Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


stegt sig lidt paa den ogsaa, saa den blev fastere i Fisken, sprat den ud paa Gulvet og trillede afsted som et Hjul ud igjennem Døren og bort efter Veien.

Hei da! Kjærringen efter med Panden i den ene Haand og Sleven i den anden, det forteste hun kunde, og Børnene efter hende igjen, og Gamlefar hinkede efter tilsidst.

»Hei, vil Du bie, knib den, tag den, hei da!« skreg de i Munden paa hverandre og skulde tage den paa Spranget og fange den igjen; men Pandekagen trillede og trillede, og ret som det var, var den saa langt undaf, at de ikke kunde se den, for Pandekagen var flinkere tilbens end Allesammen.

Da den havde trillet en Stund, saa mødte den en Mand.

»God Dag, Pandekage,« sagde Manden.

»Gud signe, Mand Brand,« sagde Pandekagen.

»Kjære min Pandekage, tril ikke saa fort, men bi lidt og lad mig faa æde Dig,« sagde Manden.

»Naar jeg har gaaet for Kone Krone, Gamlefar’n og syv Skrigerbarn, saa kan jeg vel gaa for Dig, Mand Brand,« sagde Pandekagen, og trillede og trillede, til den mødte en Høne.

»God Dag, Pandekage,« sagde Hønen.

»God Dag, Høne Pøne,« sagde Pandekagen.

»Kjære min Pandekage, tril ikke saa fort, men bi lidt og lad mig faa æde Dig,« sagde Hønen.

»Naar jeg har gaaet for Kone Krone og Gamlefar’n, syv Skrigerbarn og Mand Brand, saa kan jeg vel gaa for Dig, Høne Pøne,« sagde Pandekagen og trillede som et Hjul bortover Veien. Saa mødte den en Hane.

»God Dag, Pandekage,« sagde Hanen.

»God Dag, Hane Pane,« sagde Pandekagen.

»Kjære min Pandekage, tril ikke saa fort, men bi lidt og lad mig faa æde Dig,« sagde Hanen.