Denne siden er korrekturlest
mange gange har skovene byttet blade siden,
jeg la min haand over mit øie — skarpt som falkens
dengang — og speided.
Og se! Hjerteslag banked i sølvflodens vande.
Og se! Fra det slyngende krat kom min bruds
kano.
Og se! Dine skove svared min rungende hilsen.
Og se! Dine skove svared min bruds elskov.
Ja. Dine skove har set mit haar graane!
Naar mørket svøber jorden ind,
naar stormene udsender skingrende jagthyl,
da ræddes kvindernes børn.
Da skjuler de sig.
Da kryber de sammen ved baalet, og taler ikke,
og ler ikke.
Da lider du vist,
du, gjennem hvem den evige aand, naar han svæver
gjennem verdenshallen, slæber sin kappes purpurflige.
Ja, da lider du vist,
