en gammel Ven med et nyt Ansigt, saa maatte jeg blive at spise Middag og drikke Kaffe, hvilket kom mig helt vel til Pas efter den to Mil lange Vandring fra Byen. Kaffebordet var næppe sat hen, før der kom flere Bekjendte til fra Præstegaarden. Efter Husets Skik blev der bragt ind Punsch, Passiaren blev livlig, og vi saa saa flittig til Glassene, og jeg saa saa tidt i den vakkre Datters klare Blaaøine, at jeg næsten glemte den til Søndagen aftalte Jagttur i Gjerdrum. Solen stod allerede i Aaskanten, og hvis jeg vilde naa frem, mens Folk var oppe, var det ikke at tænke paa at gaa den lange Vei først om Dals Kirke op til Midtskov, og derfra igjennem den største Del af Gjerdrum den daarlige Veien over Myrersletten, som nu maatte være dobbelt slem og kronglet efter den friske Novemberkulde, vi havde havt. Jeg gik da op til Nybraaten, den nærmeste Stue under Aasen, et Stykke ovenfor Kirken, og fik fat paa gamle Matthias Skytter, som strax var færdig til at følge og vise mig Benveien over Aasen, naar han »først havde faaet sig et Stykke Tobak i Kjæften.«
Det var en deilig Aftenstund; paa den vestlige Himmel glødede endnu det vinterlige Aftenskjær. En let Kulde gav Luften hin Friskhed, der undertiden gjør vore Novemberdage saa herlige. Fra Bækken steg Dunster op og rimede Træerne, saa at deres Grene lignede Sølvkrystaller.
Vi gik raskt afsted, og den Gamle fik efter en Sup af Jagtflasken snart Munden paa Gang.
Han pratede om allehaande Ting, om jagt og jagtvæsen, om hvor urimeligt det var, at Ole Gjørtler, som var en Gjerdrumsogning, skulde sætte sine Fuglestokke op i Solbergmarken; dertil fik jeg Historien om de ni Bjørne, som Matthias skulde have
