Denne siden er korrekturlest
kommet paa flakkende færd, fra vesterland eller fra østen.
Hjem vil han sendes og ber os at gi et usvigelig tilsagn.
La os da, nu som tilforn, gi en fremmed et følge til hjemmet.
Aldrig har hittil en mand som kom til min borg og i vaande
tryglet om hjælp til at frelse sig hjem, maattet vente for længe.
La os nu trække et sortmalet skib som nylig er bygget,
ut i det herlige hav og derefter vælge blandt folket
rorskarle, to og femti i tal, vore kjækkeste sjømænd.
Naar I saa alle forsvarlig har fæstet jer aare til kjeipen,
gaa da fra borde og kom til min borg og gjør jer tilgode
der med et maaltid. Jeg selv skal rikelig sørge for alle.
Dette er sagt til de unge; men kom ogsaa alle I andre,
alle som bærer en kongelig stav, til min herlige kongsgaard,
for at vi der kan hædre vor gjest med et gilde i hallen.
Ingen skal her sige nei. Og gi saa den herlige sanger,
skalden Demodokos bud. Ham undte en guddom at fryde
lifligst vort hjerte med kvad, hvad han end maatte lyste at synge.
Saa han talte og gik til sin borg, og fyrsterne fulgte.
Kongens herold gik avsted og hentet den herlige sanger.
Rorskarle, to og femti i tal, valgt ut blandt de unge,
gik, som herskeren bød, til stranden ved havet, det golde.
Men da de alle kom ned til den skvulpende sjø og til skibet,
trak de fra skraanende strand den sortmalte snekke paa dypet.
Masten og seilene lagde de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand snoet av huder,
alt som sig hør og bør og heiste det snehvite raaseil.
Ute paa havbugten ankret de op, og gik saa i følge
hen til den sindige drot Alkinoos' kneisende kongsgaard.
Borggaard og forhallens svalgang og salene inde i huset
fyldtes av mængden som strømmet tilgaards, baade unge og gamle.
Tolv av de feteste faar lot Alkinoos slagte til festen,
otte hvittandede svin og to fotslæpende okser.
Dyrene flaadde de skyndsomt og laget det deiligste maaltid.
Nu kom herolden og førte ved haand den herlige sanger,
skjalden som sangmøen elsket og gav baade lykke og vanheld,
saasom hun røvet ham synet, men skjænket ham sangen, den søte.
Frem for ham satte Pontonoos straks en sølvsmykket armstol
midt i gjesternes kreds og lænet den op til en søile.
Hjem vil han sendes og ber os at gi et usvigelig tilsagn.
La os da, nu som tilforn, gi en fremmed et følge til hjemmet.
Aldrig har hittil en mand som kom til min borg og i vaande
tryglet om hjælp til at frelse sig hjem, maattet vente for længe.
La os nu trække et sortmalet skib som nylig er bygget,
ut i det herlige hav og derefter vælge blandt folket
rorskarle, to og femti i tal, vore kjækkeste sjømænd.
Naar I saa alle forsvarlig har fæstet jer aare til kjeipen,
gaa da fra borde og kom til min borg og gjør jer tilgode
der med et maaltid. Jeg selv skal rikelig sørge for alle.
Dette er sagt til de unge; men kom ogsaa alle I andre,
alle som bærer en kongelig stav, til min herlige kongsgaard,
for at vi der kan hædre vor gjest med et gilde i hallen.
Ingen skal her sige nei. Og gi saa den herlige sanger,
skalden Demodokos bud. Ham undte en guddom at fryde
lifligst vort hjerte med kvad, hvad han end maatte lyste at synge.
Saa han talte og gik til sin borg, og fyrsterne fulgte.
Kongens herold gik avsted og hentet den herlige sanger.
Rorskarle, to og femti i tal, valgt ut blandt de unge,
gik, som herskeren bød, til stranden ved havet, det golde.
Men da de alle kom ned til den skvulpende sjø og til skibet,
trak de fra skraanende strand den sortmalte snekke paa dypet.
Masten og seilene lagde de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand snoet av huder,
alt som sig hør og bør og heiste det snehvite raaseil.
Ute paa havbugten ankret de op, og gik saa i følge
hen til den sindige drot Alkinoos' kneisende kongsgaard.
Borggaard og forhallens svalgang og salene inde i huset
fyldtes av mængden som strømmet tilgaards, baade unge og gamle.
Tolv av de feteste faar lot Alkinoos slagte til festen,
otte hvittandede svin og to fotslæpende okser.
Dyrene flaadde de skyndsomt og laget det deiligste maaltid.
Nu kom herolden og førte ved haand den herlige sanger,
skjalden som sangmøen elsket og gav baade lykke og vanheld,
saasom hun røvet ham synet, men skjænket ham sangen, den søte.
Frem for ham satte Pontonoos straks en sølvsmykket armstol
midt i gjesternes kreds og lænet den op til en søile.
