Denne siden er korrekturlest
ikke har rigtig betænkt, at hun ei lot de tjenende kvinder
føre dig hit til vor borg, skjønt hun var den første du bønfaldt.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Last ikke, høibaarne helt, din herlige datter for dette
Selv har hun git mig besked om at følge de tjenende kvinder.
Dog, jeg vilde det ei. Min blygsel forbød det og frygten
for at dit sind skulde fyldes av harm, naar du saa mig i følget.
Hastige er vi til vrede vi mennesker flest her paa jorden.»
Straks tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Fremmede, nei, saa hastig er ei mit sind at jeg vredes
helt uten grund. Dog, sømmelig færd er altid det bedste.
Maatte dog Zevs, vor far og Apollon og Pallas Atene
styre det saa at en høvding som du som i sind og i tanker
er som jeg selv, vilde kaldes min maag og, boende blandt os,
eie min datter. Jeg skjænket dig hus og gods, om du dvælte
godvillig her; men vil du det ei, skal ingen faiaker
holde dig fast. Det forbyde vor far, den høie Kronion.
Hjemfærden slaar jeg nu fast, saa du vet det med visshet. Imorgen
sendes du hjem. Da hviler du selv i tryggeste slummer,
mens mine svende skal ro over blikstille hav, til du kommer
hjem til dit land og din borg, hvor i verden du ønsker at dvæle,
selv om du bor i et land mer fjernt end det fjerne Evboia,
som mine mænd har fortalt er det ytterste land de har skuet,
dengang de rodde den lysblonde helt Radamantys til øen,
drotten som drog paa besøk til Tityos, sønnen av Gaia.
Langt som det var, de naadde dog frem, og uten at trættes
rodde de selvsamme dag sin vei over havet tilbake.
Selv skal du merke at fartøi og mænd staar høit over andre.
Ingen kan piske den skummende sjø saa kraftig med aaren.»
Saa han talte, og hjertelig glad blev helten Odyssevs.
Høvdingen hævet sin røst, og bedende tok han til orde:
«Alfader Zevs! Aa, maatte Alkinoos ogsaa faa fuldbragt
alt hvad han lover! Selv vandt han som løn uvisnelig hæder
viden om lande, og jeg vilde naa mit elskede hjemland.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Derefter kaldte Arete de tjenende kvinder og bød dem
straks at sætte i forhallen frem en løibænk med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
føre dig hit til vor borg, skjønt hun var den første du bønfaldt.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Last ikke, høibaarne helt, din herlige datter for dette
Selv har hun git mig besked om at følge de tjenende kvinder.
Dog, jeg vilde det ei. Min blygsel forbød det og frygten
for at dit sind skulde fyldes av harm, naar du saa mig i følget.
Hastige er vi til vrede vi mennesker flest her paa jorden.»
Straks tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Fremmede, nei, saa hastig er ei mit sind at jeg vredes
helt uten grund. Dog, sømmelig færd er altid det bedste.
Maatte dog Zevs, vor far og Apollon og Pallas Atene
styre det saa at en høvding som du som i sind og i tanker
er som jeg selv, vilde kaldes min maag og, boende blandt os,
eie min datter. Jeg skjænket dig hus og gods, om du dvælte
godvillig her; men vil du det ei, skal ingen faiaker
holde dig fast. Det forbyde vor far, den høie Kronion.
Hjemfærden slaar jeg nu fast, saa du vet det med visshet. Imorgen
sendes du hjem. Da hviler du selv i tryggeste slummer,
mens mine svende skal ro over blikstille hav, til du kommer
hjem til dit land og din borg, hvor i verden du ønsker at dvæle,
selv om du bor i et land mer fjernt end det fjerne Evboia,
som mine mænd har fortalt er det ytterste land de har skuet,
dengang de rodde den lysblonde helt Radamantys til øen,
drotten som drog paa besøk til Tityos, sønnen av Gaia.
Langt som det var, de naadde dog frem, og uten at trættes
rodde de selvsamme dag sin vei over havet tilbake.
Selv skal du merke at fartøi og mænd staar høit over andre.
Ingen kan piske den skummende sjø saa kraftig med aaren.»
Saa han talte, og hjertelig glad blev helten Odyssevs.
Høvdingen hævet sin røst, og bedende tok han til orde:
«Alfader Zevs! Aa, maatte Alkinoos ogsaa faa fuldbragt
alt hvad han lover! Selv vandt han som løn uvisnelig hæder
viden om lande, og jeg vilde naa mit elskede hjemland.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Derefter kaldte Arete de tjenende kvinder og bød dem
straks at sætte i forhallen frem en løibænk med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
