Der var engang en Konge, som havde saamange Gjæs, at han maatte have en Jente bare til at gjæte dem; hun hedte Aase, og saa kaldte de hende Aase Gaasepige. Nu var der en Kongssøn fra Engeland, som skulde ud at fri; ham satte Aase sig i Veien for. »Sidder Du der Du, vesle Aase?« sagde Kongssønnen. — »Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, jeg venter Kongssønnen fra Engeland idag,« sagde vesle Aase. — »Ham kan Du ikke vente at faa,« sagde Prindsen. — »Jo, skal jeg have ham, saa faar jeg ham nok,« sagde vesle Aase.
Der blev nu sendt Malere til alle Lande og Riger, som skulde tage af de vakkreste Prindsesserne; dem vilde Prindsen have at vælge imellem. En af dem syntes han saa godt om, at han reiste efter hende og vilde gifte sig med hende, og han var baade glad og fornøiet, da han havde faaet hende til Kjæreste. Men saa havde Prindsen en Sten med sig, som han lagde foran Sengen sin, og den vidste alting; og da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste før, eller hun ikke vidste sig fri for Noget, hun ikke
