Denne siden er korrekturlest
Derefter hængte han op paa en knag den klingende lyre
over hans hoved og ledet hans haand, saa han let kunde naa den.
Brødkurven satte han frem paa det skinnende bord, og et bæger
fyldtes med vin til at slukke hans tørst saa ofte han lystet.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vakte gudinden hans trang til at synge om heltes bedrifter,
og av et kvad, som dengang blev prist under himmelen vide,
sang han om drotten Odyssevs' strid med den gjæve Akillevs,
hvorledes heltene engang ved gudernes festlige gilde
trættet med haanende ord, og mændenes drot Agamemnon
lyttet med fryd, mens de gjæveste mænd blandt akaierne skjændtes;
ti det var dette som Foibos tilforn i det hellige Pyto
varslet ham, dengang han gik over tærsklen av sten og i templet
tryglet om svar; ti paa Zevs, den almægtiges bud skulde snarlig
grufulde lidelser vælte sig ind paa akaier og troer.
Dette var sangen han kvad, den herlige skald; men Odyssevs
trak med de kraftige hænder sin purpurfarvede kappe
over sit hoved og skjulte med den sit herlige aasyn
dølgende taarernes dryp under bryn for faiakernes blikke.
Hvergang den gudbeaandede skald holdt inde med sangen,
visket han taarerne bort, og blottende atter sit aasyn
grep han om tvehankspokalen og ofret til himmelens guder.
Men naar han atter begyndte, og alle faiakernes fyrster
bad ham at synge til ende sit kvad; ti det frydet dem saare,
dækket Odyssevs sit hoved paany i jamrende hulken.
Ingen av alle de andre blev var, at han svømmet i taarer.
Bare Alkinoos saa det og merket hans graat; ti i hallen
sat han ham nær og hørte hans suk og stønnende jammer.
Talte da kongen i hast til de sjøvante kjække faiaker:
«Hør mig, faiakernes drotter, de første i raad og paa tinge.
Nu har vi kvæget vort sind ved det herlige maaltid og frydet
hjertet ved lyren, som aldrig er tyst i vort festlige gilde.
La os nu gaa for at prøve en dyst i alleslags idræt,
forat vor fremmede gjest i vennernes kreds kan fortælle,
naar han er kommet til hjemmet, hvor høit vi staar over andre
baade i brytning og sprang, i løp og i kampe med næven.»
Saa han talte og vandret avsted, og fyrsterne fulgte.
Hængte da straks herolden den klingende lyre paa knaggen.
over hans hoved og ledet hans haand, saa han let kunde naa den.
Brødkurven satte han frem paa det skinnende bord, og et bæger
fyldtes med vin til at slukke hans tørst saa ofte han lystet.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vakte gudinden hans trang til at synge om heltes bedrifter,
og av et kvad, som dengang blev prist under himmelen vide,
sang han om drotten Odyssevs' strid med den gjæve Akillevs,
hvorledes heltene engang ved gudernes festlige gilde
trættet med haanende ord, og mændenes drot Agamemnon
lyttet med fryd, mens de gjæveste mænd blandt akaierne skjændtes;
ti det var dette som Foibos tilforn i det hellige Pyto
varslet ham, dengang han gik over tærsklen av sten og i templet
tryglet om svar; ti paa Zevs, den almægtiges bud skulde snarlig
grufulde lidelser vælte sig ind paa akaier og troer.
Dette var sangen han kvad, den herlige skald; men Odyssevs
trak med de kraftige hænder sin purpurfarvede kappe
over sit hoved og skjulte med den sit herlige aasyn
dølgende taarernes dryp under bryn for faiakernes blikke.
Hvergang den gudbeaandede skald holdt inde med sangen,
visket han taarerne bort, og blottende atter sit aasyn
grep han om tvehankspokalen og ofret til himmelens guder.
Men naar han atter begyndte, og alle faiakernes fyrster
bad ham at synge til ende sit kvad; ti det frydet dem saare,
dækket Odyssevs sit hoved paany i jamrende hulken.
Ingen av alle de andre blev var, at han svømmet i taarer.
Bare Alkinoos saa det og merket hans graat; ti i hallen
sat han ham nær og hørte hans suk og stønnende jammer.
Talte da kongen i hast til de sjøvante kjække faiaker:
«Hør mig, faiakernes drotter, de første i raad og paa tinge.
Nu har vi kvæget vort sind ved det herlige maaltid og frydet
hjertet ved lyren, som aldrig er tyst i vort festlige gilde.
La os nu gaa for at prøve en dyst i alleslags idræt,
forat vor fremmede gjest i vennernes kreds kan fortælle,
naar han er kommet til hjemmet, hvor høit vi staar over andre
baade i brytning og sprang, i løp og i kampe med næven.»
Saa han talte og vandret avsted, og fyrsterne fulgte.
Hængte da straks herolden den klingende lyre paa knaggen.
