
Vekslet da alle et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Falsk slaar sin herre paa hals. Den langsomme fanger den raske.
Nu har den halte Hefaistos, saa langsom han er, kunnet fange
Ares, den rappeste gud av alle som bor paa Olympen,
bare ved listige knep. Ja, nu maa han bøte, den horkarl.»
Saaledes lød de skadefro ord som guderne vekslet.
