Denne siden er korrekturlest
hen til kongens palads for at hente den klingende lyre.
Ni av de kyndigste reiste sig nu. De var kaaret som skjønsmænd
valgt av det samlede folk og pleide at ordne med leken.
Disse lot rydde en rummelig plads som de jevnet til dansen.
Nu kom herolden tilbake og rakte Demodokos lyren.
Skalden gik ind i de dansendes kreds, og de spænstige svende
stillet sig om ham, de yngste som svang sig lettest i dansen.
Føtterne traadte i takt i den herlige dans; men Odyssevs
stirret paa føtternes lynsnare trin og undret sig saare.
Sangeren stemte sin lyre og sang om det lønlige møte
mellem den vældige Ares og elskovens fagre gudinde,
hvorledes krigsguden først i Hefaistos' herlige bolig
hvilte hos hende i løn for talrike gaver og skjændet
guden Hefaistos' seng; men Helios skyndte sig hastig
til ham med bud; ti solguden saa deres lønlige favntak.
Men da Hefaistos med sviende kval hadde hørt paa hans budskap,
gik han til smien og pønset paa ondt i sit hevnsyke hjerte.
Ambolten løftet han op paa den mægtige træblok og smidde
tenker som snart skulde holde dem fast og som ei kunde briste.
Men da han, harmfuld i sind, hadde hamret den listige snare,
skyndte han sig til sit sovegemak, hvor sengen var opredt.
Rundt om stolperne fæstet han lumsk de smidige lænker.
Andre blev slynget paa kryds og paa tvers i mængde fra taket.
Fint som spindelvæv hang deres net, usynlig for alle,
selv for de evige guder. Saa listig var lænkerne hamret.
Men da hans snare var færdig og lænkerne slynget om sengen,
lot han, som vilde han drage paa færd til det velbygde Lemnos,
øen, som huet ham bedst av samtlige lande paa jorden.
Ares, som kjører med tømmer av guld, sat ikke i blinde
hist paa sin vakt, da han saa at Hefaistos drog bort fra paladset.
Straks gik han hen til den navngjetne gud Hefaistos' bolig,
lysten paa elskovslek med hans kransede viv Afrodite.
Nys var hun kommet fra Zevs, sin mægtige far, og i kamret,
satte gudinden sig ned, da han skyndte sig ind i paladset.
Trykket han da hendes haand og lokkende tok han til orde:
«Elskede, kom, la os favnes med fryd i elskov paa leiet.
Ei er Hefaistos tilstede; han reiste vist over til Lemnos,
hen til de sintiske mænd, hvis tungemaal lyder barbarisk.»
Saa han talte. Da længtet hun selv efter hvilen paa leiet.
Ni av de kyndigste reiste sig nu. De var kaaret som skjønsmænd
valgt av det samlede folk og pleide at ordne med leken.
Disse lot rydde en rummelig plads som de jevnet til dansen.
Nu kom herolden tilbake og rakte Demodokos lyren.
Skalden gik ind i de dansendes kreds, og de spænstige svende
stillet sig om ham, de yngste som svang sig lettest i dansen.
Føtterne traadte i takt i den herlige dans; men Odyssevs
stirret paa føtternes lynsnare trin og undret sig saare.
Sangeren stemte sin lyre og sang om det lønlige møte
mellem den vældige Ares og elskovens fagre gudinde,
hvorledes krigsguden først i Hefaistos' herlige bolig
hvilte hos hende i løn for talrike gaver og skjændet
guden Hefaistos' seng; men Helios skyndte sig hastig
til ham med bud; ti solguden saa deres lønlige favntak.
Men da Hefaistos med sviende kval hadde hørt paa hans budskap,
gik han til smien og pønset paa ondt i sit hevnsyke hjerte.
Ambolten løftet han op paa den mægtige træblok og smidde
tenker som snart skulde holde dem fast og som ei kunde briste.
Men da han, harmfuld i sind, hadde hamret den listige snare,
skyndte han sig til sit sovegemak, hvor sengen var opredt.
Rundt om stolperne fæstet han lumsk de smidige lænker.
Andre blev slynget paa kryds og paa tvers i mængde fra taket.
Fint som spindelvæv hang deres net, usynlig for alle,
selv for de evige guder. Saa listig var lænkerne hamret.
Men da hans snare var færdig og lænkerne slynget om sengen,
lot han, som vilde han drage paa færd til det velbygde Lemnos,
øen, som huet ham bedst av samtlige lande paa jorden.
Ares, som kjører med tømmer av guld, sat ikke i blinde
hist paa sin vakt, da han saa at Hefaistos drog bort fra paladset.
Straks gik han hen til den navngjetne gud Hefaistos' bolig,
lysten paa elskovslek med hans kransede viv Afrodite.
Nys var hun kommet fra Zevs, sin mægtige far, og i kamret,
satte gudinden sig ned, da han skyndte sig ind i paladset.
Trykket han da hendes haand og lokkende tok han til orde:
«Elskede, kom, la os favnes med fryd i elskov paa leiet.
Ei er Hefaistos tilstede; han reiste vist over til Lemnos,
hen til de sintiske mænd, hvis tungemaal lyder barbarisk.»
Saa han talte. Da længtet hun selv efter hvilen paa leiet.
