Denne siden er korrekturlest
medens jeg stolte paa armenes kraft og ungdommens raskhet.
Nu er jeg plaget av motgang og sorg; ti mangt har jeg døiet
baade i kampe mot mænd og i fart over farlige bølger.
Dog, la gaa! Jeg skal prøve en dyst trods alt hvad jeg døiet;
ti dine ord har naget min sjæl og egget min harme.»
Saa han talte og reiste sig raskt, og med kappen om skuldre
grep han en diskos, mer vegtig og tyk og større end vanlig,
naar de faiakiske mænd vilde prøve en dyst med hverandre.
Hvirvlende kastet han den med sin vældige næve, og stenen
for med en summende lyd. Da bøiet sig hastig mot jorden
alle faiaker, saa kjække paa sjø og saa raske med aaren,
under den susende sten, og ilende let fra hans næve
svævet den længer end alle. Dens maal blev sat av Atene.
Lignende grant en mand tok gudinden til orde og ropte:
«Fremmede, endog en blind, som famlet sig frem, kunde hastig
finde dit maal; ti det gjemmer sig ei blandt merkernes vrimmel.
Nei, det er forrest av alle. Vær trøstig for denne din idræt.
Ingen faiaker vil naa dit maal eller ut over maalet.»
Saa hun talte. Da frydet sig høit den djerve Odyssevs,
glad ved at se i kredsen en ven, som ønsket ham seier.
Talte han da til faiakernes mænd med lettere hjerte:
«Prøv nu, I unge, at kaste den dit, saa slynger jeg siden
en som jeg tror skal gaa likesaa langt eller længer kanhænde.
Er der nu en som har mot og er lysten paa andre slags kampe,
vel, la ham prøve en dyst; ti mit sind har I egget til vrede,
enten i brytning og løp, eller nævekamp. Alt kan han vælge.
Alle faiaker undtagen Laodamas møter jeg gjerne.
Han er min gjestmilde vert, og hvem vilde slaas med sit vertskap?
Taktløs og taapelig er jo en mand og for intet at agte,
naar han til veddestrid æsker sin vert som huser ham gjestmildt,
midt i det fremmede land. Han skader sig selv ved sin fremfærd.
Ellers kan alle de andre gaa frem. Jeg vraker ei nogen.
Nu vil jeg se hvad de kan og møte dem ansigt til ansigt.
Ti jeg er ikke den ringeste mand i alleslags leke.
Øvelse har jeg som faa i at spænde den glattede bue.
Sigtet jeg skarpt med min pil paa fiendens tætteste skare,
skulde jeg først kunne træffe min mand, om talrike venner
stod ved min side i kampen og skjøt paa fiendens stridsmænd.
Nu er jeg plaget av motgang og sorg; ti mangt har jeg døiet
baade i kampe mot mænd og i fart over farlige bølger.
Dog, la gaa! Jeg skal prøve en dyst trods alt hvad jeg døiet;
ti dine ord har naget min sjæl og egget min harme.»
Saa han talte og reiste sig raskt, og med kappen om skuldre
grep han en diskos, mer vegtig og tyk og større end vanlig,
naar de faiakiske mænd vilde prøve en dyst med hverandre.
Hvirvlende kastet han den med sin vældige næve, og stenen
for med en summende lyd. Da bøiet sig hastig mot jorden
alle faiaker, saa kjække paa sjø og saa raske med aaren,
under den susende sten, og ilende let fra hans næve
svævet den længer end alle. Dens maal blev sat av Atene.
Lignende grant en mand tok gudinden til orde og ropte:
«Fremmede, endog en blind, som famlet sig frem, kunde hastig
finde dit maal; ti det gjemmer sig ei blandt merkernes vrimmel.
Nei, det er forrest av alle. Vær trøstig for denne din idræt.
Ingen faiaker vil naa dit maal eller ut over maalet.»
Saa hun talte. Da frydet sig høit den djerve Odyssevs,
glad ved at se i kredsen en ven, som ønsket ham seier.
Talte han da til faiakernes mænd med lettere hjerte:
«Prøv nu, I unge, at kaste den dit, saa slynger jeg siden
en som jeg tror skal gaa likesaa langt eller længer kanhænde.
Er der nu en som har mot og er lysten paa andre slags kampe,
vel, la ham prøve en dyst; ti mit sind har I egget til vrede,
enten i brytning og løp, eller nævekamp. Alt kan han vælge.
Alle faiaker undtagen Laodamas møter jeg gjerne.
Han er min gjestmilde vert, og hvem vilde slaas med sit vertskap?
Taktløs og taapelig er jo en mand og for intet at agte,
naar han til veddestrid æsker sin vert som huser ham gjestmildt,
midt i det fremmede land. Han skader sig selv ved sin fremfærd.
Ellers kan alle de andre gaa frem. Jeg vraker ei nogen.
Nu vil jeg se hvad de kan og møte dem ansigt til ansigt.
Ti jeg er ikke den ringeste mand i alleslags leke.
Øvelse har jeg som faa i at spænde den glattede bue.
Sigtet jeg skarpt med min pil paa fiendens tætteste skare,
skulde jeg først kunne træffe min mand, om talrike venner
stod ved min side i kampen og skjøt paa fiendens stridsmænd.
